preload loader
 

Skrevet af: 

 

En bitter pille - Kontant 13. november 2012

31. jan. 2013 17.44 

I udsendelsen tester Fødevareinstituttet på DTU en række fiskeolie-kapsler for Kontant. Konklusionen var klar: olierne var harske. En frisk fiskeolie har en harskhedsgrad på mellem 1-3 i det, der kaldes totox-værdi.  Kapslerne i Kontants test havde en totox-værdi på mellem 3 og 22, og udsendelsen gør det klart, at de holder sig under den grænse på 26, som branchen opererer med.
   I udsendelsen anvendes gennemgående ordene harsk, forharsket og fordærvet. Det vises, hvordan olien (i Peru) produceres under uhygiejniske forhold og opbevares under åben himmel så længe, at fisken går i forrådnelse - det vil sige, at råvaren i udgangspunktet kan være i fordærv. 
   I en speak forklares det, at når råolien ankommer til Danmark, kontrolleres den af Fødevarestyrelsen ved en fysisk kontrol, det vil sige, at kontrollanten simpelthen lugter til olien "for at sikre, at det ikke er rådden olie, der ender i kapslerne". Kontant taler altså her om råvaren, ikke om det slutprodukt, der sælges på kapsel.
Forleden udsendte Fødevareinstituttet, DTU en pressemeddelelse, hvori professor Charlotte Jacobsen, der lavede testen for Kontant, udtaler:
"Produktionsprocesserne sikrer, at alle mikroorganismer er dræbt. En fiskeolie kan altså ikke være mikrobiologisk fordærvet, og det er derfor forkert, når Kontant nævner, at fiskeolierne i programmet var rådne. Harskning har heller intet at gøre med, om olien er mikrobiologisk fordærvet eller rådden," påpeger professor Charlotte Jacobsen fra DTU Fødevareinstituttet.

Denne udtalelse har givet anledning til en række artikler i pressen, hvor det påpeges, at Kontants udsendelse fejlagtigt påstod, at fiskeolier er rådne. Dette er ikke tilfældet. I programmet anvendes udtrykket rådden ikke om de færdigproducerede, testede olier, men om råvaren, altså fiskene og i et enkelt tilfælde om råolien. Kontant er helt klar over, at indholdet i fiskeoliekapslerne ikke er/kan være råddent, og derfor omtales det mest gennemgående som "harsk".

Alligevel må vi jo konstatere, at udsendelsen har kunnet misforstås, uanset hvor meget vi har anstrengt os for at være sprogligt korrekte. Misforståelsen medvirker til at skabe forvirring om udsendelsens budskab: at mange af de fiskeolier, der er på markedet, ikke er friske. Et faktum, der kommer bag på - og vækker forargelse - blandt de forbrugere, som smagstester oliekapsler i programmet.

Kontant-redaktionen beklager, at vores formuleringer i programmet har kunnet misforstås. Det er naturligvis tankevækkende og maner til endnu mere sproglig omhu i fremtidige programmer.

Send eller anbefal link

 

TV- og radio

SENESTE NYHEDER

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Nyheder > Fejl og fakta

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.