Oprørere sønderbombes i Syrien

Tripoli/Beirut

- Indfør flyveforbud.

Den mulighed foreslår beboeren Omar fra byen Homs til mig over en skypeforbindelse.

Han bor i det kvarter Baba Amr, der er blandt de hårdest ramte områder med konstante angreb fra den syriske hær. Her bor han med sin familie, men kan ikke forlade byen.

- Det er næsten umuligt, det er meget, meget vanskeligt at komme ud, skriver Omar.

Bomber fra luften
Men flyveforbud, spørger jeg Omar. - Giver det mening, hvis det kun er begrænset, hvor meget der bombes fra luften?

- De bomber fra luften, skriver han og sender et link til sit eget webcam, som sender direkte fra Homs omtrent 24 timer i døgnet.

OBS: Hvis videoen ikke er live, når du kigger, kan du se masser af optagelser, der angiveligt stammer fra Homs i baba-omers tidligere live-sendinger.

- Du kan høre det her, tilføjer han.

Konstante angreb kræver ofre
Blot fem minutter af den direkte transmission lader ingen tvivl tilbage: Hæren angriber konstant i Homs.


Tusindevis af mennesker er dræbt i konflikten, revolutionen, krigen i Syrien - for situationen er alle tre dele på én gang.

Revolutionen begyndte i marts 2011 som et fredeligt oprør med tusindevis af demonstrerende syrere i gaderne. Men hæren svarede voldsomt igen og sidenhen er det vokset til en konflikt, en krig, med tunge bombardementer og belejring af senest byen Homs, men også i Hama, Idlib, Latakia, forstæder til hovedstaden Damaskus, for nu blot at nævne et par eksempler.

Deserteret med livet som indsats
Samtidig er oprørerne blevet bevæbnede i et forsøg på at forsvare sig. Hundredevis af syrere er deserteret fra hæren med livet som indsats - for regimet holder øje.

Det fortæller den syriske aktivist Maher Esber, som jeg møder på en cafe i Beirut. Han er flygtet fra Homs - eller rettere: Han tager en pause fra revolutionen og samler kræfter, inden han om få dage rejser tilbage.

- Jeg vil tro, at omkring 85 pct. af soldaterne i den syriske hær ikke ønsker at gøre det, de er tvunget til - at dræbe civile. Men de tør ikke at desertere, for det koster liv. Jeg kender en desertør, som mistede syv familiemedlemmer, da hæren fandt ud af, han havde forladt sin post. Hans mor, bror og far var blandt de likviderede, fortæller Maher.

Assad må gå af
Dermed tegner der sig et dystert billede af situationen i Syrien og de metoder, som regimet tager i brug for at blive siddende på magten. Maher kender alt til det- selv sad han i fængsel i over fem år for politiske aktiviteter mod regimet.

Mens han sad fængslet skyllede revolutionerne ind over Mellemøsten, og han havde kun et uklart billede af forandringerne, da han blev løsladt af Assads amnesti i juni måned. Men han ventede ikke. Han blev løsladt en søndag og tilsluttede sig oprørerne den første fredag efter.

- Assad må gå af. Der er ingen vej uden om. Men vi behøver hjælp fra verdenssamfundet, siger han.

Splittet verden
Men verdenssamfundet taler og kan ikke blive enige. Kina og Rusland har vetoet initiativer i FN's Sikkerhedsråd om at fordømme Syrien - et initiativ der i forvejen ikke så ud til at kunne ændre meget på landjorden i Syrien.

Assad har konstant lovet fred og reformer, men ikke en eneste gang levet op til sine ord. Tværtimod har han øget antallet af angreb, og blodbadet vokser.

Hvem holder med hvem?
Mens verden taler, både de vestlige og arabiske, lurer en faretruende udvikling.
Hvis man vil forstå konflikten i Syrien, må man nødvendigvis kende betydningen af ordet sekterisk.

For mens styret mange år har bestået af landets religiøse minoritet, alawitterne, der kun udgør 13 pct. af befolkningen, er det nu i overvejende grad landets majoritet, sunnimuslimerne der udgør over 65 pct. af befolkningen, der går foran i oprøret.

Tilbage sidder andre minoriteter, bl.a. landets kristne, og er bange for, hvad der vil ske, hvis Assad går af - de frygter de ekstreme elementer blandt sunnierne og fremtiden under andre end Assad.

Derfor er der risiko for, at konflikten i stigende omfang drejer sig om sekterisk vold - der er allerede tegn på dette - at oppositionen ikke har et fælles mål, men også at der foregår likvideringer ud fra de shia-sunni-alawit-kristne grupperinger - og også ud fra etniske grupperinger.

Nye konflikter truer
Den risiko stiger i takt med at visse lande mener, at den bedste løsning på konflikten er at bevæbne oprørsgrupperne - men det kan ende i et endnu større blodbad. Spændingerne mellem de forskellige religiøse og etniske grupperinger er langt fra ny - men kan risike at bryde ud i lys lue under en konflikt.

Derfor er der mange oprørere, der ønsker en militær indblanding. De hader Rusland og Kina.
Da jeg skulle ind på et hospital i den libanesiske by Tripoli for at besøge syriske sårede, der var kommet ind fra Homs, blev jeg først spurgt: Du er vel ikke russer eller kineser?
Hvorefter hospitalschefen sagde, at hvis jeg havde været én af delene, så havde der været adgang forbudt.

Verden vil ikke i krig i Syrien
Men verden vil helst ikke tale om militær indblanding ud fra devisen om, at det kan starte en langt større regional krig og konflikt, idet det kan antænde følelser i Iran og hos Hizbollah i Libanon, der begge er allierede med Syrien mod de sunnimuslimske stater som eksempelvis Saudi Arabien. Og hvad med Israel, lyder bekymringerne.

Andre mener, at den fare er overdrevet - at der kunne være perspektiver i at indføre et flyveforbud eller bombe militære anlæg i en kortere periode og dermed tvunge Assad til en dialog om fred. For som det ser ud nu, hjælper presset ikke.

Der skal mindst to til en dialog, og Assad har indtil afvist selv de mest forsigtige initiativer til at få skabt fred.
Imens kører videon live fra Homs til konstant påmindelse om, hvad der foregår i Syrien.

- Men hvornår har menneskerettigheder og menneskeliv betydet mere end strategisk verdenspolitik?" spørger Omar retorisk i Homs.