preload loader
Newt Gingrich

Den republikanske kandidat Newt Gingrich med sin kone Callista Gingrich.

Foto: Stan Honda © Scanpix

 

Skrevet af: 

 

Valg i USA: Klø til Gingrich i Florida

01. feb. 2012 07.00 

Det overraskende i nat i Florida var ikke Mitt Romney's sejr. Det var Newt Gingrich's elendige måde at tage sit nederlag på.

Et af disse øjeblikke, hvor man sidder tilbage med en dårlig smag i munden og siger: Det kan godt være, at du gerne vil vinde, men det betyder ikke, at du ikke kan vise storsind, når du taber.

Sin egen værste fjende
Newt Gingrich var tæt på et af disse øjeblikke, de, der kender ham, taler om hele tiden. Det øjeblik, hvor han bliver sin egen værste fjende.

Han havde lige tabt med 14 procent - et giga-nederlag - men havde ikke tilstrækkelig værdighed til at sige tillykke til Romney.

Da han trådte frem for sine tilhængere kastede han sig i stedet ud i en tirade om, hvad han vil gøre når han bliver præsident - hvad han ikke bliver.

Han vil udstede en præsidentiel ordre, der flytter den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Han vil udstede en præsidentiel ordre, der forbyder en eneste dollar at blive sendt ud i verden, hvis den støtter abort.

Han vil udstede dekreter, der afvikler alle Obamas såkaldte "zarer" - embedsmænd med specielle ansvarsområder.

Han vil udstede en præsidentiel ordre, der vil afvikle alle Obama-regeringens "anti-religiøse love". 

Desperationen tog værdigheden fra Gingrich
Så gik han til angreb på det establishment, den elite, han altid har været en del af.

Og han fortsatte: Kampen fortsætter til konventet i Tampa! "Jeg stiller ikke op for at vinde jobbet som "entertainment-in-chief". Jeg stiller op for at blive præsident, sagde han - med et svirp til Obama.

Så talte han om, at folkets stemme vil besejre kapitalen - den mand, der på bare et par uger har fået 10 millioner dollars fra en enkelt casino-ejer og millionær i Las Vegas.

Det kom alt sammen fra en mand, der lige havde lidt et af sine virkeligt store nederlag.

Desperationen tog værdigheden fra Gingrich og efterlod de fleste forbløffede.

Romney nu favorit
Og det blev afslutningen på et primær-valg, hvor Mitt Romney placerede sig selv som favorit til at blive republikanernes præsidentkandidat. Kampen er ikke afgjort. Men med en sejr på 14 procent over Gingrich vil Romney være favorit.

Det blev afslutningen på et primærvalg, hvor Romney skiftede karakter som kandidat.

Han kom fra et nederlag i South Carolina, hvor han havde begået den fejl, at slappe af efter sejren i New Hampshire.

Han gik til angreb i stedet for at fumle. Han demonstrerede en rå side, vi kun så antydninger af i Iowa.

Han sendte en kanonade af negative reklamer ud i æteren - på radio og tv - der underminerede det forspring Gingrich havde skaffet sig i South Carolina.

Og han demonstrerede, at han faktisk kan tale til en forsamling - og lytte til hvad folk siger til ham. 

Det er rigtigt, at valgkampen ikke kom til at handle om argumenter i den sidste fase. Men for amerikanerne handler et præsidentvalg mere om kandidaternes karakter og menneskesyn, end om fastlåste holdninger til det ene og det andet.

Det republikanske parti knager i fugerne
Mitt Romney vandt med 46 procent af stemmerne. Newt Gingrich fik i skrivende stund 32 procent. Rick Santorum 13 og Ron Paul 7 procent i Florida, der i modsætning til Iowa, New Hamsphire og South Carolina er af mini-spejlbillede af USA.

Som Floridas ene senator, republikaneren, Marco Rubio sagde: "Den der vinder Florida vinder nomineringen"! Romney har 84 delegerede, Gingrich 27, Santorum 10 og Ron Paul 8. Den, der først når 1144 delegerede, bliver partiets præsident-kandidat.

Nu fortsætter kampen. Newt Gingrich har sagt, at han fortsætter til den bitre ende.

Rick Santorum - der gør det stadig bedre uden at få ret meget mere ud af det, andet end at sabotere de andre - og Ron Paul ser heller ingen grund til at droppe ud af kapløbet.

Og det republikanske parti knager i furerne. Der er den fløj, der argumenterer, at kampen gør kandidaterne og partiet stærkere. Der er dem, der argumenterer, at kampen splitter partiet - og at kun en sejr ved selve præsidentvalget kan samle partiet igen, som det skete med Barack Obama og Hillary Clinton.

Men der er ingen garanti for, at republikanerne vinder præsidentvalget over Obama til november. Snarere tværtimod. Og så står republikaner med et identitets-problem.

Efter Florida flytter valg-kampagnerne videre - til mindre stater med begrænset betydning. Super Tuesday, den 6 marts, hvor ti stater stemmer samme dag, bliver den næste store slagmark.

Send eller anbefal link

Steffen Gram, USA

Korrespondent Steffen Gram. Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1

Steffen Gram, USA

Steffen Gram er en af DRs mest erfarne korrespondenter. Han er i gang med sin fjerde korrespondentperiode i Washington, USA.

 
 

 

Sådan vil regeringen beskære børnechecken

(09:45)

Kun hvis mindst en person i husstanden tjener mere end 700.000 kroner per år, bliver der efter regeringens forslag skåret i børnechecken.

 

Savnet kvinde fundet i god behold

(09:00)

en 27-årig spiseforstyrret kvinde, som forsvandt fra behandling på Hillerød Sygehus den 14. maj er blevet fundet i god behold.

 

En dræbt og otte såret efter skuddrama

(08:44)

En dræbt og otte er såret efter skuddrama i Finland.

 

Nyheder på SMS

Få DRs breaking news på SMS. Skriv DR NY2 på din mobil og send til 1212

 

Nyhedsbreve

Få DRs nyheder leveret direkte i din mailboks. Vælg mellem nyheder eller pengenyheder.

 

Facebook og Twitter

Bliv fan af DRs programmer og få udvalgte nyheder på Facebook og Twitter

 
 
På dr.dk/nyheder lige nu Nyhedsansvarlig:
Nyhedsvagt:
 

TV- og radio

Steffen Gram, USA

Korrespondent Steffen Gram. Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1

Steffen Gram, USA

Steffen Gram er en af DRs mest erfarne korrespondenter. Han er i gang med sin fjerde korrespondentperiode i Washington, USA.

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Nyheder > Udland > Korrespondenterne_skriver > Steffen_Gram

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.