Vinteren er ikke slut endnu…

I nat holder vi os måske over frysepunktet, men ellers er er frosne nætter og sne i luften den næste uges tid.

Vintersolen er smuk og skarp, når vi ellers får den at se. Her er den fanget i morges ved Østre Strand i Struer af Susanne Fugl.Foto: Susanne Fugl

Søndag eftermiddag og aften trækker våde skyer ind over Danmark og kaster regn, slud og tøsne af sig. I nat holder temperaturerne sig nok lige over frysepunktet, men så er der frosne nætter på vej igen.

Kold vestenvind

Mandag fortsætter der med at komme vådt og halvkoldt vejr vestfra. Oftest er vestenvinden lun, fordi den samler varme op ude over Atlanterhavet. Men vestenvinden kan også have sin oprindelse oppe omkring Grønland og Island, hvor havet er koldere, og så får vi altså en mere kølig vestenvind, som det er tilfældet i morgen.

Sne i luften tirsdag, onsdag, torsdag, fredag…

Fra tirsdag ser det ud til, at der er sne i luften ugen ud. Prognoserne lover dog ikke mange millimeter, og eftersom dagtemperaturerne alle dage ligger over frysepunktet, bliver det nok hverken kælke- eller skivejr, men måske kan man være så heldig, at der kan laves gode snebolde.

Nattefrost så langt øjet rækker

I nat vil temperaturerne som sagt nok ligge lige på den positive side af nul-punktet. Men ellers er der dømt minusgrader de næste mange dage. Torsdag og fredag nat kan vi måske komme helt ned på -10 grader lokalt. 

Pas på vejene

Tøvejr om dagen og frost om natten er en sikker opskrift på glatte veje. Så i hele perioden skal du være meget opmærksom, når du begiver dig ud i trafikken. Det gælder selvfølgelig især natte- og morgentimerne, men der kan hele døgnet være pletvis glat derude.

Men der er også solstråler…

Alt i alt en februaruge med omskifteligt vintervejr – men forhåbentligt også en del huller i skyerne i ny og næ, så solens stråler får lov at kigge ned til os.

  • Print
  • Del artiklen: