Engageret dialog på DR Dagen
21. nov. 2011 14.16
Opdat.: 22. nov. 2011 11.58Radioplan, nyhedsdækning og DRs rolle i samfundet blev vendt og drejet, da DR Dagen for ottende gang løb af stabelen.
Lysten til konstruktiv dialog var i den grad i højsædet, da omkring 120 medlemmer fra DRs Dialogfora og repræsentanter fra danske lytter- & seerorganisationer mødtes med DRs øverste ledelse og DR-nøglepersoner på DR Dagen den 12. november.
Kommunikations- og HR-direktør Elisabeth Geday bød velkommen til denne ottende DR-dag, der blev afholdt i DR Byen lørdag d. 12. november 2012.
Pluralismen i samfundet
Dagens første taler var bestyrelsesformand Michael Christiansen, der gav sit bud på DRs rolle i samfundet. Ifølge Michael Christiansen er det DRs opgave at vise hele pluralismen i samfundet frem. DR skal formidle et mangfoldigt syn på det regionale, nationale og internationale og lade det være op til den enkelte at tage stilling på et oplyst grundlag.
Næste taler på podiet var DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn. Med udgangspunkt i DRs strategi for de næste fire år - 'Et skarpere DR' - fortalte Maria Rørbye Rønn om DRs vision om at være noget for alle danskere og have tilbud til alle danskere.
Spørgetimen
Efter talerne var der afsat tid til det, DR Dagen handler om, nemlig dialog. Spørgsmålene handlede især om den nye situation på radioen, efter at P1 og P2 er blevet slået sammen på FM-båndet, om 'Morgenandagten' og om DRs nyhedsdækning.
P1 og P2.
I forlængelse af den politiske beslutning om at fjerne en FM-kanal fra DR, er der blevet truffet en række svære valg i DR. Der er nemlig ikke plads til at sende det samme på tre kanaler, som på fire. DRs ledelse vil følge udviklingen tæt, for det centrale er, at DR er hele befolkningens fælles medietilbud. Alle har derfor en berettiget forventning om, at der på DRS radiokanaler er noget for dem - og det skal der være.
Morgenandagten
Sammenlægningen af P1 og P2 på FM har også haft konsekvenser for 'Morgenandagten', der fremover kan høres på digital radio og på DR2. Direktør i DR Danmark Inger Bach forklarede, at DR dækker tros- og eksistensstoffet bredt, og at det er helt naturligt for en public service-station herhjemme at have et fokus på den kristne kulturarv.
DRs nyhedsdækning
DR Nyheder har som mission at rokke ved danskernes verdensbillede. Opgaven for DR er at gå i dybden med nyhedsdækningen og give befolkningen dybde og perspektiv på nyhedsstrømmen.
Temagrupper om DRs virke
Efter formiddagens oplæg og spørgetime fordelte deltagerne sig på seks temagrupper under overskrifterne:
Satire: DR har stolte traditioner for aktuel og politisk satire. Hvordan ser det ud med satiren i DR i dag?
DR1: DR1 er kanalen, der samler hele Danmark. Hvad er kanalens visioner og udfordringer?
DR og de unge: DR MAMA er i luften. Det er et nyt univers for unge på radio, net og tv. Hvordan griber DR ungeudfordringen an?
Mere fra hele Danmark: DR Danmark er aktuel med en række nye tiltag, der skal styrke dialogen, engagementet og oplevelsen af sammenhængskraft.
DRs nyhedsdækning: Ikke flere, men bedre nyheder, indhold der går i dybden og engagerende nyhedstilbud er nogle af de fokusområder, som DR Nyheder stiller skarpt på lige nu.
DRs handicaptjenester/tilgængelighed: Den 11. januar er DR klar med en række nye tilbud, som særligt syns- og hørehandicappede kan få glæde af. Men DR byder også på andre services, der kan gøre det lettere at se og lytte til DRs programmer.