Den danske laks er i fremgang

Mens laksen på verdensplan går tilbage og flere steder nærmer sig et kritisk punkt for udryddelse, er den danske laks i fremgang.

Danmark er i øjeblikket det eneste sted i hele verden, hvor laksebestandene går frem. Ikke mindst i Skjern Å og andre vestjyske åer. Det fortæller fiskeribiolog Kaare Ebert til P1 Morgen.

I Skjern Å alene, har man registreret, at bestanden er vokset ca. 30% mellem 2008 og 2011, svarende til ca. 3100 laks i 2008 til knap 4200 i 2011. I andre vestjyske vandløb tegner udviklingen til at gå samme vej.

Det skyldes primært, at man har optimeret den måde, der opdrættes og udsættes laks på, samt at der er fjernet en række spærringer i åerne. Men potentialet er langt større, fortæller Anders Koed, sektionsleder i DTU Aqua.

Potentiel tidobling

- Et groft skøn for Skjern Å er en opgang på 5000-10.000 fisk i egenproduktion, anslår Anders Koed. Men det handler om at kommunerne vil investere i de forbedringer det kræver, siger han, men han tror ikke kommunerne vil gøre mere end hvad de bliver pålagt i regeringens kommende vandplaner.

Af de 4200 laks, der gik op gennem Skjern Å i 2011, stammede de 1000 fra åens egenproduktion. Anders Koed anslår at man med gennemførelsen af vandplanerne, vil kunne øge det antal til 1500.

Selvom målet er at få laksen til at klare sig uden biologernes indblanding, opretholdes bestanden fortsat ved udsætning af opdrættede fisk.

Laksefyldte vandløb er big business

Udenlandske undersøgelser viser, at laksefiskeri er en indbringende forretning for de lokalområder det foregår i, fortæller Anders Koed.Hvert kilo fanget laks giver en omsætning i omegen af 3000 kr.

Overfører man det til det nuværende fiskeri i Skjern Å, tyder det på at lokalområdet allerede nu tilføres en omsætning på mellem 40 og 50 mio. kroner om året via laksefiskeriet.

Man er i færd med at lave en mere grundig undersøgelse af indtjeningsmulighederne på laksefiskeriet i Skjern Å - en undersøgelse som Anders Koed forventer afsluttet om et års tid.

Sådan lever laksen

Laksens livsforløb er ganske kompliceret, fortæller Anders Koed. Den fødes i åen, hvor den vokser sig stor i løbet af sine første 1-2 år. Herefter svømmer den videre ud i havet og bevæger sig mod nord til Grønlandshavet, Barentshavet og det Arktiske hav, hvor den æder sig stor og fed, inden den som kønsmoden og mellem 1½ og 3½ år gammel, vender tilbage og gyder i selvsamme vandløb, den oprindeligt forlod.

  • Print
  • Del artiklen: