Europas største bille skal tilbage i den danske natur

Eghjorten er Europas største bille og var tidligere almindeligt udbredt i den danske natur. Men i takt med at skovene har forandret sig pga produktionsrettet skovbrug, er den forsvundet. Sidste danske eghjort blev set i 1970.

Nu forsøger man så at få den tilbage igen og fra august udsættes den i 4 forskellige danske skove. I Gribskov, Roldskov, på Æbelø og endelig i Stampeskov ved Dyrehaven i det nordlige København.

Her er naturvejleder ved Naturstyrelsen, Jes Aagaard med i projektet.

- Eghjorten er forsvundet i takt med at de danske skove har forandret sig og ikke længere indeholder så mange døende træer, som en naturlig skov vil gøre, forklarer han til P1 Morgen.

Derfor er man ved at fælde bøgetræerne i Stampeskov, der har været ved at kvæle de gamle egetræer. For eghjorten foretrækker at lægge sine æg i gamle egetræer, der gerne må stå frit, så solen kan sikre en lun temperatur til den specielle bille. Både så de voksne biller kan lægge deres æg og så laverne kan grave sig ned og leve af det døde ved, fortæller han.

Billens livscyklus er femårig - de fire første år lever den som larve i træerne, inden den slutter sit liv af med at være bille i ca. 4 uger, hvor den sværmer rundt og lægger sine æg til næste generation.

Skaber både opmærksomhed og giver andre arter bedre vilkår

Eghjorten kan opleves i det meste af Europa og lever i både Sverige og Tyskland. Ønsket om at få den tilbage på Danmarkskortet har to overordnede formål:

Den store bille er en såkaldt flagskibsart, fortæller Jes Aagaard.

- Den er så speciel og så stor, at når man ser sådan en folkevogn komme flyvende, skaber den opmærksomhed, siger han.

- Det er vigtigt for naturforvaltningen, at have dyrearter som kan trække noget opmærksom og en lyst til at synes at der er noget derude der er værd at passe på og bevare.

Dertil vil gode betingelser for eghjorten få stor indflydelse på mange andre arter. Både insekter og svampe, fortæller han.

Blandt andet den 5 mm lange Stellas Mosskorpion, der af EU er udpeget som habitatart i Dyrehaven og dermed kræver streng beskyttelse.

Jes Aagaard forsikrer i øvrigt om at eghjorten, trods sit drabelige udseende, er ganske uskadelig.

  • Print
  • Del artiklen: