Storrygeren
14. jan. 2013 23.27
Gordon P. Henriksen, som mange nok kender som lystfiskeren fra ”Storrygeren”, er i den grad en passioneret lystfisker – men lystfiskeri er langt mere end bare en hobby for Gordon. Det fylder det meste af hans liv og gennemsyrer hans karriere og arbejdsliv fuldstændig. Siden Gordon fangede sin første fisk, en lille bluegill sunfish i Florida, kan man vist roligt sige, at hele hans liv er gået totalt i fisk.
Hans cand.comm. uddannelse lugtede langt væk af fisk og lystfiskeprojekter, og siden har han skabt en unik karriere inden for sin passion, bl.a. som fiskeguide, turleder på fiskerejser, international skribent, fotograf og redaktør på fiskeblade og ikke mindst som vært på DVD’er og tv-programmer. Han er blevet mødt af mange, der sagde man ikke kunne leve af lystfiskeri, men det stoppede ham ikke, og i dag har han bevist, at man kan hvad man vil, hvis man tror nok på sig selv, og hvis man er villig til at satse.
Som foredragsholder kan Gordon fremvise en serie fantastiske billeder og filmklip fra et langt uafbrudt fiskeeventyr i Danmark og resten af kloden, mens han fortæller en inspirerende historie om livet, der gik i fisk, om at tro på sig selv og gøre det man har lyst til - uanset hvad andre siger. Om at flytte fokus fra penge og indtægter og i stedet dyrke sine passioner og drømme fuldt ud. Lykke og karrieremuligheder findes derude for alle der tør opsøge dem intensivt og målrettet.