preload loader
omdr1024 top
sommer

SOMMER / DR1

 

Send eller anbefal link

Succesfulde dramaserier

TV

2008 stod i familien Sommers tegn
Fortællingen om den nordsjællandske lægefamilie 'Sommer' var i 2008 spydspidsen i DRs dramasatsninger. 20 søndage kunne de danske tv-seere følge Christians kamp mod Alzheimers, Lærkes gymnasietid og den øvrige families liv med op- og nedture, glæder og sorger. Serien blev meget vel modtaget af de danske seere, og i gennemsnit så 1,7 millioner danskere med hver søndag. På rollelisten var både gamle kendinge som Jesper Langberg og Lisbet Dahl og i tv-sammenhæng lidt mindre kendte skuespillere som Lars Ranthe og Marie Louise Wille. Sidste episode af serien løb over skærmen på DR1 i november 2008, men det blev ikke det endelige farvel til familien Sommer. I 2009 lever serien nemlig videre som radiodrama på P2, så danskerne fortsat kan følge med i livets med- og modgang for både Jacob, Adam, Sophia og de andre medlemmer af familien Sommer.

I 2008 bød DR også på historisk generationsdrama i form af serien 'Album', instrueret af Hella Joof. Baseret på Benn Q. Holms roman startede 'Album' tidsmæssigt, hvor 'Krøniken' sluttede, og gav danskerne et indblik i nationens liv i de tre årtier fra 1970'erne til 1990'erne. Serien blev en klar seersucces med over 1,1 mio. seere i gennemsnit.

DR tilbød også  dramaserier henvendt til hele familien i 2008, hvor danskerne blandt andet fik et glædeligt gensyn med 12-årige 'Max' i serien af samme navn. De otte nye episoder var en fortsættelse af serien, som danskerne for første gang kunne stifte bekendtskab med i 2007. Serien tog på en finurlig og humoristisk måde livtag med nogle af de store og små spørgsmål, der melder sig for børn i den svære tid mellem barndom og ungdom. Som hovedrolleindehaver var Samuel Heller-Seiffert igen i centrum som Max flankeret af blandt andre Mette Horn og Lars Bom samt børneskuespillerne Faysal Mobahriz og Anna Agafia Svideniouk Egholm.
I alt blev det til 31 timers ny, dansk dramatik sendt i prime time på DRs kanaler (Tabel 11). På trods af den mindre nedgang i forhold til 2007 mere end opfylder DR dermed Public service-kontraktens krav om, at DR skal øge mængden af prime time-dramatik med 10 pct. i forhold til perioden 2003-2006, hvor DR i gennemsnit sendte 19 timer årligt.

Udover førstegangsudsendelserne gav DR i 2008 danskerne mulighed for et gensyn med den anerkendte dramaserie 'Rejseholdet'. Og selv om programmet hører hjemme i underholdningskategorien skal det sluttelig nævnes, at DR1 i juledagene gav danskerne muligheden for et anderledes gensyn med det allerkæreste inden for dramagenren, nemlig 'Matador', denne gang i form af musical fra Operaen i København, hvor DR UnderholdningsOrkestret opførte musikken.

RADIO

Nye dramaformater
Det er et af DRs mål at udbrede kendskabet til radiodramatikken og sikre tilgang af nye dramalyttere. For at fremme dette er der i 2008 blevet udviklet en række nye dramaformater.
På radioen har P2 og P1 i 2008 haft premiere på en række nye dramatiske satsninger, bl.a. en fornyelse af krimigenren, erotiske noveller, dokudrama, situationsspil, spændingsserier og sitcom.

Målet med DRs nye fiktive dokumentarfortællinger er at gøre dramatikken endnu mere relevant for flere lyttere og at skabe nye dramatiske genrer, der kan leve som selvstændigt drama på P2 og samtidig på P1 kan spille sammen med kanalens fokus på samfundsdebat. I fem enkeltepisoder tog de dramatiske værker udgangspunkt i fiktive faktuelle begivenheder, f.eks. 'Hvad ville der ske, hvis der sprang en bombe på Nørreport?', 'Hvad ville der ske, hvis sygdommen sars kom til Danmark?' og 'Hvad nu, hvis Danmark stadig ejede de Dansk Vestindiske Øer?'. Med kendte skuespillere som Lars Brygmann, Erik Clausen og Carsten Bjørnelund i hovedrollerne satte dramatikere og skuespillere fokus på mulige fiktive begivenheder, og på P1 blev dramatikken fulgt op med debatter.

Med 'For enhver pris' har radiodramatikken også forsøgt sig med nye former inden for krimi-genren. Serien er bygget op som selvstændige enkeltafsnit med afsluttet handling, men med et fast og genkendeligt personunivers, udgjort af stærke kræfter som Ole Lemmeke, Søren Sætter-Lassen, Ellen Hillingsøe og Anne Grete Bjarup Riis. I større og mindre biroller hørtes Anders W. Berthelsen, Marie Louise Wille og Bodil Jørgensen.

I 2008 debuterede DR ligeledes med den erotiske novelle. En række danske forfattere og dramatikere blev inviteret indenfor i DRs dramatiske værksted. Blandt andre har Merete Pryds Helle, Dy Plambeck og Thomas Lagermann Lundme skrevet ny dramatik til glæde for DRs lyttere.

Derudover har DR haft premiere på endnu to nye stykker radiodramatik. I dokudramaet 'Eik Skaløe jages' i fire afsnit leges med tanken om, at Danmarks store beat-ikon, Eik Skaløe fra orkestret Steppeulvene, lever i bedste velgående på en bjergtop i Indisk Himalaya. Dokudramaet er et stileksperiment, hvor alle scener og lyde er optaget on location i Himalaya. Serien er instrueret af Georg Larsen, og i hovedrollen høres Niels Skousen. DR havde i 2008 ligeledes premiere på Anna Neye Poulsens sorthumoristiske radio-sitcom 'Sognefald'. Handlingen udspiller sig i og omkring en kirke i provinsen og rummer kendte stemmer som Birthe Neumann, Søren Sætter-Lassen, Anders Hove, Tina Gylling Mortensen, Caroline Drasbæk og Benjamin Kitter.

Med nyopførelsen af 'Sivaskriget' førte DR en gammel klassiker op til det nye årtusindes sprog og radiofoniske form. Stykket foregår stadig i et 1950'er univers, men er ført op til nutidens sprog og form. I rollerne hørtes bl.a. Søren Spanning, Peter Gantzler og Lars Ranthe. 
Siden 1. maj 2008 har DR podcastet al radiodramatik, og det har åbnet radiodramatikken op for nye grupper af lyttere.

Samlet blev det til 32 timers nyproduceret radiodramatik i 2008 (Tabel 12). DR Radio er i Public service-kontrakten forpligtet til at øge nyproduktion af radiodramatik med 10 pct. i forhold til gennemsnittet for perioden 2003-2006, hvilket svarer til et nyt årligt gennemsnit i perioden på 30 timer og 48 minutter. I 2007 lå DRs nyproduktion af radiodramatik under målet, da DR kun sendte 27 timers nyproduceret dramatik på grund af omstruktureringer i dramaproduktionen. I 2008 og 2009 har DR derfor øget dramaproduktion markant, hvormed det sikres, at Public service-kontraktens krav bliver indfriet i løbet af kontraktperioden.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > DR Årsrapport 2008 > Public Service redegørelse

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.