Tidssvarende undervisning
DRs undervisningsinitiativer skal bl.a. inspirere danskerne til livslang uddannelse og til deltagelse på arbejdsmarkedet. Det foregår dels som enkeltprogrammer i medierne, dels som egentlige kampagner, der fokuserer på relevante emner som f.eks. mobning. DRs undervisningsprogrammer tilstræber en umiddelbar og let tilgængelig form, og i 2008 har den mest markante indsats på undervisningsområdet været koncentreret om forskellige flermedielle kampagner. Karakteristisk for kampagnerne er, at de gennemføres i et nært samarbejde med institutioner, ministerier og relevante foreninger, og det betyder, at kampagnerne også omfatter aktiviteter på arbejdspladser, i skoler og på biblioteker.
TV
DR s arbejdsmiljøkampagne i første halvdel af 2008 omfattede en række tv- og radioprogrammer, men også en dvd-produktion til brug i danske virksomheder. Kampagnen fokuserede på bl.a. stress og stress-håndtering samt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
I samarbejde med en række skolemyndigheder og foreninger var DR i 2008 også med til at sætte fokus på mobning. Kampagnen blev massivt eksponeret i den trykte presse og på DRs medier, herunder børne- og ungdomsprogrammet 'Gepetto News'. Og året sluttede med en kampagne mod afhængighed af spil, især med vægt på at orientere de unge om faren ved afhængighed af spil på nettet.
Flere undervisningsprogrammer vakte ligeledes opsigt i årets løb, heriblandt serien 'Når bundlinjen bløder' om iværksætteres hårde betingelser ved start af virksomhed. En nordisk samproduktion var med til at sætte fokus på lærernes arbejdsvilkår i serien 'Lærer på udebane', hvor nordiske lærere byttede arbejdspladser for en uge. Desuden var DR Undervisning med til at belyse et tabubelagt emne med udsendelsen 'En perfekt dag' om ældres sexliv.
Sendetiden for undervisningsprogrammer er mindsket i 2008 i forhold til 2007 (Tabel 19). Årets produktion af undervisningsprogrammer har dog ligget noget højere, men flere af programmerne vil først blive sendt i 2009.
dr.dk/undervisning
På dr.dk/undervisning udfoldes aktuelle emner, der understøtter DRs informationskampagner gennem oplysning og information, der har til formål at engagere brugerne, motivere dem til at lære nyt og støtte dem i at tage aktivt del i samfundet.
Det gælder bl.a. dr.dk/startselv, der handler om at starte tilværelsen som selvstændig. Her kan brugerne finde informationer om selskabstyper og forretningsplaner og finde inspiration og gode råd fra folk, der selv er blevet selvstændige. Også på dr.dk/godtarbejde kan brugerne hente meget konkrete informationer og nyttige råd. Omdrejningspunktet er arbejdslivet, og emnerne spænder over bl.a. stress, sygefravær, sikkerhed, god ledelse og forandringer. I samme emnemæssige område er sitet dr.dk/findetjob, der giver tips til jobsøgning, informerer om ret og pligt og motiverer folk til at komme videre.
Udover de nævnte eksempler er der i 2008 også produceret en række sites med en bredere, informativ vinkel. Et eksempel er sitet med titlen 'Dine, mine og vores børn' (dr.dk/vores), der stiller skarpt på udfordringerne i sammenbragte familier. Et andet eksempel er dr.dk/skoletrivsel, der sætter skolelivet og skolen til debat. Et sidste eksempel er dr.dk/plandk, der handler om planloven og de udfordringer, den giver for borgere, politikere og embedsfolk.
Fælles for disse sites er, at de i høj grad er programstøttende. Dvs. at man her har kunnet finde uddybende informationer om emnet, ekstra klip, links etc. og dermed efter eget ønske har kunnet dykke yderligere ned i et bestemt tema.
DRs tilbud til skoler og gymnasier
DRs digitale tilbud til grundskolen og de gymnasiale uddannelser - dr.dk/skole og dr.dk/gymnasium - har i 2008 ikke blot formået at fastholde antallet af abonnenter, men har også oplevet en pæn fremgang. Ved udgangen af 2008 var der 880 skoler, som har abonnement på dr.dk/skole, og 77 af landets gymnasiale uddannelser abonnerer på dr.dk/gymnasium.
For begge sites er der henover året sket en kontinuerlig udvikling i form af nye undervisningsmaterialer. For dr.dk /skole gælder det så forskellige emner som nordiske forfattere, overvågningssamfundet, danske partier og fællessang.
En del af de nye materialer er også blevet til i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere. Eksempelvis blev der på dr.dk /gymnasium lanceret et tema med titlen 'Virkelighedstjek', som blev produceret i samarbejde med Statens Museum for Kunst i relation til udstillingen 'Reality Check' om virkelighedsopfattelsen i kunst. Derudover har der på dr.dk/gymnasium også været temaer om bl.a. regler for krig og terror.
Der er i 2008 også sket en betydelig tilvækst i det digitale mediebibliotek, hvor elever og lærere selv kan gå på opdagelse i unikke klip fra DRs arkiver. Ved udgangen af 2008 var i alt 23.374 søgbare lyd- og videoklip til rådighed for brugerne på de to sites.