preload loader
omdr1024 top
far mor og bjørn

FAR, MOR & BJØRN / DR1

 

Send eller anbefal link

63.007
ugentlige besøg på dr.dks børneområde

 

DRs alternativer til børn og unge

Børneområdet er et centralt område for DR som public service-virksomhed. DR har i de seneste år mødt stadigt hårdere konkurrence fra en lang række kommercielle tv-stationer, der har målrettede tilbud til børn hele døgnet. DR har derfor i 2008 arbejdet med at videreudvikle og styrke programmer og tjenester, som børn kan vælge til ud fra lyst og genkendelighed. DR fokuserer på at skabe programmer og universer til børnene, som stimulerer leg, nysgerrighed og forståelse for tilværelsen. Og ikke mindst programmer, der medvirker til børnenes dannelse som mennesker og lever videre i deres bevidsthed og fantasi. Også forældrenes tillid og dermed deres tilvalg af DRs børnetilbud er et væsentligt parameter for DR, når det gælder tilbuddene til de mindste. For at bevare en central plads i børnenes medieforbrug i et stadigt mere fragmenteret medielandskab introducerer DR i 2009 en dedikeret børnekanal, der fra morgen til aften vil tilbyde børnene ægte public service-programmer.

De unge i alderen 13-20 år er DRs store udfordring. Det er en målgruppe, som har et langt mere fragmenteret mediebrug end den øvrige befolkning, og som ser væsentligt mindre tv og lytter væsentligt mindre radio. Dette stiller store krav til DR om at arbejde på nye platforme og hele tiden tænke i nye måder at opbygge universer og relationer på. DR vil tilbyde indhold, der optager de unge, og som knytter dem sammen i fællesskaber, hvor de kan socialisere sig og have deres eget rum. Formålet er at imødekomme de unge og deres behov og følge dem på vej i overgangen fra teenager til voksen.

TV

I 2008 kunne børnene igen møde DRs landskendte børneprogrammer som f.eks. 'Lille Nørd' og 'Store Nørd' samt 'Shanes verden'. Herudover har DR skabt og sendt en lang række nye programmer og events til både små og store børn samt deres forældre. I 'Min Funky Familie' lærte hele familien at synge, danse og optræde i skøn forening. Med 'DM i børnerap', børnenes eget Melodi Grand Prix 'MGP' og DRs rollespilstræf 'Barda' skabte DR også i 2008 en række events, der formåede at samle børnene og give dem både flot indhold på tv, radio og net samt ikke mindst noget at tage med ud til hverdagens lege. I 'DM i børnerap' rappede seks seje rap-talenter i alderen 7-13 år på livet løs. I 'MGP' stod 10 talentfulde børn på scenen efter at have brugt sommeren på det, de elsker - at synge og danse for at blive klar til årets MGP. Og for tredje år i træk inviterede DR børnene med til et stort rollespilstræf med afsæt i den prisbelønnede Barda-rollespilsserie for børn.

DR har også i 2008 fastholdt de stolte traditioner ved at styrke indsatsen med højkvalitetsdrama til både mindre og større børn. Med 'Det kongelige spektakel' førte DR dukke-tv ind i det nye årtusinde og fornyede genren med karakterer som Prinsesse Habibi, Kong Villy, rumvæsnet Luni og den lille robot Dyt. Med familieserien 'Far, Mor og Bjørn' med bjørnen Bruno, Anders Lund Madsen og Signe Lindquist i hovedrollerne tog DR på en sjov og anderledes måde fat på alle de små og store udfordringer, der kommer, når en familie på to bliver til tre. Med serien 'Isa's Stepz' kunne de større børn i  2008 leve sig med ind i Isas verden, fyldt med dans, veninder, lektier, forelskelse, skole, drenge og det væld af store følelser, som forældre kan have svært ved at forstå.

DR øgede allerede i 2007 udbuddet af programmer til børn væsentligt ved indførelsen af programfladen 'Morgenhår' mellem kl. 6.30 og 8.30 på hverdage. Det betød, at omfanget af både førstegangsudsendelser og genudsendelser til børn steg markant i 2007. I 2008 er omfanget af førstegangsudsendelser faldet lidt (Tabel 17 A). Det skyldes, at DR i 2008 har styrket indsatsen inden for børnedramatik og har sendt flere stort anlagte dramaserier som 'Isa's Stepz' og 'Far, Mor og Bjørn', som generelt er dyrere at producere end andet indhold til børn. Til trods for dette har DR dog i 2008 sendt mange flere timers førstegangsudsendelser til børn end gennemsnittet i perioden 2003-2006 og opfylder dermed Public service-kontraktens forpligtelser.

Derudover sendte DR også familieserien 'Max', der er beskrevet og registeret som egenproduceret dramatik, da den opfylder DRs særlige standard for dansk dramatik og sendes i prime time med henblik på at samle familien foran skærmen til fælles oplevelser.

På ungdomsområdet har 2008 budt på flotte seertal til nyskabelsen 'Drengene mod pigerne', hvor der dystes på viden om alt fra filmklassikere til sex. En anden nyskabelse er 'Boogie Mix', hvor der sendes danske og udenlandske musikvideoer, som man kan slappe af til efter skoletid. Desuden har 2008 budt på en ny sendeflade til de unge - med kendte DR-programmer som 'Pigerne mod drengene' og 'Spam'. Fladen ligger lørdag og søndag ca. kl. 12-14, hvor mange unge efterspørger tv, som er målrettet til dem og deres interesser.

Omfanget af tv-sendetimer til unge er i 2008 steget i forhold til 2007 (Tabel 17 B). I Public service-kontrakten er kravet om sendetimer til unge, at de skal have mindst samme omfang som i perioden 2003-2006, hvor DR i gennemsnit sendte 528 timer årligt til unge. DR lå i 2008 fem timer under dette gennemsnit, men vil opfylde kravet gennem en stigning i antal timer i de kommende år frem til udgangen af 2010. Og det er DRs mål at skabe sig en væsentlig plads i de unges medieunivers ved at give dem endnu mere programindhold med noget på hjerte.

Radio

DRs strategi har været at målrette sine radiotilbud til børn og unge fra at være isolerede programmer på de voksnes FM-kanaler til at udgøre hele kanaler på DAB og netradio - med tilknyttede digitale universer på dr.dk. Derfor er antallet af sendetimer til børn og unge mangedoblet gennem de senere år. På DRs radiokanal til de mindste, DR Oline, kan børnene døgnet rundt stille ind på oplæsning af børnehistorier, dramatiserede radioudgaver med DRs kendte børnefigurer samt musik til de mindste. DR Oline suppleres af kanalen DR Boogie til de større børn.

Trods dedikerede kanaler til børn på DAB og netradio med tilhørende universer på dr.dk er DR fortsat forpligtet til årligt at sende 343 timers førstegangsudsendelser til børn på FM-kanalerne, svarende til niveauet i 2004. DR opfyldte i 2008 dette krav ved at sende 345 timers førstegangsudsendelser med børneradio på FM og 17.564 timer på de digitale kanaler (Tabel 18 A).

Udover ungdomsflader på FM som blandt andet 'Public Søndag' med 'Tværs' og 'Det elektriske barometer' tilbyder DR de unge en række digitale radiokanaler. DR er i Public service-kontrakten forpligtet til at fastholde niveauet i perioden 2003-2006, hvilket er opfyldt i 2008 (Tabel 18 B).

DR.DK OG MOBIL

Mindre børn
Børneområdet på dr.dk er et af de meget besøgte med godt 63.000 ugentlige brugere i gennemsnit. I december måned 2008 var der i gennemsnit over 100.000 ugentlige brugere.
DRs nettilbud til de mindste børn tager sin begyndelse på det interaktive netsted 'Olines Ø'. Her bor bien Oline sammen med sine venner på en lege-ø, hvor årstiderne skifter og mange små pudsigheder ligger gemt, så der altid er noget at udforske. 'Olines Ø' åbner i fuld skærm uden browserkontrol, hvilket betyder, at selv mindre børn trygt kan gå på opdagelse i Olines univers, uden at forældrene behøver at frygte, at de kommer til at navigere til sider eller indhold, der ikke er beregnet til dem.

'Olines Ø' er børnenes indgang til spil, film og leg i forlængelse af DRs børneprogrammer på tv. F.eks. kan de danse ballet, lægge puslespil og lege med ord med 'Bamse', se film med 'Anna og Lotte', besøge 'Det Kongelige Spektakel', lege med tal i 'Skæg med tal' og bygge sørøverskibe med Shane. Op til jul fik børnene også et populært gensyn med 'Bamses Julerejse' på nettet, som i løbet af december blev besøgt mere end 971.000 gange. Og på Gemme-Øen gemmer der sig bag 15 blomster en række spil, lege og historier med blandt andre Sigurd Barrett, Pipungerne og Sebastian Klein. Det er også muligt at høre Oline-radio direkte fra 'Olines Ø'.

2008 bød også på en ny ø i Olines univers i form af Vulkan-Øen, som giver børnene mulighed for at se en masse børnefjernsyn på nettet. Her kan de på en meget brugervenlig måde se eller gense programmerne fra 'Fjernsyn for dig', og der er også blevet plads til en lang række børneklassikere, f.eks. 'Cirkeline', 'Sørøver Sally', 'Sigurds Bjørnetime' og 'Omsen og Momsen'.
I 2008 vandt dr.dk/oline prisen for bedste interaktive tilbud til førskole-børn ved den internationale børne-tv-festival Prix Jeunesse.

Større børn
De lidt større børn fik i 2008 en ny hjemmeside, dr.dk/t, hvor værten er den gule dreng T, kendt fra DR1s 'Morgenhår'. Siden byder bl.a. på videoklip med flodhesten Dolph, 'Store Nørd' og en række af DRs øvrige programmer til de større børn. Her kan børnene også spille Bardaspillet, hvor de selv kan udforske Barda-verdenen og genopleve historierne fra tv-serien. Det er også her de blandt en række andre spil finder det meget populære Nørd-spil, som i flere af årets første måneder nåede op på over 15.000 brugere om ugen. Dr.dk/t-siden er også indgangen til andre af DRs nettilbud til større børn, bl.a. 'MGP', 'Min Funky Familie' og 'Gepetto News'.

Børne-podcast slog for alvor igennem i 2008 - med næsten 130.000 hentede afsnit for børn. Ikke mindst 'Sommersummarum's podcast var meget populær med over 70.000 hentede afsnit, men der var også mange, som hentede oplæste historier fra Oline, serien om 'Hullerikkerne' og 'Løgnehistorier' med DR1s egen løgnhals, Carl Quist Møller.

Unge
På unge-området har dr.dk i løbet af 2008 udviklet en række nye tjenester, som skal være med til at sikre, at DRs ungdomssite fortsat indgår i de unges netbrug. DR har således relanceret DRs chatverden for de unge, 'Hundeparken', som udgør DRs reklamefri alternativ til den store mængde af kommercielle chat-tilbud, og 'Hundeparken' er et godt eksempel på et net-fællesskab, hvor de unge brugere selv er med til at skabe indholdet og fortællingen. I løbet af 2009 får de unge også glæde af to andre udviklingsarbejder, når DR præsenterer en ny udgave af DRs 'Skum'-community samt en helt ny ungdomstjeneste, der kommer til at fungere som et gratis dansk public service-alternativ til kommercielle udenlandske videotjenester som 'Youtube'.
Med kåringen af 'Miss Tørklæde 2008' formåede DRs ungdomssite også at sætte en dagsorden ud fra de unges perspektiv og involvere en lang række unge, hvis stemmer normalt ikke kommer til orde i integrationsdebatter. Og med dækningen af årets Roskilde Festival vendte DRs ungdomsredaktion den normale fødekæde mellem nettet og tv på hovedet ved først at publicere optagelser fra festivalen direkte på dr.dk/skum og senere vise sammendrag på tv.

Beskyttelse af børn
DR anvender en række særlige retningslinjer for at sikre børn mod indhold, der kan have skadelig effekt. DR1 tilstræber, at tidsrummet umiddelbart op til og lige efter børneudsendelser - om morgenen 'Morgenhår' kl. 6.30-8.30 og om eftermiddagen 'Fjernsyn for dig' kl. 17.30-18.00 - er friholdt for programmer eller trailere, der er uegnede for børn. En tilsvarende ordning gør sig gældende på dr.dk's børnesider, hvor DR sørger for en sikker 'zone' omkring de tilbud, der henvender sig direkte til børnene.

I andre tidsrum, hvor børn kan forventes at se programmer sammen med deres forældre, og hvor DR viser indhold, der kan have skadelig effekt, tager DR også hensyn. Vedrørende tv-stof med voldsomme effekter har DR etableret retningslinjer for, hvad DR kan vise og for, hvordan DR bedst giver forældrene et grundlag for at beslutte, hvad deres børn skal se. Disse retningslinjer er blandt andet beskrevet i DRs Programetik, og her nævnes, at:

  • DR advarer mod voldelige eller andre stærke scener, der vises før kl. 21.
  • DR viser ikke porno og advarer, hvis der vises eksplicitte erotiske scener før kl. 21.
  • DR viser kun voldelige scener i fakta-, aktualitets- og nyhedsprogrammer, hvis de tjener et redaktionelt formål.
  • DR har mere vide rammer for at vise voldelige scener i fiktionsprogrammer, da det ligger fjernt fra virkeligheden.

Trods interne skærpelser af reglerne for placering af udsendelser har DR i 2008 modtaget flere henvendelser fra småbørnsforældre, som klager over, at der i dagtimerne bringes udsendelser, som er uegnede for børn. Derfor vil DR igen kigge på den interne praksis - og vil i øvrigt anbefale  den nye børnekanal, som DR lancerer i slutningen af 2009, og som udelukkende vil have udsendelser til børn. DRs børnekanal vil være et komplet sikkert sted for børnene til både at blive underholdt og udfordret på deres egne præmisser.

Forskellige typer af varslinger
Særligt i forhold til dramaserier er DR omhyggelig med at guide forældrene og anvender et system af advarsler, som kommunikeres før udsendelsen for at give forældrene mulighed for at vurdere egnetheden for deres børn. DR har fire standardadvarsler:

  • Uegnet for børn
  • Bør ikke ses af børn alene
  • Indeholder enkelte scener, som børn ikke bør se
  • Afsnittet indeholder scener, der kan virke anstødelige

I løbet af 2008 har DR foretaget følgende varslinger:

  • 9 x "Uegnet for børn". Det skete i forbindelse med tre afsnit af 'Album', fire afsnit af 'Rejseholdet' samt to i forbindelse med filmene 'Adams æbler' og 'Nordkraft'.
  • 4 x "Indeholder enkelte scener, som børn ikke bør se". Det skete i forbindelse med to afsnit af 'Album' og to afsnit af 'Rejseholdet'.
  • 1 x "Indeholder scener, der kan virke anstødelige". Det skete i forbindelse med et afsnit af 'Rejseholdet'.

DR vil gerne forbedre sin indsats for at beskytte børn mod indhold af skadelig karakter, men vil også understrege, at DR ikke alene kan sikre en total beskyttelse af børnene, da det ikke giver mening ud fra en betragtning om det totale medieudbud i dag, hvor mange programmer ligger on demand kun 'et klik væk', og hvor f.eks. mange film- og nyhedskanaler sender ikke-børneegnede programmer på tidspunkter, hvor det kan forventes, at børn ser tv. DR kan derfor ikke løfte opgaven alene, men kun hvis der er samme vilkår gældende for de øvrige medieudbydere.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > DR Årsrapport 2008 > Public Service redegørelse

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.