Intern revisionspåtegning
Til bestyrelsen i DR
I vores egenskab af interne revisorer for DR har vi revideret årsrapporten for DR for regnskabsåret 1. januar - 31. december 2008, omfattende ledelsesberetning, anvendt regnskabspraksis, resultatopgørelse, balance, egenkapitalopgørelse, pengestrømsopgørelse og noter for DR. Årsrapporten aflægges efter Bekendtgørelse om vedtægter for DR, årsregnskabsloven og danske regnskabsvejledninger.
Ledelsens ansvar for årsrapporten
Ledelsen har ansvaret for at udarbejde og aflægge en årsrapport, der giver et retvisende billede i overensstemmelse med Bekendtgørelse om vedtægter for DR, årsregnskabsloven og danske regnskabsvejledninger. Dette ansvar omfatter udformning, implementering og opretholdelse af interne kontroller, der er relevante for at udarbejde og aflægge en årsrapport, der giver et retvisende billede uden væsentlig fejlinformation, uanset om fejlinformationen skyldes besvigelser eller fejl, samt valg og anvendelse af en hensigtsmæssig regnskabspraksis og udøvelse af regnskabsmæssige skøn, som er rimelige efter omstændighederne.
Revisors ansvar og den udførte revision
Vores ansvar er at udtrykke en konklusion om årsrapporten på grundlag af vores revision. Vi har, under iagttagelse af de normer og betingelser, der er gældende for eksterne uafhængige revisorer, udført vores revision i overensstemmelse med danske revisionsstandarder. Disse standarder kræver, at vi lever op til etiske krav samt planlægger og udfører revisionen med henblik på at opnå høj grad af sikkerhed for, at årsrapporten ikke indeholder væsentlig fejlinformation.
En revision omfatter handlinger for at opnå revisionsbevis for de beløb og oplysninger, der er anført i årsrapporten. De valgte handlinger afhænger af revisors vurdering, herunder vurderingen af risikoen for væsentlig fejlinformation i årsrapporten, uanset om fejlinformationen skyldes besvigelser eller fejl. Ved risikovurderingen overvejer revisor interne kontroller, der er relevante for DRs udarbejdelse og aflæggelse af en årsrapport, der giver et retvisende billede, med henblik på at udforme revisionshandlinger, der er passende efter omstændighederne, men ikke med det formål at udtrykke en konklusion om effektiviteten af DRs interne kontrol. En revision omfatter endvidere stillingtagen til, om den af ledelsen anvendte regnskabspraksis er passende, om de af ledelsen udøvede regnskabsmæssige skøn er rimelige samt en vurdering af den samlede præsentation af årsrapporten.
Det er vores opfattelse, at det opnåede revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for vores konklusion.
Revisionen har ikke givet anledning til forbehold.
Konklusion
Det er vores opfattelse, at årsrapporten giver et retvisende billede af DRs aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2008 samt af resultatet af DRs aktiviteter og pengestrømme for regnskabsåret 1. januar - 31. december 2008 i overensstemmelse med Bekendtgørelse om vedtægter for DR, årsregnskabsloven og danske regnskabsvejledninger.
Erklæring om udført forvaltningsrevision
I forbindelse med den finansielle revision af DRs årsregnskab for 2008 har vi foretaget en vurdering af, hvorvidt der for udvalgte områder er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af DR i 2008.
Ledelsens ansvar
DRs ledelse har ansvaret for, at der etableres retningslinjer og procedurer, der sikrer, at der tages skyldige økonomiske hensyn ved DRs forvaltning i 2008.
Revisors ansvar og den udførte forvaltningsrevision
I overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. bekendtgørelse af lov om revision af statens regnskaber mv. har vi for udvalgte forvaltningsområder undersøgt, om DR har etableret forretningsgange, der i videst muligt omfang sikrer en økonomisk hensigtsmæssig forvaltning. Vores arbejde er udført med henblik på at opnå begrænset sikkerhed for, at forvaltningen på de udvalgte områder er varetaget på en økonomisk hensigtsmæssig måde i 2008.
Konklusion
Ved den udførte forvaltningsrevision er vi ikke blevet bekendt med forhold, der giver os anledning til at konkludere, at forvaltningen i 2008 på de områder, vi har undersøgt, ikke er varetaget på en økonomisk hensigtsmæssig måde.
København, den 30. april 2009
Ernst & Young
Statsautoriseret
Revisionsaktieselskab
Henrik Kofoed
Statsautoriseret revisor
Alex Petersen
Statsautoriseret revisor