Nordmand blev stenrig af glemte Bitcoins

En norsk mand købte en ordentlig bunke Bitcoins og glemte alt om dem. Fire år senere var de fem mio. kroner værd.

Enhver der har prøvet at hente vinterjakken i kælderen og opdaget en glemt 100-kroneseddel i inderlommen, kender til den fornemmelse, som overgik nordmanden Kristoffer Koch tidligere på året.

Koch havde i en forbindelse med en hovedopgave om kryptering i 2009 investeret 24 dollars i den virtuelle kryptovaluta Bitcoin, der dengang var ganske ukendt, og ikke havde nogen reel værdi.

I den efterfølgende travlhed med at forsvare afhandling, skrive ansøgninger og finde job forsvandt erindringen om den bette investering, men da kursen på en Bitcoin tidligere på året pludselig bragede opad, kom nordmanden igen tanker om sine Bitcoins.

Var pludselig millionær

Han fandt sin computer frem og gættede sig frem til sit password, som han forlængst havde glemt. Og da projektet endelig lykkedes, fik normanden et chok. Inde i den digitale Bitcoin-pung lå hele 5000 Bitcoins - der med dagens kurs svarede til cirka fem millioner norske kroner.

Til den norske TV-station NRK fortæller Kristoffer Koch, at han straks besluttede sig for at sælge ud af beholdningen for at få omsat nogle af de virtuelle værdier til den mere gangbare norske krone, og efter et besøg på Bitcoin-børsen Mt. Gox, begyndte pengene at vælte ind på nordmandens konto.

Pengene blev afregnet stille og roligt og i portioner på 50.000 norske kroner dagligt - og da saldoen var nået op på 1.1 mio. norske kroner, købte Kristoffer Koch en lejlighed for pengene i en forstad til Oslo.

Findes kun på nettet

Bitcoins er en virtuel valuta, der kun eksisterer i sit eget lukkede system på nettet. Systemet garanterer, at mængden af Bitcoins kun kan vokse med en forhåndsbestemt og meget langsom hastighed, og brugerne kan selv grave dem ud ved at lade deres computere beregne matematiske algoritmer, hvilket dog kræver en ganske pæn portion tålmodighed. Ingen lande eller nationalbanker står bag, og Bitcoins har endnu yderst begrænset anvendelse.

Til gengæld er efterspørgslen på dem braget opad i år, og seneste har Tyskland anerkendt møntfoden som en såkaldt transaktionsvaluta. Vil man bruge sine Bitcoins må man først sælge dem på en Bitcoin-børs, hvor prisen afgøres af efterspørgslen - og netop efterspørgslen er fortsat et ubeskrevet blad på længere sigt.

Tvivl om værdien

Tidligere på måneden lukkede amerikansk politi netstedet Silk Road, der solgte ulovlige stoffer på nettet - og herinde var møntfoden netop den anonyme Bitcoin. I forbindelse med lukningen og anholdelsen af bagmanden Ross Ulbright, beslaglagde politiet samtidig hans beholdning på i alt 144.336 Bitcoins, svarende til 151 mio. danske kroner.

Handlen med stoffer på Silk Road antages at have været central i den samlede Bitcoin-økonomi, og et studie fra Carnegie Mellon University (linket åbner en PDF-fil) har tidligere vist, at op mod ti procent af alle transaktioner i Bitcoins var direkte relateret til narkohandlen på Silk Road.

Siden lukningen er flere alternativer dog blomstret op - og Bitcoin-kursen har genvundet det den tabte, da Silk Road blev lukket.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Viden med dig

    Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

    Vis alle nyhedsbreve