Alletiders varmerekord fylder 37 år

Varmerekorden på 36,4 grader fylder 37 år i dag.

Bent Jensen, vært på TV-avisen havde det så varmt at de sendte programmet fra en lidt utraditionel omgivelse...

Der er måske mange, som går og sukker efter sommervarmen, men knap så mange ville formentlig bryde sig om det temperaturniveau vi havde i Danmark for præcis 37 år siden.

D. 10. august 1975 blev der nemlig målt stegende 36,4 grader i Holstebro og det er den dag i dag fortsat den absolutte varmerekord i Danmark siden målingernes start i 1874.

Blokerende højtryk

Opskriften på varmerekorden var 1 stk. blokerende højtryk med kerne henover Danmark i nogen tid. Den 10. august lå højtrykkets kerne på 1025 hPa nordøst for Danmark.

Højtrykket var altså ikke særligt kraftigt, men det gav en periode med stabilt vejr og tilførsel af lun luft fra sydøst.

Hedebølge og tropedøgn

Og det var varmt! Faktisk blev der målt temperaturer over 30 grader fra d. 4. til den 12. august 1975 et eller andet sted i Danmark. Vejrtypen gav også nogle særdeles varme nætter, det vi kalder tropedøgn, hvor temperaturen ikke kommer under 20 grader på noget tidspunkt af døgnet. Yderligere blev der mange steder målt døgnmiddeltemperaturer på hele 27-28 grader!

Højtryk på vej igen

I disse dage er der såmænd også et højtryk på vej ind over hovedet på os, det får vi dog absolut ingen ny varmerekord af.

Men det lugter da lidt af sommer alligevel med solskin, svage vinde, tørvejr og temperaturer op til 23 grader. Og det er alt andet lige nok et mere behageligt niveau end den gang i 1975.

  • Print
  • Del artiklen: