Analyse: Cameron alene i verden

- Stil aldrig et spørgsmål, hvis du ikke ønsker at høre svaret.

Sådan lyder en af de mest grundlæggende leveregler - i privatlivet, i diplomatiet og i politik.
På den private front kan tilsyneladende velfungerende parforhold pludselig komme i vanskeligheder, fordi den ene part stiller spørgsmål om børn, ægteskab og så videre.

Og pludselig - når spørgsmålet først er stillet - og svaret er givet - så er forholdet pludselig forandret for altid.

Cameron brød reglen
I europæisk politik er levereglen med aldrig at stille et spørgsmål, hvis man ikke ønsker at høre svaret, altafgørende. Og det kan gå grueligt galt, når man bryder den regel. Det har den britiske premierminister, David Cameron, måtte sande.

David Cameron brød reglen ved det højdramatiske EU-topmøde i december, og når man nu kan gøre boet op efter topmødet om finanspagten i mandags, så er konklusionen klar. Storbritannien har med Camerons hasarderede forhandlingsstrategi lidt et afgørende nederlag og står i dag mere isoleret i EU-samarbejdet end Storbritannien nogensinde har været tidligere.

Den store og afgørende britiske brøler blev begået i december, hvor en kombination af dårlig rådgivning og politisk gambling gik galt.

EU-landene - med den tyske forbundskansler Angela Merkel i spidsen - ønskede at lave en finanspolitisk pagt mellem landene. Og den skulle skrives ind i EU-traktaten.

Overspillede sine kort
Den slags kan kun ske når alle 27 EU-lande er enige og derfor troede David Cameron, at han havde et trumfkort i ærmet. Ved topmødet i december truede han med at forhindre for en sådan traktatændring - hvis han ikke kunne få en række garantier for, at EU-landene ikke ville vedtage ny regulering af den finansielle sektor, som kan skade den finansielle sektor i Storbritannien.

Men Cameron overspillede sine kort. Han blokerede for en EU-traktat. Men ikke for en finanspagt. For ved EU-topmødet i mandags enedes 25 EU-lande kort og godt om at lave en finanspagt - uden Storbritannien og Tjekkiet - og uden om EU-traktaten.

David Camerons veto fik altså ingen betydning i forhold til finanspagten.

Et rungende nej
Det britiske veto har til gengæld fået en anden betydning, som er langt mere alvorlig for Cameron. For ved topmødet i december brød han mod grundreglen om ikke at stille et spørgsmål, hvis man ikke ønsker at høre svaret.

På topmødet spurgte han de øvrige EU-lande, om de ville være tilbageholdende med at vedtage nye reguleringer af den finansielle sektor i Europa, hvis disse anses for være skadelige for den finansielle sektor i Storbritannien.

Cameron stillede spørgsmålet - og i den ophedede traktat-debat fik han det svar, han IKKE ville høre. I den ophidsede stemning blev svaret nemlig et rungende nej.

Offentligt svar
Dermed har de øvrige EU-lande - i mødelokalet og ud over mikrofonerne, sådan at alle kunne høre det - offentligt afvist at tage særlige hensyn til den finansielle sektor i Storbritannien. En sektor som er altafgørende for den britiske økonomi. 11 procent af den skat som opkræves i Storbritannien kommer fra den finansielle sektor. Så EU-regulering som ville få dele af sektoren til at flytte sin aktivitet til for eksempel Hong Kong ville være katastrofal.

David Cameron troede, at han kunne bruge de øvrige EU-landes ønske om en finanspagt til at sikre sig garantier mod EU-regulering af den finansielle sektor i Storbritannien. Men han overspillede sine kort og fik i stedet læst og påskrevet, at den finansielle sektor er en del af EU´s indre marked. Her træffes beslutninger med kvalificeret flertal. Altså kan Storbritannien stemmes ned.

Møder uden Cameron 
Intet britisk veto kan forhindre nye EU-regler som rammer Londons finansielle centrum.
Da Cameron kom tilbage til London i december, var han en indenrigspolitisk helt og blev tiljublet af sit EU-skeptiske konservative bagland. Men den jubel varede kun kort.

Efter mandagens topmøde måtte Cameron se finanspagten blive en realitet - uden at han har fået en eneste garanti for den finansielle sektor.

I stedet vil eurolandene og landene, som er med i finanspagten, nu afholde flere fælles topmøder hvert eneste år. Topmøder, hvor Cameron ikke deltager. Topmøder hvor det på ingen måde kan udelukkes, at behovet for regulering af den finansielle sektor vil være på dagsordenen.

I december troede David Cameron at han kunne bruge finanspagten til at stoppe regulering af The City, som finanssektoren kaldes. I stedet er en udvikling på vej, hvor diskussioner om fremtidig regulering af den britiske finanssektor nu er ved at blive flyttet ind i et mødelokale, hvor Cameron end ikke er tilstede.

Læren er soleklar. Man skal aldrig stille et spørgsmål, hvis man ikke ønsker at høre svaret.