Menneskets bedste ven blev det for tusindsvis af år siden, og nu tyder ny forskning på, at venskabet begyndte omkring en mødding.
Forskerne har stadig ikke fundet ud af, præcis hvornår det glade møde mellem ulv og menneske fandt sted og resulterede i hunden. Men det er i hvert fald tusindvis af år siden. Teorierne om, hvordan det lykkelige møde så fandt sted, er der forskellige bud på, blandt andet at vores forfædre brugte ulvene til at jage med.
Skraldehypotesen
Et andet bud på, hvordan ulven blev til hund, er en del mere ildelugtende. For her peger forskerne på, at ulvene så en god mulighed for nem mad - i vores forfædres skrald.
Den hypotese har et hold svensk-amerikanske forskere nu kigget på og de er gået meget systematisk til værks. De har nemlig sekventeret, altså afkodet, arvemassen fra 50 forskellige hunderacer og 12 ulve. Arvemassen sammenlignede forskerne efterfølgende med ulven på den ene side og hunden på den anden.
Forskerne udvalgte de steder i arvemassen, hvor der var markante forskelle mellem ulv og hund og fandt frem til 100 forskellige gener.
Hjerne og fordøjelse
De 100 gener sorterede de i to store grupper, hvor den ene handlede om hjerneudvikling og den anden bunke gener havde med fordøjelsen at gøre.
I bunken med fordøjelsesgener gravede forskerne gener til nedbrydelse af stivelse frem hos hunden - altså gener, der sætter enzymer i gang med at nedbryde stivelsen.
Og hvis nu fortidens hunde gik og rodede i vores forfædres møddinger, så var det måske en god idé, hvis de kunne fordøje resterne fra vores forfædres bord mere effektivt.
Det skal tilføjes, at ulvene også har de her gener, men de er ikke lige så effektive som hos hundene, der har flere varianter af genet til at bekæmpe stivelsen.
Skraldehypotesen er en af mange hypoteser omkring, hvordan ulven blev til hund.
