preload loader
omdr1024 top
det elektriske barometer

DET ELEKTRISKE BAROMETER / P3

 

Send eller anbefal link

Den uafhængige revisors påtegning

Til kulturministeren

Påtegning på årsrapporten
Vi har revideret årsrapporten for DR for perioden 1. januar - 31. december 2008, omfattende ledelsespåtegning, ledelsesberetning (økonomi), anvendt regnskabspraksis, resultatopgørelse, balance, egenkapitalopgørelse, pengestrømsopgørelse og noter. Årsrapporten aflægges efter Kulturministeriets bekendtgørelse om vedtægt for DR, Kulturministeriets bekendtgørelse om regnskabsmæssig adskillelse mellem public service-virksomhed og anden virksomhed, årsregnskabsloven samt danske regnskabsvejledninger.
Vi betragter med denne påtegning revisionen af årsrapporten for 2008 som afsluttet. Rigsrevisionen kan dog tage spørgsmål vedrørende dette og tidligere regnskabsår op til yderligere undersøgelser. I den forbindelse kan der fremkomme nye oplysninger, som kan give anledning til, at konkrete forhold, der er behandlet ved denne påtegning, bliver vurderet på ny.

Ledelsens ansvar for årsrapporten
Ledelsen har ansvaret for at udarbejde og aflægge en årsrapport, der giver et retvisende billede i overensstemmelse med Kulturministeriets bekendtgørelse om vedtægt for DR, Kulturministeriets bekendtgørelse om regnskabsmæssig adskillelse mellem public service-virksomhed og anden virksomhed, årsregnskabsloven samt danske regnskabsvejledninger. Dette ansvar omfatter udformning, implementering og opretholdelse af interne kontroller, der er relevante for at udarbejde og aflægge en årsrapport, der giver et retvisende billede uden væsentlig fejlinformation, uanset om fejlinformationen skyldes besvigelser eller fejl, samt valg og anvendelse af en hensigtsmæssig regnskabspraksis og udøvelse af regnskabsmæssige skøn, som er rimelige efter omstændighederne. Herudover er det ledelsens ansvar, at de dispositioner, der er omfattet af årsrapporten, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.

Revisors ansvar og den udførte revision
Vores ansvar er at udtrykke en konklusion om årsrapporten på grundlag af vores revision. Vi har udført vores revision i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. bekendtgørelse af lov om revision af statens regnskaber mv. samt bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Dette indebærer, at det ved revisionen er efterprøvet, om regnskabet er rigtigt, dvs. uden væsentlige fejl og mangler, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.

En revision omfatter handlinger for at opnå revisionsbevis for de beløb og oplysninger, der er anført i årsrapporten. De valgte handlinger afhænger af revisors vurdering, herunder vurderingen af risikoen for væsentlig fejlinformation i årsrapporten, uanset om fejlinformationen skyldes besvigelser eller fejl. Ved risikovurderingen overvejer revisor interne kontroller, der er relevante for DRs udarbejdelse og aflæggelse af en årsrapport, der giver et retvisende billede, med henblik på at udforme revisionshandlinger, der er passende efter omstændighederne, men ikke med det formål at udtrykke en konklusion om effektiviteten af DRs interne kontrol. En revision omfatter endvidere stillingtagen til, om den af ledelsen anvendte regnskabspraksis er passende, om de af ledelsen udøvede regnskabsmæssige skøn er rimelige samt en vurdering af den samlede præsentation af årsrapporten.  Revisionen omfatter desuden en vurdering af, om der er etablerede forretningsgange og interne kontroller, der i videst muligt omfang sikrer, at de dispositioner, der er omfattet af årsrapporten, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. 
Det er vor opfattelse, at det opnåede revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for vor konklusion.

Revisionen har ikke givet anledning til forbehold.

Konklusion
Det er vor opfattelse, at årsrapporten giver et retvisende billede af DRs aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2008 samt af resultatet af DRs aktiviteter og pengestrømme for regnskabsperioden 1. januar - 31. december 2008 i overensstemmelse med Kulturministeriets bekendtgørelse om vedtægt for DR, Kulturministeriets bekendtgørelse om regnskabsmæssig adskillelse mellem public service-virksomhed og anden virksomhed, årsregnskabsloven samt danske regnskabsvejledninger. Det er ligeledes vor opfattelse, at der er etablerede forretningsgange og interne kontroller, der i videst muligt omfang sikrer, at de dispositioner, der er omfattet af årsrapporten, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.

Erklæring om udført forvaltningsrevision
I forbindelse med den finansielle revision af DRs årsregnskab for 2008 har vi foretaget en vurdering af, hvorvidt der for udvalgte områder er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af DR, og om oplysningerne i public service-redegørelsen er dokumenterede og dækkende for DRs virksomhed i 2008.

Ledelsens ansvar
DRs ledelse har ansvaret for, at der etableres retningslinjer og procedurer, der sikrer, at der tages skyldige økonomiske hensyn ved DRs forvaltning, og at oplysningerne i public service-redegørelsen er dokumenterede og dækkende for DRs virksomhed i 2008.

Revisors ansvar og den udførte forvaltningsrevision
I overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. bekendtgørelse af lov om revision af statens regnskaber mv. samt bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed har vi for udvalgte forvaltningsområder undersøgt, om DR har etableret forretningsgange, der i videst muligt omfang sikrer en økonomisk hensigtsmæssig forvaltning. Vi har endvidere stikprøvevist gennemgået DRs public service-redegørelse til Kulturministeriet om opfyldelse af public service-kontraktens mål og resultater for DR for at vurdere, om oplysningerne i public service-redegørelsen er dokumenterede og dækkende for DRs virksomhed i 2008. 

Konklusion
Ved den udførte forvaltningsrevision er vi ikke blevet bekendt med forhold, der giver os anledning til at konkludere, at forvaltningen i 2008 på de områder, vi har undersøgt, ikke er varetaget på en økonomisk hensigtsmæssig måde, eller at oplysningerne i public service-redegørelsen ikke er dokumenterede og dækkende for DRs virksomhed i 2008. 


Rigsrevisionen, den 30. april 2009


Henrik Otbo   
Rigsrevisor    

Anne Aagaard
Fg. kontorchef

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > DR Årsrapport 2008 > Regnskab

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.