Facebook investor: Skoler duer ikke

Find 20 talentfulde unge under 20 år, der vil droppe skolen. Giv dem en stor pose penge og lad dem føre deres drøm ud i livet på to år.

Find 20 talentfulde unge under 20 år. Brug din kæmpe formue til at lokke dem ud af deres uddannelse. Giv dem en stor pose penge og lad dem føre deres drøm ud i livet på to år.

Det er opskriften på at forny uddannelsessystemet for den amerikanske IT-milliardær Peter Thiel.

Han var medstifter af og administerende direktør for betalingstjenesten PayPal, som skabte hans formue, da den blev solgt. Herefter var han den første til at investere i Facebook, hvilket ikke gjorde hans formue mindre. Tværtimod.

Han blev en succesrig investor i iværksættervirksomheder i Silicon Valley. Og en varm fortaler for, at staten skal blande sig mindst muligt i folks liv.

Regeringer hænger i håndbremsen

“Gør du faktisk noget, som gør verden til et bedre sted?, lød hans spørgsmål til konferencen DLD i München tirsdag eftermiddag. Han talte til toppen af tysk erhvervsliv, der tilbragte tre dage sammen med iværksættere og tænkere fra Silicon Valley, Israel og BRIK-lande som Rusland, Indien og Kina. Bragt sammen af Bayerns velpolstrede mediehus Burda Media.

Peter Thiels påstand er, at problemer, som regeringer ikke kan løse, er oplagte emner for iværksættere eller filantropister. Og i hans person smelter begge sammen.

“Omkostningen ved de amerikanske college uddannelser stiger hurtigere end noget andet. Vores uddannelsessystem hænger fast i det 19. århundredes tankesæt. Det kaster mindre og mindre af sig og koster mere og mere,” lyder hans påstand.

Han ville investere i eksisterende universiteter, men i dag har han 20 unge mennesker i gang med den næste store ide. Når han bliver spurgt, hvordan det går, er svaret noget mere undvigende. Det går “godt” eller “bedre end forventet”, er hans vage svar.

Drop kopierne og vær original

Peter Thiels måde at tænke på er gennemsyret af én ide: Vi har for travlt med at kopiere til at skabe noget nyt. Han peger på, at der to dominerende trends i verden i dag: globalisering og teknologisk vækst.

“Globalisering handler om at kopiere ting, der allerede virker til så mange lande som muligt. Teknologisk vækst handler om at opfinde nye løsninger, som ikke er set før,” siger han.

Økonomi vokser for langsomt

Men problemet er, at den udviklede verden - Nordamerika, Europa og Japan - ikke er innovativ mere. Ifølge Peter Thiel, så er vores opfindelser for små, eller der er for langt mellem dem. Det betyder, at vi ikke kan opretholde den udvikling, som er nødvendig for, at vi alle sammen kan opretholde den vækst og velfærd, vi har været vant. Vi skaber ganske enkelt ikke vækst nok til at understøtte vores livsstil.

Den eneste branche, der opfinder og vokser hurtigt nok, er teknolgibranchen, der har sit epicenter i Californien, hvor Peter Thiel slår sine folder.

Men selvom han gerne bruger Silicon Valley som forbillede, så bemærker han også, at vi stadig ikke har løst verdens store problemer. Vi har ikke fundet en kur mod cancer. Vi har ikke løst vores energiproblemer på en bæredygtig måde. Bare for at give et par eksempler på områder, hvor udviklingen ikke har rykket sig hurtigt nok siden 1970erne.

Google er et forbillede

“Hvad skal vi kigge efter? Googles selvkørende bil er det første nybrud indenfor transport i 100 år. Bioinformatik (sammensmeltning af IT og biologi, red.) vil forandre verden. Det er i syntesen mellem den virkelige verden og den virtuelle verden, at vi kommer til at se den største udvikling,” siger Peter Thiel.

Og det er her uddannelsen kommer ind. Ifølge Peter Thiel har vi nemlig travlt, hvis vi skal nå at løse verdens problemer. Derfor skal vi skyde genvej udenom det etablerede uddannelsessystem og hurtigt uddanne folk, der kan bruge informationsteknologi til at starte vækstvirksomheder og skabe arbejdspladser. Fremtidens Mark Zuckerbergs.

Dyrk originalerne

Peter Thiel joker selv lidt med, at de mest geniale iværksættere er socialt handicappede mennesker med højst originale ideer, der kan have svært ved at få fodfæste i den “almindelige” verden, hvor vi alle sammen tænker i at kopiere andres succes for selv at få succes i stedet for at skabe noget nyt og originalt.

For at løse det dilemma skal vi stille os selv to spørgsmål:

“Hvilke vigtige fakta er kun ganske få folk enige med dig i? Og hvilken værdifuld virksomhed har ingen skabt endnu?”

Hvis man har de to svar parat. Så er man også klar til at forandre verden iføgle Peter Thiel, der dog tilføjer, at virkelig originale ideer faktisk ikke opstår helt så tit, som vi måske tror. Og han bliver præsenteret for en del ideer i sit arbejde som investor.

  • Print
  • Del artiklen: