preload loader
omdr1024 top
p5000

P5000 / DAB

 

Send eller anbefal link

 

DR nøgletal

Nytænkning i produktionen samt nye medieplatforme som digital radio betyder, at DR i 2008 producerede markant flere førstegangssendetimer end for fem år siden for tilnærmelsesvis samme omkostningsniveau.

Indtægter og omkostninger
Tabel 5 viser, at såvel licensindtægterne som driftsomkostningerne er faldet fra 2007 til 2008.
Driftsomkostninger er faldet med ca.  1 procentpoint svarende til ca. 30 mio. kr. Det er sket på trods af, at driftsomkostningerne for 2008 indeholder ekstraordinært store omkostninger til pension for medlemmer af DRs pensionskasse som følge af udviklingen på de finansielle markeder. Faldet i driftsomkostninger dækker således over indfrielse af væsentlige effektiviseringskrav til DRs driftsorganisation som følge af fuld implementering af den økonomiske handlingsplan. Der er i forbindelse med Regnskab 2008 indført en ny regnskabsmæssig håndtering af pensionsomkostninger. For sammenlignelighedens skyld er regnskabet for 2007 korrigeret tilsvarende.

Faldet i licensindtægter skyldes for det første, at den generelle pris- og lønregulering i 2008 har været højere end den sats, som DRs andel af licensmidlerne reguleres med. For det andet modtog DR i 2007 50 mio. kr. af de overskydende licensmidler som følge af den økonomiske situation, mens der i 2008 blev bevilget 10,7 mio. kr. til finansiering af licenskampagne og Kulturarvsprojekt i 2008.

DRs egenproduktion
DR har en stor egenproduktion af programmer og aktiviteter. Omkostningerne til egenproduktion er her opgjort som den interne programhandel og den programrelaterede interne handel, hvilket samlet set svarer til ca. 1.260 mio. kr.
Omkostningerne til egenproducerede programmer og aktiviteter fordeler sig med 51 pct. til tv-produktion, 34 pct. til radioproduktion, 8 pct. til DRs orkestre og kor samt 7 pct. til nye medier (Figur 1). 
Udviklingen i omkostninger til egenproduktion har været svagt stigende i perioden 2004-2007, men er faldet fra 2007 til 2008 (Tabel 6). Årsag til faldet fra 2007 til 2008 er dels gennemførelse af besparelser i forbindelse med genopretning af DRs økonomi, dels fremrykning af dramaproduktion fra 2008 til 2007 på 18 mio. kr. og dels overførsel af midler fra 2008 til 2009 på 39 mio. kr. som følge af forsinkede forskudte produktioner.

Egenproducerede sendetimer
I 2008 producerede DR 3.315 førstegangssendetimer på tv, 37.848 timers analog FM-radio og 185.710 timers digital radio samt nyt indhold til www.dr.dk., mobiltjenester og andre nye medier. Den samlede mængde af egenproducerede tv- og radiosendetimer er steget i perioden 2004-2008. Det skyldes både en væsentlig stigning i digitale radiosendetimer og en endnu større pct.-stigning i tv-sendetimer. Forholdsmæssigt er der tale om en stigning på henholdsvis 5 pct. på digitale radiosendetimer og hele 13 pct. på tv-sendetimer i forhold til 2007 (Figur 2).

Egenproduceret tv er over hele perioden 2004-2008 steget med 2 pct. Stigningen fra 2007 til 2008 på 13 pct. er således udtryk for, at niveauet for egenproduceret tv set over perioden var ekstraordinært lavt i 2007 som følge af, at der dels blev holdt folketingsvalg i november 2007 og derfor ikke blev sendt de normale DR2-transmissioner fra Folketinget, og dels at DR1 ophørte med at sende 'DR Morgen' og i stedet sender 'Morgenhår', som er baseret på væsentligt færre egenproducerede sendetimer. Stigningen fra 2007 til 2008 skyldes endvidere, at DR i 2008 sendte flere timer fra OL end budgetteret.

Analoge FM-radiosendetimer er efter en svag stigning i perioden 2003-2006 reduceret med 9 pct. fra 2006 til 2007 og med yderligere 4 pct. fra 2007 til 2008. Faldet fra 2006 til 2007 skyldes, at antallet af egenproducerede sendetimer blev reduceret på P4 i 2007, da P4 gik over til landsdækkende formiddagsprogrammer frem for lokale formiddagsprogrammer. Faldet fra 2007 til 2008 skyldes, at P2 selv leverede natradio i 2008 i form af genudsendelser af P2-programmer.
Nyproduktion på digital radio er steget 5 pct. i 2008, men siden 2004 er sendetimerne her steget markant med 220 pct. Årsagen er en løbende udvidelse med nye digitale radiotilbud med bl.a. kanalen DR P5000 som seneste lancering, samt at de nye DAB- og netkanaler sender 24 timer i døgnet.

Ses udviklingen i egenproducerede sendetimer i forhold til DRs driftsomkostninger i perioden 2004-2008 (Tabel 5) producerer DR samlet set markant flere sendetimer i 2008 end i 2004 for stort set samme niveau af driftsomkostninger i faste priser.

Brugere af DR
98-92-80-87 er ikke tilfældige tal, men helt konkrete eksempler på, at DR er til for danskerne og bruges af danskerne. Betragtes alle DRs medieplatforme samlet, anvender 98 pct. af befolkningen over 15 år ugentligt DRs tilbud enten i form af radio, tv og net (Tabel 7, ugentlig dækning), mens 92 pct. af befolkningen over 15 år dagligt anvender DRs tilbud enten i form af radio, tv og net (Tabel 7, daglig dækning).

På en gennemsnitlig uge i 2008 så 80 pct. af danskerne over 3 år DR TV, mens 87 pct. af danskerne over 12 år hørte DR Radio. Desuden var der på en gennemsnitlig uge ca. 900.000 brugere på www.dr.dk.

Færre ansatte
I 2008 havde DR i gennemsnit 3.074 ansatte opgjort som fuldtidsstillinger (Tabel 8). Det er 110 færre end ved udgangen af 2007. Ved udgangen af 2008 havde DR 3.046 ansatte, opgjort som fuldtidsstillinger. Det skyldes, at en række medarbejdere efter en længere fratrædelsesperiode er fratrådt i løbet af efteråret 2008. Der er 138 færre ansatte end ved udgangen af 2007 og 484 færre end i 2006. Reduktionen i antal ansatte i DR er en følge af den økonomiske handlingsplan, der blev vedtaget i foråret 2007.

I perioden 2004-2008 er antallet af varigt og tidsbegrænset ansatte mv. faldet med 16 pct., og der er blevet en anelse flere unge både blandt de varige og de tidsbegrænsede ansatte. Ansatte under 30 år udgør 11 pct. ved udgangen af 2008, mens ansatte mellem 30 og 44 år udgør 45 pct., og ansatte over 45 år udgør 44 pct. (Tabel 9). Blandt de fastansatte og tidsbegrænsede ansatte i 2007 var 42 pct. kvinder og 58 pct. mænd, og fordelingen mellem mænd og kvinder har været stabil i hele perioden.

Sammenholdes antallet af egenproducerede sendetimer med antallet af årsværk, ses en markant stigning i sendetimer pr. årsværk i perioden 2004-2008 (Figur 3), men det skyldes primært digital radio. Herudover har DRs medarbejdere i perioden produceret betydeligt mere indhold til internettet og andre nye medier, som ikke fremgår af figuren.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > DR Årsrapport 2008 > Økonomi

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.