preload loader
LSR-top

Ankesager om programetik

Nedenfor er gengivet afgørelser i alle ankesager siden 1.januar 2008 (alle sager siden 1. januar 2006 er samtidig løbende omtalt i de halvårlige henvendelsesrapporter på www.dr.dk/etik).
Når DRs redaktioner og afdelinger afviser en klage over brud på DRs Programetik kan klageren anke til lytternes og seernes redaktør, der efter endt behandling laver en indstilling til generaldirektørens endelige afgørelse. Sagerne er her kun gengivet i et kort resumé.
Eventuelle spørgsmål om sagerne kan rettes til Jacob Mollerup på jmol@dr.dk.

 
  

Klage over uberettiget kritik i Detektor på DR2 den 30. oktober 2012. Afgjort den 29. januar 2013. Afvist.

Centerchef for det nu nedlagte Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB), Helle Lønroth, klagede over et indslag i DR2-programmet Detektor, sendt den 30. oktober 2012.

 

Klage over skjult reklame i Magasinet Penge den 5. september 2012. Afgjort den 22. januar 2013. Afvist.

En seer klagede over skjult reklame for en tøjbutik i et indslag i Magasinet Penge d. 5. september 2012.

 

Klage over P3 i Smatten – sendt fra Roskilde Festival den 2.-8. juli 2012. Afgjort den 21. november 2012. Afvist.

Alkohol & Samfund klagede over P3's Roskilde-dækning for at forherlige og opfordre unge til druk i programmet "P3 i Smatten."

 

Klage over brud på interviewaftale i Kontant på DR1 den 10. april 2012. Afgjort den 29. oktober 2012. Medhold.

En overlæge klagede, efter at have fået delvist medhold i Pressenævnet, over Kontants brug af et ældre interview givet til TV-Avsien.

 

Klage over oplæg til Radioavisen i P1 Morgen den 7. september 2012. Afgjort den 25. oktober 2012. Delvist medhold.

I P1 Morgen den 7.september lagde en vært på P1 Morgen op til et indslag i den efterfølgende Radioavis med ordene: "Man skal betale sin skat, og man skal betale sin skat med glæde."

 

Klage over DR's dækning af Nordisk Cryobank på DR1 og dr.dk. Afgjort den 23. november 2012. Afvist.

DR bragte i september og oktober en række indslag og artikler om en sag, hvor en sæddonor havde videregivet en alvorlig sygdom til en række børn. Direktøren for sædbanken Nordic Cryobank klagede over DR's dækning af sagen.

 

Klage over udsendelsen "Bag Facaden" på DR1 den 17. september 2012. Afgjort den 2. oktober 2012. Afvist.

Bag Facaden handlede den 17. september om handel med brugte biler. Adm. dir. i Danmarks Automobilforhandler Forening (DAF), Jens Brendstrup, klagede efterfølgende over udsendelsen, da han mente, at udsendelsen stillede DAF i et urimeligt dårligt lys.

 

Klage over ”Krigen i bedemandsbranchen” i DR2’s temaaften den 5. maj 2012. Afgjort den 24. september 2012. Delvist medhold.

En temaaften på DR2 om bedemandsbranchen indeholdt et 27 minutter langt indslag med titlen ”Krigen i bedemandsbranchen”, hvor man bl.a. fokuserede på den nye konkurrence i branchen og diskussionen om prisniveau og gennemsigtighed. Foreningen Dansk Bedemænd klagede over udsendelsen, som man på en række punkter fandt i modstrid med DR’s programetiske regler.

 

Klage over satireindslag i forbindelse med DR's OL-dækning. Samlet svar til otte klagere. Afgjort den 18. september 2012. Delvist medhold.

DR’s stort anlagte dækning af OL i London rummede også en mindre række satiriske indslag med Anders Lund Madsen som den gennemgående figur. Otte seere klagede til lytternes og seernes redaktør, som udarbejde ét samlet svar til klagerne.

 

Klage over indslag om Taiwan i P1-programmet Orientering. Sendt den 29. juni 2012. Afgjort den 13. september 2012. Afvist.

Et indslag i Orientering omtalte udsigterne til en bro- eller tunnelforbindelse mellem Kina og Taiwan og berørte i den forbindelse de to største taiwanske politiske partiers holdning til spørgsmålet om taiwansk selvstændighed. En lytter klagede på vegne af foreningen Taiwan Corner, som hævdede, at indslaget indeholdt faktuelt forkerte oplysninger om oppositionspartiets holdning til det kinesisk-taiwanske forhold.

 

Klage over omtale af regeringens oplæg til skattereform i TV-Avisen den 26. og 28. maj 2012. Afgjort den 2. juli 2012. Delvist medhold.

Den 29. maj offentliggjorde regeringen sit udspil til skattereformen. I dagene omkring offentliggørelsen var planerne om at sænke rentefradraget genstand for en række indslag i TV-Avisen. Allerede den 26. maj klagede en seer, som fandt TV-Avisens fremstilling var manipulerende.

 

Klage over Kontant på DR1 den 27. september 2011. Afgjort den 27. juni 2012. Delvist medhold.

Den 27. september 2011 satte Kontant fokus på byggefirmaet Willa Nordic og dets brug af "delt entreprise". I udsendelsen indgik skjulte optagelser med byggefirmaets danske salgschef. Efterfølgende klagede byggefirmaets advokat over udsendelsen, men redaktionen afviste klagen. Først den 15. december 2011 klagede den danske salgschef over udsendelsen, da han mente kritikken af ham var misvisende og baseret på forkerte oplysninger.

 

Klage over tendentiøse ekspertudsagn i DR2-programmet Europa eller Kaos? Sendt den 27. marts 2012. Afgjort den 18. juni 2012. Medhold.

I Europa eller Kaos? sendt på DR2 den 27. marts 2012 medvirkede blandt andre DR Nyheders økonomiske ekspert. Den 28. marts 2012 klagede en seer, der mente, at DR's økonomiske ekspert politiserede med sine udsagn.

 

Klage over DR-dokumentaren Den græske tragedie: En økonomisk roadmovie fra et fallitbo. Sendt på DR2 den 24. marts 2012. Afgjort den 18. juni 2012. Afvist.

Den 24. marts blev en dokumentarisk "roadmovie" om Grækenlands økonomiske kollaps sendt som en del af et DR2-tema, der behandlede finanskrisens konsekvenser. Den 26. marts klagede en seer med særlig indsigt i Grækenland. Hun mente udsendelsen var unuanceret og gav et unfair billede af den almindelige græker.

 

Klage over vildledning i dr.dk-artiklen, Svulstrisiko ved mobiltelefoner er afkræftet. Afgjort den 18. juni 2012. Afvist.

Den 14. februar dækkede DR en ny undersøgelse fra et svensk universitet. Forskningsresultaterne pegede på, at der ikke kan konstateres en forbindelse mellem mobiltelefoni og forekomsten af tumorarten gliom. Samme dag klagede en bruger, der mente DR's dækning af sagen var både unuanceret og ukorrekt.

 

Klage over vildledning i Kontant: TV i sort den 6. marts 2012. Afgjort den 1. maj 2012. Afvist.

Den 6. marts 2012 behandlede Kontant den svenske tv-udbyder Boxer og den række af problemer, som mange seere har haft med at modtage TV2 siden overgangen fra analogt til digitalt tv den 11. januar 2012. Allerede samme aften sendte en teleanalytiker en lang klage, fordi han mente, at udsendelsen var præget af fejl og flere steder var direkte vildledende.

 

Klage over dokumentation for indslag i P4 Østjylland den 11. december 2012. Afgjort den 13. marts 2012. Delvist medhold.

Den 11. december 2011 bragte P4 Østjylland et indslag om en "superklager" på Samsø. I indslaget medvirkede formanden for teknisk udvalg på Samsø, der mente, at enkelte borgeres krav om aktindsigt var eskaleret. Formanden kom med et eksempel på en bestemt unavngiven "superklager", der havde "skrevet 1.500 klageskrivelser til Samsø Kommune. Samme dag klagede en beboer på Samsø, der mente, at han var den omtalte "superklager".

 

Klage over vulgært sprog i børnenes MGP på DR1 den 28. januar 2012. Afgjort den 5. marts 2012. Afvist.

Den 28. januar 2012 medvirkede en 10-årig pige i børnenes Melodi Grand Prix med sin egen sang: En sidste kærlighedståre. Sangen handler bl.a. om en kæreste, der slår op. Ca. midt i sangen synger hun: "Jeg troede ikke, med mig, du slog op. En dreng og en pige. Nej, skråt op.".

 

Klage over DR2-programmet Eksperimentet: Er voldelige computerspil skadelige for børn? Sendt den 10. januar 2012. Afgjort den 28. februar 2012. Afvist.

Den 10. januar 2012 behandlede DR2-programmet, Eksperimentet, hvordan voldelige computerspil påvirker børn. I udsendelsen satte man bl.a. en gruppe drenge til at spille et voldeligt computerspil, mens en anden gruppe blev sat til at læse en ungdomsbog. Bagefter så man, hvordan de to drengegrupper reagerede forskelligt på synet af voldsomme billeder og hvordan "læsedrengene" var mærkbart mere hjælpsomme.

 

Klage over indslaget "Norge: Voldtægtsbølge" i 21 Søndag den 20. november 2011. Afgjort den 24. februar 2012. Afvist.

Den 20. november 2011 bragte 21 Søndag et indslag om et stigende antal overfaldsvoldtægter i Oslo. Den 21. november anførte en klager, at det var manipulation, at 21 Søndag undlod at nævne, at de fleste mistænkte havde en anden etnisk baggrund end norsk.

 

Klage over striptease i satireprogrammet Langeberg sendt på DR Mama på DR HD den 16. december 2011. Afgjort den 1. februar 2012. Afvist.

Den 16. december 2011 viste DR HD VM-håndboldkampen mellem Danmark og Frankrig. I halvlegen sendte DR Mama på DR HD satireprogrammet Langeberg. Det blev afsluttet med en såkaldt ytringsfrihedspakkekalender, der denne dag bestod en nissepige, der strippede.

 

Klage over skjult reklame i Danmark Kort: Min farmors hus sendt på P1 den 9. december 2011. Afgjort den 1. februar 2012. Medhold.

Den 9. december 2011 handlede Danmark Kort: Min farmors hus om journalistens farmors hus, der var sat til salg, fordi farmoren var kommet på plejehjem. I det knap fem minutter lange indslag kom lytterne med på en rundvisning i huset, der var angivet med præcis adresse og bl.a. blev omtalt som "originalt" og "modernistisk". Derudover var der programmets hjemmeside et billede med adressen gengivet.

 

Klage over "uanstændigt" interview med komikeren Carsten Bang i Aftenshowet den 27. september 2011. Afgjort den 1. februar 2012. Afvist.

Den 27. september 2011 blev stand-up-komikeren Carsten Bang interviewet i Aftenshowet. Anledningen var undren over, at Carsten Bang i et nyt show bl.a. behandlede massakren på Utøya - blot to måneder efter tragedien fandt sted.

 

Klage over bias i satireprogrammet Lige efter Deadline sendt på DR2 den 14. september 2011. Afgjort den 1. februar 2012. Afvist.

Den 14. september fremgik det af slutbilledet i Deadline på DR2, at studiet var fyldt med røde balloner, der skulle indgå i det efterfølgende politiske satireprogram Lige efter Deadline. Den 15. september 2011 klagede en seer, der mente, at overgangen mellem de to programmer var uklar og grænsede til venstreorienteret propaganda.

 

Klage over manipulation af indslag fra TV2/Lorry i Go' Morgen P3 den 5. januar 2012. Afgjort den 26. januar 2012. Afvist.

Den 5. januar 2012 bragte Go' Morgen P3 lydsiden af et indslag fra TV2/Lorry som et eksempel på, hvor dårligt journalister kan behandle deres kilder. Indslaget omtalte en handicapbilist, der forgæves forsøgte at parkere sin bil. Benny Hill-temaet var tilsat som underlægningsmusik. P3-værterne mente, at underlægningsmusikken fik handicapbilisten til at fremstå ufrivilligt komisk og konkluderede deraf, at TV2/Lorry i det pågældende tilfælde behandlede den medvirkende dårligt.

 

Klage over manglende hensyn til børn i Broen, sendt på DR1 den 23. november 2011 kl. 20.00. Afgørelse den 19. december 2011. Afvist.

Da DR den 23. november sendte det 9. afsnit af Broen på DR1 kl. 20.00, blev der ikke advaret om, at afsnittet var uegnet for børn. I afsnittet så man bl.a., hvordan den ene hovedpersons kone samt børn blev kidnappet af morderen og låst inde i en hytte efter at moren havde fået stukket en afsikret håndgranat i hånden.

 

Klage over programmet Gør ikke dette hjemme, sendt på DR2 den 14. oktober 2011. Afgjort den 15. december 2011. Afvist.

Den 14. oktober kl. 23.00 bragte DR2 det norske underholdningsprogram, Gør ikke dette hjemme. Præmissen for programmet er, at de to værter foretager alle de ting indendørs, som alle forskrifter siger, man bør holde sig langt fra. I netop denne episode af programmet eksperimenterede de to værter med at grille indendørs og siger på et tidspunkt, at der "… ikke er grund til, at det skal være farligt at grille indenfor."

 

Klage over DR's dækning omkring tiåret for terrorangrebet den 11. september 2001. Afgørelse den 15. december 2011. Afvist.

Den 4. oktober 2011 klagede en seer over, at DR's dækning af tiåret for terrorangrebet den 11. september 2001 var i strid med DR's public-service forpligtelser. Klager mente bl.a., at DR udokumenteret påstod at det var "…Osama bin Laden og hans terror-netværket al-Qaeda, som stod bag angrebet...".

 

Klage over 21 Søndag den 25. september 2011. Afgjort den 9. december 2011. Delvis kritik.

Den 25. september bragte 21 Søndag et længere indslag om blødermedicinen NovoSeven. Af indslaget fremgik det bl.a., at forholdene omkring den såkaldte "off-label"-brug af NovoSeven havde ført til kritik og at de amerikanske myndigheder tidligere havde indgivet et søgsmål mod Novo Nordisk. Sagen var endt med et forlig. I indslaget medvirkede også overlæge Steffen Thirstrup fra lægemiddelstyrelsen. Han udtalte til 21 Søndag, at der muligvis var tale om "den største off-label anvendelse af et lægemiddel, jeg kender til."

 

Klage over Krause på tværs på P1 den 26. september 2011. Afgørelse den 28. november 2011. Afvist.

I Krause på tværs fra den 26. september medvirkede det nyvalgte folketingsmedlem fra Enhedslisten, Finn Sørensen. I udsendelsen stillede Niels Krause-Kjær et spørgsmål, der tog udgangspunkt i en kommentar fra journalist og tidligere konservativ folketingskandidat, Paula Larrain. I kommentaren sammenlignede hun det at stemme på Enhedslisten med at samle en smuk blaffer op, hvorefter 7 tosser dukkede op fra grøften og også ville med.

 

Klage over bias i DR's dækning af yderligtgående gruppe. Afgjort den 1. november 2011. Afvist.

Den 18. august 2011 blev der klaget over DR's dækning af sagen om en gruppe på den yderste venstrefløj, der bl.a. var sigtet for at ville sætte ild til Christiansborg. Klager mente, at DR konsekvent omtalte gruppen som "unge" - hvilket ifølge klager stod i skarp kontrast til DR's dækning af grupperinger på den yderste højrefløj, der altid blev omtalt som "ekstreme" og "radikale".

 

Klage over tendentiøs valgdækning på P4 København den 15. september 2011. Afgjort den 13. oktober 2011. Afvist.

Under folketingsvalget i 2011 fulgte P4 København en familie, som var i tvivl om, hvor de skulle sætte deres kryds. Ved forrige folketingsvalg havde moren i familien stemt på Socialdemokratiet og faren på Venstre. Kl. 15.50 på valgdagen blev moren interviewet om, hvor familien havde sat deres kryds. Hun fortalte, at både hun og hendes mand havde besluttet at stemme konservativt.

 

Klage over bias i radiofeaturen Til Våben sendt på P1 den 31. august 2011. Afgjort den 13. oktober 2011. Afvist.

Den 31. august bragte P1 radiofeaturen Til Våben. Featuren handlede om den yderste højrefløj i Danmark. Ingen af de medvirkende blev præsenteret undervejs i programmet - først i afmeldingen blev navnene oplyst.

 

Klage over indslag i P1Morgen den 3. august 2011. Afgjort den 13.oktober 2011. Delvist medhold.

Den 3. august 2011 bragte P1 Morgen et indslag om terrorangrebet den 11. september 2001. Indslaget omhandlede en ny hjemmeside, der havde til formål at modgå den såkaldte Sandhedsbevægelse, der i Danmark bl.a. repræsenteres af siden www.i11time.dk En af stifterne af den nye side påstod i programmet, at folkene bag hjemmesiden www.i11time.dk var antisemitiske og benyttede phishing.

 

Klage over bias i P1-programmet Alle Tiders Historie sendt den 29. maj 2011. Afgjort den 3. oktober 2011. Delvist medhold.

P1-programmet Alle Tiders Historie indeholdt den 29. maj et indslag om koldkrigsdebatten - bl.a. med reference til et debatmøde arrangeret af CEPOS. I indslaget sagde værten, Christoffer Emil Bruun bl.a. "I CEPOS og i den borgerlige presse kæmper man for at få revanche med løsrevne citater og ret til at fælde dom over fortiden ". Den 16. juni klagede en historiker, som selv var aktiv deltager i denne debat. Han mente, at indslaget var stærkt tendentiøst.

 

Klage over favorisering af Apple-produkter i DR2-programmet So Ein Ding. Afgjort den 26. september 2011. Afvist.

Den 18. maj 2011 klagede en seer over at hans kommentarer flere gange var blevet bortcensureret fra So Ein Dings debatfora og at programmet generelt favoriserede Apple-produkter - både når det kom til udvælgelsen af anmeldte gadgets og i selve produktomtalen.

 

Klage over manglende omtale af Helle Thorning-Schmidts skattefradrag. Afgjort den 16. september 2011. Afvist.

Den 7. september 2011 kl. 22.00 bragte www.bt.dk en historie om, at Helle Thorning-Schmidt gennem en årrække havde haft et uberettiget højt skattefradrag. DR valgte ikke at dække historien før sidst på formiddagen den 8. september 2011.

 

Klage over at en minister sidder i panelet i P3-programmet, Mads og Monopolet. Afgjort den 13. september 2011. Afvist.

Den 4. juli 2011 klagede en lytter over, at daværende integrations- og udviklingsminister Søren Pind sad i panelet i P3-programmet, Mads og Monopolet. Lytteren mente, at programmet agerede "nyttigt værktøj" for politikeren og at det var særligt problematisk, fordi vi var midt i en valgkamp.

 

Klage over artiklen "For få fyraftensøl giver dårlig trivsel" på dr.dk den 2. august 2011. Afgjort den 30. august 2011. Afvist.

Den 2. august bragte DR artiklen "For få fyraftensøl giver dårlig trivsel" på dr.dk. Artiklen var en gengivelse af en artikel med samme overskrift fra Avisen.dk. Baggrunden var en undersøgelse, der viste, at det svækker klimaet på arbejdspladsen, at danskerne kun sjældent deltager i sociale aktiviteter udenfor arbejdstiden.

 

Klage over krimiserien Maria Wern: Stum sidder Guden på DR1 søndag den 22. og 29. maj kl. 20.00. Afgjort den 25. august 2011. Delvist medhold.

Kl. 20.00 søndag den 22. og 29. maj sendte DR1 krimiserien Maria Wern: Stum sidder Guden. Den 30. maj klagede en seer til DR, da hun mente serien havde været alt for voldelig og uhyggelig til at blive sendt på DR1 en søndag aften kl. 20.00.

 

Klage over Hammerslag på DR1 den 17. maj 2011. Afgjort den 23. august 2011. Delvist medhold.

I Hammerslag den 17. maj 2011 blev en ejendom i Rungsted vurderet. Forud for gættekonkurrencen fik sælgers ejendomsmægler mulighed for at komme med et par oplysninger om boligsalget. Her sagde mægleren bl.a., at boligen var solgt på 7 måneder og der havde været et prisnedslag på 675.000 kr..

 

Klage over brugen af ordet "grænsebomme" i DR's dækning af grænsekontrollen. Afgjort den 23. august 2011. Afvist.

Den 8. juli 2011 henvendte en bruger sig til DR og bad om en opgørelse over, hvor mange gange DR indenfor den seneste måned fejlagtigt havde benyttet ordet "grænsebomme" om regeringens grænsekontrol.

 

Klage over indslag i 21 Søndag den 14. november 2010. Afgjort den 23. august 2011. Delvist medhold.

21 Søndag bragte den 14. november 2010 et længere kritisk indslag om privatklinikkers undersøgelser for brystkræft. I præsentationen af programmet på dr.dk lød overskriften: "Læger vildleder kræftsyge kvinder". Den 4. februar 2011 klagede en af de omtalte læger over indslaget. Hun påtalte bl.a., at hun var blevet "frataget muligheden for at svare på de voldsomme, ærekrænkende beskyldninger."

 

Klage over indslag i 21 Søndag den 14. november 2010. Afgjort den 23. august 2011. Delvist medhold.

21 Søndag bragte den 14. november 2010 et længere kritisk indslag om privatklinikkers undersøgelser for brystkræft. I præsentationen af programmet på dr.dk lød overskriften: "Læger vildleder kræftsyge kvinder".

 

Klage over indslag i TV-Avisen 18.30 den 11. juli 2011. Afgjort den 17. august 2011. Afvist.

Den 11. juli 2011 bragt TV-Avisen 18.30 indslaget Downs syndrom: De fleste vælger abort. I indslaget medvirkede bl.a. en mor til et barn med Downs syndrom. Moderen brugte i beskrivelsen af dilemmaerne ord som "holocaust" og senere i indslaget "etnisk udrensning".

 

Klage over P1 programmet Detektor fra den 9.marts, 16. marts og 13. april 2011. Afgjort den 22. juni 2011. Afvist.

Den 9. marts medvirkede klager i Detektor. Her stillede han spørgsmålstegn ved den officielle forklaring på sammenstyrtningen af tre bygninger i World Trade Center den 11. september 2001. Den 16. marts handlede Detektor igen om samme sag. Her medvirkede to andre eksperter, der var uenige i klagers alternative forklaring på sammenstyrtningerne.

 

Klage over indslaget "Besættelse: Søminedepotet ryddet" i TV-Avisen kl. 21.00 den 23. maj 2011. Afgjort den 14. juni 2011. Delvist medhold.

Den 23. maj bragte TV-Avisen kl. 21.00 et kort indslag om rydningen af Søminedepotet, som et par dage forinden var blevet besat af op mod 800 personer. Af speaken i indslaget fremgik det, at Søminedepotet, samme dag, var blevet "ryddet for 800 aktivister" og at besættelsen "har medført store skader."

 

Klage over Viden Om på DR2 den 12. april 2011. Afgjort den 11. juni. Afvist.

Den 12. april 2011 bragte programmet Viden Om en udsendelse med titlen: Horoskoper, fup eller fakta? Det handlede om horoskoper og om hvorvidt astrologi er videnskabeligt funderet.

 

Klage over indslag i Deadline på DR2 den 11. april 2011. Afgjort den 17. maj 2011. Afvist.

Den 11. april bragt Deadline et indslag om problemerne med at diagnosticere op mod 300.000 syge danskere. I indslaget medvirkede bl.a. overlæge Per Fink, der mente, at der var tale om såkaldte funktionelle lidelser.

 

Klage over skjult reklame i Magasinet Penge den 15. februar 2011. Afgjort den 8. maj 2011. Delvist medhold.

Den 15. februar 2011 handlede Magasinet Penge om hvorledes de såkaldte bruttolønsordninger er opbygget. Som et gennemgående eksempel anvendte udsendelsen en virksomhed, der havde mange forretninger i kraft af multimedieskatten og bruttolønsordningen. Den 17. februar klagede en seer over, at der var tale om skjult reklame.

 

Om redaktøren

Lytternes og seernes redaktør bliver ofte beskrevet som en 'brugernes ambassadør', som 'DR's interne ombudsmand' eller som 'DR's vagthund'. Jobbet varetages af Jacob Mollerup, der er ansat af DR's bestyrelse og således arbejder uafhængigt af DR's daglige ledelse. Kontakt redaktøren på jmol@dr.dk.

 

Procedure ved klager

Hvordan kan man klage, hvornår er det en kommentar, og hvornår er det en klage? Hvad sker der, efter klagen er sendt? Få svar på syv typiske spørgsmål om proceduren for at klage.

 

Jacob Mollerup giver sin vurdering af DR's rolle i historien om Uffe Elbæk

Sagen, der kostede Uffe Elbæk jobbet som Kulturminister, begyndte med en historie i TV Avisen en fredag aften. Fem dage senere trak Uffe Elbæk sig som minister. Hør, hvad DR's lytter- og seerredaktør mener om DR's rolle i forløbet i DR Indefra d. 20. december 2012.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > Lytternes og seernes redaktør > Ankesager

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.