Magine er Spotify for tv-programmer

Med den svenske nettjeneste Magine kan man se en hvilken som helst tv-kanal på et hvilket som helst app, man er i nærheden af eller har i lommen.

Hvordan ville tv se ud, hvis vi havde opfundet det i dag og ikke for 90 år siden?

Det spørgsmål stiller Matias Hjelmstedt, iværksætter i Stockholm og medstifter af firmaet Magine.

Fjernsyn går ud på at sidde stille i sin sofa og passivt modtage information fra en skærm. Man er underlagt bestemte sendetidspunkter. Hvis man tænder for sent for en udsendelse, ja så er det bare ærgeligt - man kommer aldrig til at se begyndelsen.

- Men hvordan ser tv ud i internetalderen?, spørger Mathias Hjelmstadt og de 25 softwareudvikle hos Magine.

TV bliver som Spotify

Jo, man har en browser, der ligner et produkt som Spotify. Det vil sige, at man kan bladre i alt, hvad der er i tv lige nu - eller er blevet sendt i løbet af den sidste uges tid. Alt det man vel at mærke har abonnement på. Men det er i Magines tilfælde stort set alt det, du i dag hiver hjem via satellit eller hybridnet.

Ideen er, at man ikke skal have en box tilsluttet til fjernsynet for at se tv. Man kan se tv på hvilket som helst apparat, man er i nærheden af eller har i lommen - fra smartphone til spillekonsol til fladskærms-tv.

Du kan altid spole tilbage - også i live-tv

Når man scroller igennem udbuddet på Magines programguide, så klikker man på et program, som man ser live - men hvis man nu havner 15-20 minutter inde i programmet - hvad gør man så?

I gamle dage var det bare ærgeligt, hvis man fik tændt for sit fjernsyn for sent - så var man uigenkaldeligt gået glip af hele programmet. I dag kan man måske - hvis man er heldig - finde det på nettet senere. Men hvis man bruger Magine - så spoler man bare tilbage i programmet og ser det fra starten. Man er med andre ord helt uafhængig af tid og sted. Du kan tænde for tv-avisen 10 minutter for sent - men spole tilbage og se den fra starten, fordi den er optaget på Magines server.

Man kan også trådløst sende indhold fra ens smartphone op på en fladskærm uden at billedkvaliteten bliver dårligere. Man slipper altså både for fjernbetjening og boks.

Magine kører i test version i Sverige allerede nu. Og i en lukket test i tre andre europæiske lande. Softwaren har været under udvikling i tre år og stifterne af virksomheden kommer dels fra internetbranchen dels fra tv-branchen. Det kræver ny og dedikeret software at håndtere live tv fra så mange forskellige kanaler på én gang. Der er tale om meget store mængder data, så der skal også skrives meget ny software.

Pirater gider ikke tv

Mathias Hjelmstedt fortæller, at Magine tilføjer mellem 15.000 og 20.000 nye stykker indhold hver uge, hvilket leder til det naturlige spørgsmål: Hvordan forhandler man sig til rettigheder på så meget indhold - et problem, der længe plagede musikbranchen og gav anledning til en masse ulovlige downloads?

- I modsætning til musikindustrien, så er tv-branchen ikke på samme måde udfordret af pirater, siger Mathias Hjelmstedt.

TV-branchen er interesseret i at få flere seeere, så de er faktisk stærkt interesseret i Magines produkt, fordi det vil udvide markedet for dem, hvis tv bliver tilgængeligt på mange flere platforme uafhængigt at bestemte sendetidspunkter.

Modellen for Magine bliver en blanding af kabeltjeneste og musiktjeneste som fx Spotify. Nogle kanaler vil være gratis - andre vil være del af et abonnement. Og prisen?

- Den kan vi ikke oplyse endnu, men det bliver væsentligt billigere end at have en box fra TDC eller Boxer, siger Mathias Hjelmstedt.

Der er endnu ingen dato på en eventuel lancering i Danmark.

  • Print
  • Del artiklen: