DNA gemmer på millioner af oplysninger om vores gener, men i fremtiden kan det også bruges til at gemme feriebilleder og musiksamlinger.
Det er nemlig er lykkedes to britiske forskere at oversætte, en forskningsartikel, Shakespeares 154 sonetter og en mp3-fil med Martin Luther Kings berømte "I have a dream"-tale til DNA-kode.
Det særlige ved forsøget var dog, at DNA'et blev digitaliseret til almindelig computerdata igen helt uden fejl.
Det skriver The Guardian. Forskernes resultater er blevet publiceret i det velansete tidsskrift Nature.
Ettaller og nuller bliver til fire bogstaver
På en harddisk bliver data gemt som en bestemt rækkefølge af ettaller og nuller. DNA'ets genetiske oplysninger ligger i rækkefølgen af dets fire baser, der forkortes A,C,G og T.
Forskerne fandt derfor en metode til at oversætte harddiskens ettaller og nuller til DNA'ets "alfabet" med de fire bogstaver.
Denne DNA-kode sendte forskerne på email til et laboratorium, der lavede den virkeligt DNA.
Da forskerne fik DNA'et tilbage i et reagensglas, kunne de aflæse DNA'ets struktur i en maskine og oversætte den fejlfrit til data igen, skriver The Guardian.
DNA-data sparer plads og strøm
En af fordelene ved at lagre data i form af DNA er, at det er meget pladsbesparende.
Shakespeares tekster og mp3-filen i DNA-form var f.eks. ikke andet end en lille prik i bunden af et reagensglas. Faktisk vurderer forskerne, at man med deres metode kan lagre over 2 millioner gigabyte data i et gram DNA.
Det betyder alt tekst som mennesket nogensinde har skrevet, vil fylde cirka det samme som en chokoladebar.
En anden fordel er, at DNA er mere sikkert til lagring af data end harddiske. Det er ikke skrøbeligt, kræver ikke strøm, og kan obevares under mange forskellige forhold.
DNA-lagring egner sig dog bedst til lagring af f.eks. sikkerhedskopier og ikke indhold, der skal hentes frem på skærmen med jævne mellemrum.
DNA kan erstatte harddiske om 10 år
Det er ikke første gang, at man oversat DNA til data. Men den nye metode er langt bedre sikret imod fejl i oversættelsen end tidligere.
Det skyldes, at alt data bliver gemt på fire forskellige måder i DNA-strengen, og de fire findes igen i millioner af kopier i DNA'et. På den måde finder man let eventuelle fejl, ved at sammenligne kopierne.
Indtil videre er det dog en dyr affære, at oversætte data til DNA. Det ville f.eks. koste cirka 200.000 kroner at omsætte en tre minutters sang i mp3-format til DNA.
Men i takt med at teknikken udvikler sig, falder priserne også. Og forskerne vurderer, at det om 10 år, kan betale sig for store virksomheder at bruge DNA til at gemme store mængder data.