Tv til alle behov
DR sender tv inden for stort set alle genrer - fra det allerbredeste egenproducerede drama, der samler befolkningen foran skærmen til fælles oplevelser, til det smallere, som henvender sig til seere med særlige interesser, f.eks. DR2s kulturprogrammer. DR1 er den brede kanal med en mangfoldighed af tilbud, der henvender sig til et større publikum, mens DR2 tilbyder programmer, som appellerer mere til dybde og fascination. Herudover har DR også nyhedskanalen DR Update, der døgnet rundt kan ses på DTT, internettet, satellit og kabel.
Nyheder
I starten af 2008 lancerede DR en nyskabelse inden for nyhedsformidling i form af 'DR2 Udland', der sendes mandag-fredag kl. 19.30. Formålet med 'DR2 Udland' er at skabe et nyt nyhedsformat med fokus på udsyn og analyser fra hele verden, som ikke ellers ses i det danske tv-billede. Lanceringen af 'DR Udland' har betydet, at den samlede nyhedssendetid på tv er steget markant med næsten 100 timer til 832 timer, og heraf er 687 timer sendt i aftenfladen. I forhold til Public service-kontraktens krav om, at DR årligt skal sende mindst 560 timers tv-nyheder mellem kl. 17 og 24, har DR mere end opfyldt kontrakten i 2008.
Det er af største vigtighed for DR at levere kvalitetsnyheder til danskerne på en måde, som følger med medieudviklingen og passer til forskellige seergruppers behov. Derfor er det positivt, at nyhedskanalen på dr.dk, DR Update, har oplevet en flot vækstkurve med omkring 600.000 ugentlige seere mod årets slutning. DRs digitale nyhedskanal blev i 2007 startet på internettet og blev i begyndelsen af 2008 også lanceret på DTT-nettet. Den omfattende nyhedssendetid på DR Update indgår ikke i Public service-redegørelsens opgørelse af nyhedssendetimer.
Aktualitet og Debat
Omfanget af programmer inden for Aktualitet og Debat på DR1 er stort set uændret i forhold til 2007, dog med en lille stigning. Til gengæld er timetallet på DR2 steget en del. Stigningen skyldes primært, at der er blevet sendt flere timer fra Folketinget i forhold til 2007, hvor der var en pause i transmissionerne på grund af valget i november. Aktualitet og Debat omfatter på DR1 programmer som 'Aftenshowet', nyhedstime-magasinerne på hverdage og søndag, en lang række dokumentarer og sågar et royalt bryllup med Prins Joachim og Marie Cavallier. På DR2 omfattede Aktualitet og Debat i 2008 titler som 'Debatten', 'Deadline 2. sektion', 'Jersild & Spin' samt en lang række programmer, der indgik i årets mange temaaftener.
Oplysning og Kultur
Oplysning og Kultur omfatter på DR1 bl.a. livsstilsprogrammer som 'Kender du typen', 'Lille Nørd' samt 'Gudstjeneste i DR Kirken'. Når der på DR1 i 2008 ses en markant stigning i forhold til 2007, skal forklaringen især findes i de 188 formiddagsprogrammer med Nis Boesdal, som blev sendt gennem hele året. På DR2 er Oplysning og Kultur den næststørste programkategori, når vi ser på sendetiden - kun overgået af Aktualitet og Debat. Kategorien omfatter en lang række af de mest populære DR2-programmer, bl.a. 'Viden om', 'Smagsdommerne', 'Den 11. time', 'Autograf', 'Kulturguiden', 'Spise med Price' og 'Frilandshaven'. I Public service-kontrakten er der stillet et særligt krav til DR om at foretage en mærkbar øgning af tv-programmer om dansk kultur. DRs imødekommelse af denne forpligtelse beskrives i et selvstændigt afsnit om DRs kulturprogrammer.
Undervisning
Sendetiden for programmer i kategorien Undervisning er mindsket lidt i forhold til 2007. DR2 gav fortsat sendetid til en lang række enkeltstående undervisningsprogrammer og adskillige udsendelsesrækker såsom 'plan.dk' i otte dele om den danske planlov, 'Godt arbejde' om trivsel og psykisk arbejdsmiljø på offentlige arbejdspladser, 'Når bundlinjen bløder' om iværksætteres daglige kamp for virksomhedens overlevelse og serien 'Læreren under pres' med fokus på undervisning, arbejdsmiljø, indlæring og pædagogik.
Dansk dramatik
Programkategorien Dansk dramatik består af forskellige typer programmer, bl.a. DRs egenproducerede prime time-dramatik som 'Sommer', co-producerede bioggraffilm som 'Adams æbler', dansk satire på DR2 som 'Normalerweize', børneprogrammer som 'Bamses billedbog' og kort- og novellefilm som 'Knus', en afgangsfilm fra Filmskolen. Efter en kraftig stigning fra 2006 til 2007 har DR TV stort set fastholdt uændret høj sendetid for dansk dramatik i 2008. DR er i Public service-kontrakten forpligtet til at øge omfanget af egenproduceret drama på tv. DRs opfyldelse af denne forpligtelse beskrives i et selvstændigt afsnit om DRs dramatik.
Udenlandsk dramatik
Den samlede mængde af Udenlandsk dramatik ligger på stort set samme niveau fra år til år. Til gengæld kan fordelingen af førstegangs- og genudsendte timer variere en del afhængigt af, om de længerevarende serier har været sendt før. På såvel DR1 og DR2 skyldes faldet på 60-70 timer, at en række dramaserier har været genudsendelser i 2008. På DR2 forklares en stor del af ændringen ved, at den primære eftermiddagskrimi i 2007, 'Hun så et mord', var førstegangstimer, mens eftermiddagsserier i 2008 som 'Miss Marple', 'Dalziel & Pascoe' og 'Lovejoy' har været sendt før. Tilsvarende har flere af de populære aftenkrimier på DR1 været sendt før, såsom 'Inspector Morse' og 'En sag for Frost'.
Underholdning
Sendetiden for Underholdning er i 2008 faldet ca. 50 timer i forhold til 2007. Udover en lang række enkeltstående programmer som 'Melodi Grand Prix', juleshows og 'Danmarks Indsamling' var årets primære underholdningssatsning 'Talent 2008', hvor håbefulde udøvere inden for en lang række discipliner kæmpede om retten til at kalde sig Danmarks største talent. En del af forklaringen på faldet i sendetimer med underholdning er, at ungdomsprogrammet 'Hjerteflimmer' kun blev sendt i første halvår 2008, mens det i 2007 kørte hele året.
Musik
Sendetiden for Musik er samlet set øget i 2008, dels pga. flere sendetimer med ungdommens musikprogram 'Boogie' på DR1, dels som følge af en række nye enkeltstående og serielle programmer på DR2. Derudover sendte DR i 2008 musikprogrammet 'X Factor', som samlede danskerne i stort tal foran skærmen, hvor de fulgte de dygtigste amatørsangeres udvikling i konkurrencen om at blive vinder af 'X Factor'. DR2s musikdækning ramte bredt med opera fra Wien, programserien 'Late Night', der viste en række nyere danske navne fra den rytmiske scene, 'Midnatsjazz' med Caroline Henderson og 'P3 Guld' - samt en serie musik-temaaftener spredt over året, bl.a. om danske musiksucceser fra Gasolin til Nephew, om vidunderbørn i den klassiske musik, om glamrock samt om klassiske dirigenter. DR er i Public service-kontrakten forpligtet til at øge dækningen af dansk musik. Opfyldelsen af denne forpligtelse beskrives senere i redegørelsen.
Bred sportsdækning og mindre idrætsgrene
Antallet af timer med Sport på tv er primært afhængig af to faktorer: Muligheden for at erhverve rettigheder til sportsbegivenheder, og hvor vidt der er tale om et år med store internationale sportsbegivenheder. Alle år med Olympiske Lege er derfor pr. definition store sportsår, og da DR sikrede sig en del af OL-rettighederne i 2008, påvirker det også mængden af sendetimer med sport. DR1 sendte således langt over dobbelt så meget sport i 2008 som i 2007. På DR2 blev sendetiden lidt lavere i 2008 trods OL. Det skyldes, at 2007 var et stort atletikår, hvor DR2 bl.a. sendte fra VM i Japan. I 2008 sendte DR2 i stedet fra Golden League-stævnerne, hvor de ypperste af verdens atletikstjerner dystede inden for de store atletikdiscipliner. Sporten blev også behandlet i temaaftener på DR2 om bl.a. glæden ved sport og omhandlede ikke mindst Paralympics (handicap-OL), der blev holdt i Kina efter OL. Ifølge Public service-kontrakten skal DR øge omfanget af programmer om mindre idrætsgrene i Danmark, og dette emne bliver beskrevet i et særskilt afsnit.
Præsentation
Kategorien Præsentation består af alle de programoversigter, grafikelementer og trailere mv., som binder sendefladen sammen mellem de egentlige programmer. Der er i 2008 en marginal stigning i Præsentation på 44 timer samlet for tv, som skal ses i sammenhæng med den samlede 2008-stigning i programsendetid på ca. 500 timer, svarende til ca. 5 pct.
DR skal i forbindelse med Public service-kontrakten ligeledes redegøre for omfanget af førstegangstimer kl. 17-24 (Tabel 3B). Som tidligere nævnt er antallet af nyhedstimer steget som følge af den nye nyhedsudsendelse 'DR2 Udland', der bliver sendt på alle hverdage.
Genudsendelser
DR skal også redegøre for omfanget af genudsendelser (Tabel 3 C). Omfanget af genudsendelser på tv ligger generelt stabilt fra år til år. Baggrunden for den øgede mængde af genudsendt udenlandsk dramatik skyldes at en række dramaserier har været genudsendt i 2008, f.eks. har DR2s eftermiddagsserier 'Miss Marple', 'Dalziel & Pascoe' og 'Lovejoy' været sendt før.. Den reducerede mængde genudsendt underholdning skal ses i sammenhæng med de færre sendetimer med førstegangsudsendt underholdning, som typisk bliver genudsendt i dagtimerne i dagene umiddelbart efter første visning. Baggrunden for faldet i genudsendelser inden for oplysning og kultur er dels den markant øgede mængde af førstegangsudsendelser, bl.a. udsendelser med Nis Boesdal sendt fra Århus, dels at OL i august i stort omfang blev sendt i dagtimerne, hvormed der blev genudsendt færre timer i denne periode. Forklaringen på stigningen i genudsendelser af nyheder på DR2 er, at 'DR Udland' genudsendes sent samme aften.