Kort, klodser og masser af data - nu er hele Danmark i Minecraft

Miljøministeriet har brugt sine offentlige kortdata til at lægge Danmark ind i computerspillet Minecraft.

Fra i dag kan alle med en licens til computerspillet Minecraft besøge en model af Danmark i fuld størrelse.

Dermed bliver Danmark det første land i verden, som kan udforskes i Minecraft i størrelsesforholdet 1:1

Modellen består af cirka 4000 milliarder klodser, og fylder omkring 1TB (1000 Gigabyte) hvis man vil downloade hele landet.

Højdemodeller, bygninger og meget mere

Det er Simon Kokkendorf og Thorbjørn Nielsen fra Geodatastyrelsen, der har taget de offentligt tilgængelige data om landet - fra højdemodeller til information om veje og bygninger og "oversat" det til Minecraft-spillet karakteristiske klodser.

Samtidig har man introduceret et koordinatsystem, så man nemt kan finde et bestemt sted i modellen, og besøge sin vej, sit barndomshjem eller måske et sted i Danmark man aldrig har været før.

Det klodsede Danmark kan bruges i skolen

Ideen med projektet er blandt andet, at give skolelever mulighed for at bevæge sig rundt i en 3D-model af Danmark, der kan bruges i både samfundsfag, geografi og meget mere.

Det fortæller Karin Lyngby Kristensen fra Ørestad Skole.

- Man kan også bruge det i matematik, hvor eleverne fx får til opgave at bygge en ny legeplads ved siden af skolen inde i Minecraft, med et bestemt antal klodser til rådighed.

Samtidig kan man også i Minecraft bygge til og fjerne klodser i modellen, og lave sine egne bygninger, bakker eller veje - eller ændre på kystlinjen, hvis man ikke er tilfreds med stranden.

Modellen kan ændres, men uden dynamit!

Det betyder dog også, at modellen hurtigt kan fjerne sig fra den fysiske verden, siger Thorbjørn Nielsen fra Geodatastyrelsen.

- Vi har fjernet muligheden for at bruge dynamit i modellen, men man kan sagtens lave en masse om. Så vi appellerer til brugerne om at ændre i Minecraft-Danmark med respekt og vise hensyn til andre.

Man kan finde information om modellen hos Geodatastyrelsen eller høre mere om arbejdet med Minecraft-modellen i Harddisken fredag den 25. april kl 14.03

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Viden med dig

    Få seneste nyt om tech og videnskabens verden alle hverdage

    Vis alle nyhedsbreve