preload loader
omdr1024 top
p3session

P3 SESSION / P3

 

Send eller anbefal link

Meget forskellige radiokanaler

DRs fire radiokanaler på FM fremstår med hver sin specifikke indholdsprofil. P1 er DRs oplysningskanal, der behandler samfundsmæssige og videnskabelige emner og skaber indsigt. P2 er DRs klassiske kanal, med tillæg af kultur, som stimulerer det klassiske musikunivers og samtidig også behandler emner inden for kultur, jazz og rytmisk musik. P3 er en trendsættende kanal, der med både humor og substans hele tiden skal forny sig og prøve grænser af. P4 er DRs regionale kanal, der med et alsidigt udbud af public service-radio og med et mix af landsdækkende og regionale programmer følger lytterne døgnet rundt. Derfor opgøres fordelingen af programtyper på radioen specifikt for den enkelte kanal ud fra de programkategorier, der afspejler kanalens indholdsprofil.

P1 - tankevækkende radio
P1 er oplysningskanalen med nyheder, debat, samfunds- og videnskabsstof. Kanalens opgave er at behandle og perspektivere samfundsmæssige og videnskabelige emner, f.eks. historisk, politisk, kulturelt, menneskeligt, filosofisk, naturvidenskabeligt, socialt, erhvervsmæssigt, teknologisk og globalt. Kanalen formidler information på en måde, så lytterne inddrages, engageres, stimuleres og udfordres - og dermed selv får mulighed for at danne holdninger og sammenhængende viden. P1 er den moderne samfundskanal, der skaber indsigt, og det har P1 i 2008 blandt andet gjort ved at styrke dynamikken i de redaktionelle valg og formidlingen for i endnu højere grad at stimulere og udfordre lytterne.

I 2008 er der arbejdet med bedre formidling og flere temasatsninger til kanalens 725.000 ugentlige lyttere. Omfanget af nyheder er med 8 pct. på niveau med 2007 (Tabel 4). Men P1s nyhedstilbud rækker ud over Radioaviserne med den brede vifte af aktualitetsprogrammer, der i 2008 udgjorde 28 pct. af programfladen og spændte fra det daglige 'Orientering', over 'Horisont' til 'Krause på tværs'.

Mængden af fagmagasiner udgjorde 34 pct. af P1-sendefladen, og blandt titlerne kan nævnes nye programmer i 2008 som 'Faglitteratur på P1' og 'Religionsrapport' samt P1-klassikere som 'Harddisken', 'Videnskabens verden', 'Mennesker og medier' og 'Panorama'.

Debat- og samtaleprogrammerne udgjorde 17 pct. af P1-fladen i 2008 og talte blandt andet det nye kulturdebat-program 'Kulturkontoret med Steen Bille' og 'P1 Debat'.
Dokumentar/Feature udgjorde 13 pct. af sendefladen, en stigning på 4 pct.point i forhold til 2007.

Baggrunden er, at P1 i 2008 styrkede dokumentar- og featureområdet med en række nye formater. Med omdrejningspunkt i reportageformatet 'Stedsans' og 'Dokumentartimen' har P1 styrket kanalens skildring af mangfoldigheden af livsvilkår. Således tager 'Stedsans' hver uge over halvanden time lytterne med til et sted i Danmark og tegner med stemmer og lyd et portræt af stedet og de mennesker, der lever, færdes eller arbejder der, mens 'Dokumentartimen' hver uge sender virkelighedsskildrende dokumentar, der tager lytteren med bag om facaden og ind i ukendte miljøer.
 
P2 - klassisk musik og kulturtillæg
P2 er klassisk musik med tillæg af kultur, jazz og rytmisk musik. Kanalen er unik, fordi den både spiller klassisk musik og bringer de bedste koncerter fra Danmark og Europa direkte hjem i lytternes stuer og desuden bringer lytterne kulturformidling, -nyheder og -debat. P2 levede i 2008 op til sin strategiske målsætning ved inden for koncessionsaftalens rammer at bevæge sig fra at være en oplysende klassisk musikkanal til at være et klassisk musikunivers med kulturnyheder på hverdage og yderligere kulturformidling i weekenden.

DR er i sin koncessionsaftale for kanalen forpligtet til at fastholde følgende genremæssige fordeling på P2:

  • 62 pct. klassisk musik
  • 20 pct. kulturprogrammer
  • 9 pct. nyheder/samfund/debat
  • 5 pct. jazz
  • 4 pct. anden musik (folk, world, mv.)

I 2008 er P2, efter dialog med Radio- og TV-nævnet, blevet gentænkt og kanalens sendeflade er blevet justeret i forlængelse af DRs økonomiske genopretningsplan. Det blev samtidig anledningen til at gennemføre ændringer, der har skabt en mere sammenhængende og letgenkendelig sendeflade uden at ændre på den overordnede genremæssige fordeling, som er fastlagt i koncessionsaftalen.

Klassisk musik udgjorde i 2008 63 pct. af P2s sendeflade (Tabel 5 A). P2s lyttere kan nu i langt højere grad orientere sig på kanalens nye klassiske programflader, der blandt andet omfatter 'P2 Koncerten' hver eneste aften med klassiske koncerter fra danske og europæiske koncertsale.
Kulturprogrammer udgør 20 pct. af sendefladen på P2, og kanalen sender alle hverdage kulturprogrammerne 'Jensen på P2' og kulturnyhedsmagasinet 'Kulturnyt'. Kulturformidlingen er i 2008 blevet styrket med det nye weekendprogram 'Kulturguiden', der hver lørdag formiddag over tre timer giver et samlet overblik over de mest interessante kulturelle oplevelser i Danmark lige nu samt peger ind i den kommende uges kulturbegivenheder. Med Carsten Ortmann som vært og guide har P2s lyttere gennem året mødt et væld af forfattere og kunstnere inden for alle kunstarter samt været med til udstillinger og forestillinger i hele landet. Søndag formiddag har programmet 'Besøgstid' set dagens lys. Det er halvanden times fordybende samtale mellem en af landets store kulturpersonligheder og værten Karen Secher, som har radioklip med, der giver samtalen historisk perspektiv. Kulturformidlingen er dermed styrket fra en placering på hverdage om eftermiddagen, hvor de færreste har mulighed for at lytte koncentreret med, til en placering i weekenden, hvor langt flere kan få glæde af P2s nye tilbud.

Nyheder, samfund og debat udgør 9 pct. af sendefladen på P2.  Udover nyheder på hele timer gennem hele dagen og den sene aften består samfunds- og debatstoffet af P2s store sommertema. I 2008 var det projektet 'Mit Danmark', og her kortlagde P2 sammen med sine lyttere et Danmark i forandring.  Med udgangspunkt i temaer som vandet, jorden, hjemmet, familien og vennerne samlede kanalen personlige historier ind om Danmark anno 2008 og lagde op til dialog og debat på kanalens hjemmeside. Og med en række interessante historier og interviews var 'Mit Danmark' en stor succes blandt lytterne, der bidrog med flere hundrede debatindlæg midt i en ferietid.

Jazz udgør 5 pct. af sendefladen på P2. Mandag til torsdag står den sene aften i jazzens tegn på P2, og DRs jazzværter præsenterer lytterne for både den danske og den udenlandske jazzscene. For at styrke mulighederne for at høre jazz fra DR er der etableret endnu en jazzkanal, så vi nu udover 'Jazz på P2' har to 24 timers digitale tilbud: DR Jazz, der sender på DAB og netradio, og DR New Jazz, der sender på netradio.

Anden musik, bl.a. nye strømninger i rytmisk musik, udgør 4 pct. af sendefladen på P2. I 'Kosmo', der sendes fredag, lørdag og søndag aften, udforskes den alternative musik-scenes seneste udgivelser af dygtige værter, som brænder for musikken og har fokus på at inspirere og agere musikalsk stifinder for lytterne og fortælle den gode historie bag nyskabende musik.

Fire overordnede mål for P2
I DRs sendetilladelse for P2 er der fastlagt fire overordnede mål for P2, som også er opfyldt i 2008:

1. P2 skal informere om musik, kunst og kultur i bred forstand.
DR opfylder dette krav ved at sende specifikke kulturprogrammer, der indeholder aktualitet og anbefalinger. Derudover sender kanalen en række musikprogrammer, hvor musikken eller komponisten sættes i en faglig sammenhæng, og hvor solister, dirigenter og musikkyndige interviewes. P2 sendte i 2008 hver aften klassiske koncerter fra danske og europæiske koncertsale, formidlet og sat i aktuel og historisk perspektiv af P2s værter. P2 dækkede også kulturlivet i hele Danmark ved i 'Kulturnyt' og 'Kulturguiden' at sende indslag og reportager fra kulturbegivenheder samt at sende koncerter fra landets koncertsale.  Desuden dækkede P2s sommertema 'Mit Danmark' hele landet.

2. P2 skal formidle kunst og kultur både aktuelt og i historisk perspektiv.
DR opfylder dette krav ved at sende daglige kulturnyheder og kulturprogrammer samt 'Kulturguiden' i weekenden og ved at indsætte musik og koncerter i musikfaglig og kulturhistorisk kontekst. P2 giver hver uge lytterne anmeldelser af nye udgivelser, forestillinger og kunstudstillinger. Om aftenen byder P2 på fordybelse og koncerter, hvor værker og komponister ofte sættes ind i en historisk og aktuel ramme gennem samtaler med dirigenter, solister og gæsteeksperter med personlig førstehåndsviden.

3. P2 skal forholde sig kritisk og skabe debat om og i kulturlivet.
DR opfylder dette krav i flere af kanalens programmer ved at have et særligt fokus på kulturdebatten i weekendens programmer. Her optræder kendte kulturdebattører ofte i samtaler eller i direkte debatter. Ikke mindst i programmet 'Kulturkontoret' som sendes på P2 lørdag og søndag eftermiddag. Derudover dækker P2 på hverdage det danske kulturliv i 'Kulturnyt' og 'Jensen på P2'.

4. P2 skal være kulturproducerende og -stimulerende og give lytterne kulturoplevelser i et bredt felt.
P2 opfylder dette krav ved at sende programmer om koncerter, som afspejler og engagerer musik- og kulturlivet i hele landet. P2 sætter fokus på musik- og kulturlivet med initiativer som 'P2 Prisen' og 'Romanprisen' samt dækning af kulturbegivenheder, udstillinger og forestillinger i hele landet. I 2008 var det nogle af landets helt unge klassiske musikere, der modtog P2-priser for 'Årets danske orkesterudgivelse' og 'Årets danske kammermusikudgivelse' samt 'Lyt til Nyt'-prisen. P2 uddelte derudover i 2008 for første gang den nye 'P2 Koncert-prisen', der gik til Mogens Dahl med begrundelsen, at han har formået at skabe et æstetisk smukt musikhus på Islands Brygge, der har gjort København og - gennem 'P2 Koncerten's transmissioner - hele Danmark kulturelt rigere. 'Romanprisen', der i 2008 blev dækket på både radio, tv og dr.dk, gik til Jens Smærup Sørensen, der modtog prisen på 25.000 kr. for sin mesterligt komponerede roman 'Mærkedage'. Det er tiende år, at DR uddeler sin litterære pris, og hele romanpris-projektet er et samarbejde mellem DR og Styrelsen for Bibliotek og Medier. DR står for nomineringen af bøgerne, og det er læselystne danskere, som er med til at udpege årets roman. Hver måned har læseklubber på flere end 50 af landets biblioteker læst og vurderet den samme roman. Undervejs har P2s lyttere kunnet følge læsernes diskussioner og høre interviews med forfatterne, formidlet af P2-værten Susanna Sommer og sendt i 'Kulturguiden' på P2.

DRs ensembler har også i 2008 indtaget en markant plads på P2, og P2 har blandt andet sendt de traditionsrige torsdagskoncerter i hele sæsonen. DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet har også holdt koncerter i ind- og udland med mange udsolgte huse og kunstneriske oplevelser formidlet af nogle af tidens store dirigenter og solister. Alle koncerter er sendt på P2, mange med chefdirigent Thomas Daugaard på podiet. Den nye kompositionsmusik har ligeledes jævnligt været at finde på programmerne i 'P2 Koncerten', og mange timers ny musik og information om den stilles til rådighed på sitet dr.dk/p2/lyttilnyt. 

DR Underholdningsorkestret har i 2008 fortsat sine indspilninger af samtlige Mozarts symfonier under den internationale stjernedirigent Adam Fischers ledelse og har markeret sig som et fornemt klassisk kammerorkester i en række koncerter med musik af Haydn, Mozart, Schubert og Carl Nielsen.

Omkostninger for P2
Det fremgår af sendetilladelsen for P2, at DR skal indsende et revideret årsregnskab for P2 og dokumentere, at gennemsnitsomkostningerne ved programvirksomheden ikke overstiger gennemsnitsomkostningerne for P1 og P3. Ligesom DRs øvrige virksomhed er P2 blevet berørt af spareplanen, hvorfor driftsomkostningerne for kanalen er reduceret i 2008. DRs økonomiske genopretningsplan blev også anledning til - efter dialog med Radio- og TV-nævnet - at gentænke P2s sendeflade for at skabe en mere sammenhængende sendeflade.

I koncessionsaftalen indgår som nævnt et krav om, at omkostningerne til P2 opgøres i forhold til P1 og P3, og at driftsomkostningerne for P2 ikke må overstige omkostningerne for P1 og P3. I 2008 var omkostningerne til P1 på 51,2 mio. kr., til P2 på 40,3 mio. kr. og til P3 på 47,2 mio. kr., hvormed DR også i 2008 har overholdt koncessionsbetingelserne.

Omkostningerne er opgjort og relateret direkte til de enkelte kanaler. Herudover er der en række andre omkostninger knyttet til produktionen af radioprogrammer, som ikke kan relateres direkte til de enkelte kanaler - og derfor ikke indgår i opgørelsen. Det gælder omkostninger til Radioaviser og P3-Nyheder, DR-ensembler, rettighedsomkostninger (KODA og forfattere), programudvikling, udsendelse, præsentation og markedsføring.

P3 - med substans og hjerte
P3 er de unges kanal, der spiller en afgørende rolle som formidler af ny dansk musik med en musikprofil, der peger fremad. Det er målet, at P3 konstant skal forny sig og afprøve nye grænser. P3 favner et bredt repertoire af den nyere musik, bl.a. pop og rock og med specielt fokus på musik af både nye og etablerede danske kunstnere. I 2008 var 35 pct. af den spillede musik på P3 dansk, og 40 pct. af udsendelserne på P3 var musikformidling, hvor musik var det centrale element (Tabel 6) . I andre programmer, f.eks. 'Sport på 3'eren' og magasiner som 'Go' Morgen P3', 'Køter' og 'Mads og Monopolet', var musikken ikke det indholdsmæssigt centrale, men spillede også her en stor rolle. P3 har også i 2008 gjort en stor indsats for at bringe danske kunstnere ud til et bredere publikum. P3 var til stede og dækkede både smalle og brede festivaler i 2008, bl.a. Spot Festival i Århus og Roskilde Festivalen. Derudover skabte P3 også selv bedre muligheder for dansk musiks vækstlag med 'Karrierekanonen' og fejrede både morgendagens stjerner og etablerede kunstnere med 'P3 Guld'. P3 formidlede musikken både i de brede flader og egentlige musikprogrammer som 'Musik Nu' og 'Det elektriske barometer', Danmarks lytterbestemte og uafhængige hitliste for alternativ musik. P3 har dermed også i 2008 formået at skabe en scene for en lang række nye danske navne og bringe dem ud til et bredere publikum.

DR modtog i 2008 Aids-Fondets informationspris for P3s indsats i forbindelse med kampagnen 'Humor mod Aids', og det skete med begrundelsen, at kanalen har sat helt nye standarder for information, der involverer og skaber debat. P3 har siden 'Humor mod Aids' blev lanceret i 2004 bakket op om kampagnen med en kombination af humor og alvor. I 2008 kunne danskerne blandt andet ved hjælp af sms'er få kendte personer til at sælge ud i den gode sags tjeneste.
Nyhedsudsendelserne udgjorde 5 pct. af sendefladen på P3 i 2008 og ligger dermed på niveau med året før. Men nyhedsstoffets reelle andel af den samlede sendeflade er dog langt større, da store dele af formidlingen af nyheds- og aktualitetsstoffet sker inden for rammerne af magasinprogrammerne, som udgjorde 46 pct. af sendefladen. P3 styrkede i 2008 sin aktuelle profil med de nye aktualitetsbårne magasinprogrammer 'Køter' og 'Ugerevy', der bygger videre på P3s mangeårige tradition for nyheds- og aktualitetsformidling i et moderne og uhøjtideligt formsprog, målrettet til et yngre publikum. 

9 pct. af P3s sendetid i 2008 var sport. P3 er DRs sportskanal, og sporten er et af de områder, som i 2008 har fået endnu højere prioritet. Større og mindre sportsgrene dækkes løbende i forbindelse med resultatformidling i P3 Nyhederne. Programmet 'Sport på 3'eren' har på hverdagsaftener fokus på Champions League-fodbold, håndbold og danske hold i UEFA Cup-fodbold og Royal League-turneringen. Desuden sender 'Sport på 3'eren' lørdag og søndag, hvor den danske fodbold-superliga dækkes sammen med en lang række mindre sportsgrene. P3 dækkede i 2008 også 'Tour de France' og satte i forbindelse med kanalens dækning af OL nye standarder ved at flytte hele redaktionen til Beijing. Det blev samlet til mere end 200 timers OL- og kulturdækning fra Kina. DR Radios dækning af mindre sportsgrene gennemgås mere udførligt i et særskilt afsnit.

P4 - regionalradio med aktualitet og lune
P4 er Danmarks mest lyttede radiokanal og dækker med sine 11 regionale stationer hele landet. Fra DRs regioner følger P4 lytterne døgnet rundt med et alsidigt udbud af moderne public service-radio (Tabel 7). P4 leverer hver dag et mix af regionale og landsdækkende programmer og nyheder til kanalens 2,9 millioner ugentlige lyttere. Udover både landsnyheder og regionale nyheder hver time giver P4 dagligt danskerne servicemeddelelser om trafik, vejr og større begivenheder.

P4 har i sine nyheds-, aktualitets- og servicemagasiner i 2008 informeret om og bragt reportager fra en lang række kulturelle begivenheder. Blandt andet inviterede P4 i 2008 igen lytterne med på kulturelle oplevelser med programmet 'Levende lørdag', der hver lørdag besøger en stor aktuel begivenhed et sted i Danmark og sender tre timers live-radio. Og sammen med DR1 inviterede P4 til koncert med 'X Factor'-finalisterne på Rådhuspladsen i København.

P4 spiller som Danmarks største radiokanal også en væsentlig rolle som formidler af ny dansk musik. Musik indgår i en lang række programmer på P4, der i 2008 styrkede indsatsen for den danske musik med en række nye tiltag. P4s nye musikprogram 'Brødre' havde i løbet af året besøg af en lang række danske musikere i studiet, ligesom programmets værter Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe med direkte sendinger fra både Grøn Koncert, Beatday 08 og Skanderborg Festivalen var med til at bringe festival-Danmark ind i de danske hjem. 2008 var ligeledes året, hvor P4 introducerede det nye program 'Musikmødet', baseret på live-optagelser fra de ret intime  rammer i DR Koncerthusets Studie 2. I programmerne gik P4 bag om en aktuel dansk kunstner, som optrådte live og svarede på spørgsmål fra lytterne. Første koncert var med Rasmus Nøhr, og studiet var befolket med P4-lyttere, der havde vundet billetter ved at indsende spørgsmål. Dermed styrkede P4 også i 2008 indsatsen for at udbrede dansk musik til et bredere publikum.

Danmarks største radio-nyhedskilde
Med mere end 3,6 millioner ugentlige lyttere til Radioavisen og P3 Nyhederne er DR landets største radio-nyhedskilde. DR tilbyder målrettede og kvalificerede nyhedstilbud til lytterne på alle fire FM-kanaler (Tabel 8). På både P1, P3 og P4 indgår nyhederne som en integreret del af den øvrige morgenflade, tilpasset kernelytternes særlige ønsker og behov. På DAB tilbyder kanalen DR Nyheder altid lytterne seneste nyhedsudsendelse, mens brugerne på netradio kan vælge mellem at lytte seneste Radioavis samt en lang række aktuelle specialmagasiner on demand.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > DR Årsrapport 2008 > Public Service redegørelse

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.