preload loader
omdr1024 top
tvaers

TVÆRS / P3

 

Send eller anbefal link

DRs licensindtægter i 2008
3,34 mia.

 

DR i hovedtal

Med et årsresultat på -78,1 mio. kr. kommer DR betydeligt bedre ud af 2008 end forudsat i budgettet.

DRs årsresultat i 2008 på -78,1 mio. kr. er en forbedring på 73,0 mio.kr. i forhold til det oprindelige budget for 2008. Hovedårsagerne til forbedringen er i korte træk reducerede driftsomkostninger, øgede indtægter og stigende finansielle indtægter, som skal ses i sammenhæng med ekstraordinært store omkostninger til DRs pensionskasse som følge af finanskrisen.
Ser man bort fra finanskrisens påvirkning af DRs omkostninger, ville DRs resultat for 2008 være endnu bedre. Regnskabsresultatet for 2008 viser således, at DR har fået styr på driftsøkonomien.

Forbedringer i forhold til Budget 2008
I sammenligning med Budget 2008 er der sket væsentlige ændringer både på driftsindtægter og -omkostninger og på finansielle poster (Tabel 1).
Indtægterne er samlet set steget på trods af indtægtsføring af færre licensmidler, som skyldes, at de licensfinansierede omkostninger vedr. Kulturarvsprojektet er udskudt til 2009. Parallelt hermed er de ekstra licensindtægter også udskudt.
Omkostningerne er ligeledes samlet set steget, men dækker over væsentlige mindreforbrug på driften, som dog opvejes af øgede bidrag til DRs pensionskasse som følge af finanskrisen samt tilpasning af den regnskabsmæssige håndtering af tidligere afholdte omkostninger vedrørende DR Byen.
De finansielle poster er samlet forbedret i forhold til det oprindelige Budget 2008. Forbedringerne kan primært henføres til regnskabsmæssige kursgevinster på lån i udenlandsk valuta samt renteindtægter ved aftaleindlån i forbindelse med placering af likviditet.

Regnskab 2008 i hovedtræk
I sammenligning med årsresultatet for 2007 er resultatet for 2008 forringet med 16,3 mio. kr. Det skal bemærkes, at DRs resultat for 2007 er ændret som følge af korrektion vedrørende SWAP-aftaler samt ændring af regnskabsprincip vedrørende pensionsforpligtelser i 2008. Ændringerne slår igennem på omkostninger og finansielle omkostninger og påvirker derved både resultat før af- og nedskrivninger og resultat før finansielle poster (EBITDA og EBIT). Samlet set er årsresultatet for 2007 forbedret med 30,3 mio. kr. fra et negativt resultat på 92,1 mio. kr. til et negativt resultat på 61,8 mio. kr. I nedenstående kommentering af årsresultat 2008 sammenlignes med det korrigerede årsresultat for 2007.
DRs resultat for 2008 fremgår af Tabel 2 og uddybes nedenfor.
 
Indtægter
DRs samlede indtægtsniveau i 2008 er på 3.673,7 mio. kr., hvilket er 54,7 mio. kr. mere end i 2007. Forbedringerne skyldes både øgede licensindtægter samt stigning i øvrige indtægter.
Licensindtægterne udgjorde i 2008 i alt 3.343,4 mio. kr. og består hovedsageligt af DRs aftalte maksimale andel af licensen på 3.332,7 mio. kr. Derudover har Kulturministeriet bevilget 5,3 mio. kr. til digitalisering af DRs arkiver (Kulturarvsprojektet) samt 5,4 mio. kr. til gennemførelse af licenskampagner.
De øvrige indtægter er steget med 37,7 mio. kr. til i alt 330,3 mio. kr. i 2008. Stigningen skyldes primært, at salget af programmer og licenser er steget, ligesom bidrag fra medproducenter er steget væsentligt.

Omkostninger
DRs omkostninger er samlet set steget med 140,8 mio. kr. fra 3.189,1 til 3.329,9 mio. kr. Stigningen dækker over dels ændringer i driftsomkostninger som følge af mindreudgifter på personaleomkostninger og programomkostninger samt ekstraordinært store omkostninger til DRs pensionskasse.
Driftsomkostningerne opgøres som produktionsomkostninger, andre eksterne omkostninger og personaleomkostninger. DRs produktionsomkostninger er samlet set uændret fra 2007 til 2008 på trods af faldende programomkostninger som følge af mindreforbrug i 2008. Dette skyldes ekstraordinær stigning i omkostninger til rettigheder som følge af bl.a. rettigheder til OL 2008.
Andre eksterne omkostninger er steget med 121,1 mio. kr. Stigningen kan primært henføres til, at tidligere afholdte omkostninger vedrørende DR Byen (udbedring af Bubbledeck) er udgiftsført i 2008-regnskabet, hvor de tidligere var aktiveret.

DRs personaleomkostninger er samlet set faldet med 31,0 mio. kr. til 1.793,4 mio. kr. Udviklingen dækker over to hovedbevægelser: For det første en markant omkostningsreduktion som følge af stillingsnedlæggelser i forbindelse med den gennemførte økonomiske handlingsplan mv. på i alt 161,6 mio. kr., og for det andet en stigning i omkostninger til pensionsforpligtelser på 148,3 mio. kr. i forhold til 2007. Omkostningerne vedrører de pensionsforpligtelser, som DR har over for nuværende og tidligere ansatte, der er medlemmer af DRs pensionskasse for tjenestemænd i DR. DR har i tidligere år opgjort disse pensionsforpligtelser i overensstemmelse med Finanstilsynets krav til kalkulation af pensionsforpligtelser i firmapensionskasser. DR har i år ændret denne praksis, således at pensionsforpligtelsen i DRs regnskab opgøres i overensstemmelse med den Internationale Accounting Standard 19 (IAS19). Ændringen betyder, at pensionsforpligtelsen afspejler de optjente pensionsrettigheder og ikke som tidligere de forventede pensionsomkostninger med fradrag af forventede pensionsindbetalinger fra aktive medlemmer. Endvidere gælder, at DRs pensionsforpligtelse har i 2008 udviklet sig negativt som følge af udviklingen på de finansielle markeder. Pensionsomkostningerne vedrørende pensionskassens medlemmer udgør 189,7 mio. kr. i 2008 mod 41,4 mio.kr. i 2007.
Programlageret belaster regnskab 2008 med 18,1 mio. kr. i 2008 og svarer til en ændring i programlageret fra 2007 til 2008 på 50 mio. kr. Stigningen skyldes, at der i 2007 blev foretaget store indkøb til fremmedfilmlager, som er blevet sendt i 2008.

I forhold til 2007 er DRs resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) således forringet med 86,1 mio. kr. fra 429,9 mio. kr. til 343,8,mio. kr. Forringelsen kan henføres til den ekstraordinære stigning i pensionsomkostninger til DRs pensionskasse som følge af finanskrisen og er således ikke udtryk for udgiftsvækst i DRs almindelige drift. Tværtimod forringes EBITDA kun med 86,1 mio. kr. på trods af stigning i udgiften til pensionskassen på 148,3 mio. kr.

Af- og nedskrivninger
Afskrivningerne er samlet set steget med 17,7 mio. kr. i forhold til 2007. Stigningen kan primært henføres til øgede afskrivninger på materielle anlægsaktiver, som skyldes ibrugtagning af en større del af DR Byen i sammenligning med 2007. Afskrivningen omfatter dog ikke hele DR Byen, da dele af Koncerthuset først er færdiggjort og taget i brug i 2009, og afskrivningerne for disse dele påbegyndes i 2009.

Finansielle poster
De finansielle poster, som består af associerede virksomheder samt finansielle omkostninger, er samlet set forbedret med 87,5 mio. kr.
Resultatet af associerede virksomheder er faldet med 3,7 mio. kr. i forhold til 2007, hvilket skyldes, at Broadcast Service Danmarks resultat i 2008 var lavere end i 2007.
De finansielle omkostninger er forbedret med 91,2 mio. kr. og dækker over bevægelser både på finansielle indtægter og finansielle omkostninger. Forbedringen skyldes primært kursgevinster på lån i udenlandsk valuta samt øgede renteindtægter som følge af omlægning af lån, hvorved der har kunnet opnås en bedre forrentning og øgede renteindtægter vedrørende aftaleindlån. De stigende kursgevinster modsvares delvist af stigende kurstab på SWAP-aftaler.
DR har indgået SWAPs for at afdække valutarisici vedrørende lån i udenlandsk valuta, idet DR ikke må indgå spekulative forretninger.
Det skal bemærkes, at DR i 2008 har foretaget korrektioner vedrørende kombinerede rente- og valuta-SWAPs, så kursgevinster og -tab medtages under finansielle poster og påvirker derved resultatet, hvor det hidtil blev indregnet på egenkapitalen. Den ændrede håndtering påvirker resultatet med -137 mio. kr. 

Balanceposter
Se Tabel 3.

Investeringer i materielle og immaterielle anlægsaktiver
DR har i 2008 investeret i immaterielle og materielle anlægsaktiver for 813,8 mio. kr., heraf er 13,6 mio. kr. immaterielle og 800,2 mio. kr. materielle anlægsaktiver. DR Byen tegner sig for 668,7 mio. kr., teknologiprojektet for 14,4 mio. kr., sendenettet 22,5 mio. kr. og øvrigt produktionsudstyr for 94,6 mio. kr. Der er i 2008 nedskrevet 103,2 mio. kr. vedrørende analogt sendenet og Bubbledeck mv. 

Likviditet, balance og egenkapital
Den samlede likvide beholdning for DR er ultimo 2008 opgjort til 1.620,2 mio. kr., hvilket er et fald på 402,1 mio. kr. i forhold til 2007 (Tabel 3). Reduktionen af likviditeten kan primært henføres til investeringerne på 813,8 mio. kr. (netto 721,6), hvoraf 668,7 mio. kr. vedrører DR Byen. Endvidere gennemførtes en låneomlægning i 2008 med et provenu netto på ca. 150 mio. kr., som med reduktion af afdrag giver en forøgelse af likviditeten på 78,4 mio. kr. Den øvrige del af investeringerne er finansieret af udsving i DRs øvrige driftsposter. Pengestrømmen fra driftsaktiviteterne udgjorde 241,1 mio. kr. i 2008.
Ultimo 2008 udgør balancesummen 9.324,3 mio. kr. og egenkapitalen 573,3 mio. kr., hvilket svarer til ca. 6 pct. af balancesummen. Balancesummen er 149,2 mio. kr. lavere i 2008 end i 2007, hvilket hovedsageligt skyldes likviditetsnedbringelsen. Egenkapitalen er pr. 1. januar 2007 korrigeret væsentligt i forhold til tidligere. Korrektionerne vedrører det ændrede princip for opgørelse af pensionsforpligtelsen vedrørende medlemmerne af DRs pensionskasse.

Reduktion af finansielle risici
DR har optaget en række lån til finansiering af DR Byen og sendenettet. Lånene udgør samlet 4.890,8 mio. kr. og følger DRs investerings- og pengepolitik. Lånene er optaget i forskellige valutaer både i DKK, GBP, USD og NOK. Til afdækning af valutakurs-risikoen har DR indgået SWAP-aftaler, som konverterer de fremtidige pengestrømme i udenlandsk valuta til enten DKK eller EUR. Ydermere har DR indgået SWAP-aftaler til reduktion af renterisikoen. 65 pct. af DRs samlede lån til DR Byen er fastforrentede lån. Dette er en anelse større andel end i 2007.
DR har i 2008 påbegyndt en omlægning af udenlandske lån til lån i Nationalbanken med henblik på at optimere låneporteføljen og minimere risiciene. I 2008 er der omlagt lån på i alt ca. 700 mio. kr. til Nationalbanken, og DR forventer at omlægge yderligere to lån i 2009.
Det ændrede princip for behandling af den kombinerede valuta- og rente-SWAP har medført en akkumuleret korrektion på 268 mio.kr. mellem "andre reserver" og "overført overskud" på egenkapitalen. Korrektionen påvirker ikke den samlede egenkapital.
 
Anden virksomhed
DR aflægger regnskab for anden virksomhed i henhold til Kulturministeriets bekendtgørelse om regnskabsmæssig adskillelse af Public service og Anden virksomhed. Anden virksomhed omfatter hovedsageligt aktiviteter i DR Multimedie, der varetager udgivelser af DRs bøger, cd'er, dvd'er mv., og DR Sendenet, der har indtægter vedr. udlejning af master.
Årets resultat i 2008 for Anden virksomhed viser et overskud på 13,5 mio. kr. (Tabel 4). Heraf bliver 25 pct. af overskuddet overført til public service-virksomhed, hvilket i 2008 svarer til 3,4 mio. kr.
De direkte indtægter fra Anden virksomhed udgjorde i 2008 86,6 mio. kr. Heraf vedrører størstedelen DR Multimedies salg. De direkte omkostninger, bestående af produktionsomkostninger, rettigheder mv., andre eksterne omkostninger og personaleomkostninger, udgjorde 62,4 mio. kr. Hertil kommer afskrivninger og overhead på 10 mio. kr.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > DR Årsrapport 2008 > Økonomi

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.