Brug for varefakta om tv

Diskussion blusser op med jævne mellemrum: Snydes seerne (eller biografgængerne) af visse tv-udsendelser eller dokumentarfilm?  Hvor ofte er der reelt tale om rekonstruktioner eller manipulationer - selvom det for seerne præsenteres som den rene og skinbarlige virkelighed? De mange diskussioner viser et klart behov for bedre information om, hvordan tv-udsendelser og dokumentarfilm er lavet.

Selvfølgelig må enhver udsendelse selv sætte seerne i stand til at vurdere, hvad de ser - men der er ofte brug for at supplere det ved at offentliggøre en etisk varedeklaration. Min pointe er simpel: I stedet for at ende med firkantede regler, der forbyder dette og hint på tværs af programtyper, er det meget bedre, at tv-producenterne presses til at lægge kortene på bordet og "deklarere", hvilke trick de har brugt.

Over det sidste års tid har der i alt været en snes danske eksempler, hvor virkemidler og klip i dokumentarfilm, spillefilm, magasiner og nyhedsindslag har været til diskussion. Men også her medio maj raser debatten med tre aktuelle eksempler: En fodboldfilm, DR1s Sporløs og TV2s Liebhaverne.

Fodboldfilmen Og det var Danmark  (der p.t. kan ses i biograferne) har skabt debat, fordi der i filmen er byttet lidt om på rækkefølgen i par af de store nationale fodboldminder - de kampe for et par årtier siden, hvor Danmark slog verdens bedste på stribe. En Uruguay-scoring er f.eks. klippet ind for tidligt. Og et brændt hollandsk straffespark kommer lidt senere end i virke-ligheden. Og hvorfor? Jo, for at give et bedre flow og mere dramatiske overgange.
Er det snyd og bedrag? Ja, strengt taget. Omvendt kan filmens genre siges at være en formil-dende omstændighed: Det var jo mest et stemningsbillede og et nostalgisk tilbageblik på de store øjeblikke - ikke en præcis fodboldhistorisk gennemgang. At der i nogle af filmens tusindvis af klip var unøjagtigheder i kronologien, var ikke noget stort bedrag. Men den falske historie, om at holdet (før Piontek-disciplinen tog over) drak champagne efter et nederlag, kan nu gøre mig sur. Det var en forkert og pinlig påstand.
Men selvom de andre "fejl" kan siges at være i den mere uskyldige ende, så havde det nu været mere betryggende og rimeligt, hvis man som nysgerrig seer - eller som kritiker og ekspert - selv kunne tage stilling til, om metoden nu var i orden.

Jeg går ud fra, at folkene bag filmen har siddet og overvejet og diskuteret det, i hvert af de til-fælde, hvor fremstillingen ikke er fuldt historisk korrekt. Jeg synes, man i alle dokumentarfilm og alle fakta-udsendelser skal gøre det til et princip at deklarere sin etik og sin metode. "Varefakta" er kendt i mange andre brancher. Metoden kan også fint bruges her. Vi må have "E-numrene" på bordet: Er denne udsendelse fakta og kun fakta? Er der brugt "tilsætningsstoffer". Er der brugt rekonstruktioner? Er kronologien holdt? Hvilke principper er dette baseret på?

Nogle af disse oplysninger fremgår allerede af selve programmet, af foromtaler, rulletekster osv. Men der er brug for at udbygge det og stille større krav til det. Jeg tror sådanne krav til "varefakta" - hvis de gennemføres velovervejet og gøres praktisk overkommelige - kan have to gode virkninger: Dels kan det få tv- og filmmagere til at tænke sig om en ekstra gang, før de bru-ger de smarte metoder. Og dels kan det (forhåbentligt) give de kritiske seere et realistisk indblik i, hvordan der arbejdes.

Et andet eksempel fra den aktuelle debat er TV2s Liebhaverne. Er det i orden, at programmet har brugt en "køber", der nu offentligt udtaler, at han slet ikke var interesseret i at købe det pågæl-dende hus? Jeg kender ikke programmet særlig godt, men også her lyder det som om, at en ærlig "varedeklaration" kunne være en god idé.

Tag også et program som Sporløs. Forleden skrev journalisten Karen Thisted i Ekstra Bladet om programmet:
"Det har intet med et dokumentarprogram at gøre, for det er ren arrangeret pop, hvor vi bildes ind, at programmets vært, Lillian Gjerulf, er en fantastisk detektiv, der legende let finder menne-sker, ingen har kunnet opsnuse, i øde egne. Og disse mennesker går glade med til straks at åbne døren og fortælle Lillian og seerne om deres mest intime liv og hemmeligheder."
Det fik straks DR1s kanalchef Ulla Pors til at gå i forsvarsposition:
"Programmerne er en korrekt journalistisk fremstilling af, hvordan man finder frem til de søgte personer", skrev hun til bladet.
Jeg tror ikke på, at alt det, vi ser i Sporløs, er 100 procent autentisk. Der indgår utvivlsomt scener, som er arrangeret og aftalt på forhånd. Og redaktionen bag programmet har sikkert hjemmefra lavet en stor del af søgearbejdet og sikret sig, at de "sporløst" forsvundne nu også er at antræffe på optage-egnede tidspunkter.
Det går nok også an et stykke ad vejen. Det helt afgørende er selvfølgelig, at den centrale "gen-forening" er virkelig og ægte. Det står ikke til diskussion. Men kan alle vi, der troligt ser programmet, bære over med, at historien undervejs er fortalt og genfortalt med skyldigt hensyn til at økonomisere med licensmidlerne og forøge den dramatiske effekt?? Mit svar er et "måske" - under visse omstændigheder. Men så må det også være et krav, at man kalder en spade for en spade. Jeg vil anbefale en varedeklaration, der ærligt erkender, hvis der er brugt rekonstruktioner og arrangerede scener. Det bedste er selvfølgelig, at man naturligt oplyser om det undervejs. Men det behøver ikke nødvendigvis stå med en distraherende flammeskrift på skærmen hver gang. Nogle gange kan den praktiske løsning være, at det kort fremgår af rulleteksten og uddybes på f.eks. programmets hjemmeside. Det helt afgørende er, at seernes tillid til programmet ikke misbruges. At der så vidt det overholdet er muligt spilles med åbne kort. Grundreglen må være, at man ikke bruger metoder, som man ikke er rede til at informere seerne om. Det er i praksis en god og simpel lakmusprøve til at vurdere, om et fortælle-teknisk trick er ok eller ej.

Mange af de andre diskussioner om metoder fra det seneste år har været i den hårdere doku-mentar-genre. Jeg synes debattens eksempler har rakt fra alvorlige vildledninger til sager, der er endt med krakilsk pindehuggeri og unfair kritik. Men diskussionen er i alle tilfælde kommet for at blive, fordi medie-udviklingen hele tider giver os nye formater og nye genre-glidninger. Og fordi kravene til velfortalte og spændende historier hele tiden vokser i takt med den skærpede konkur-rence. Det betyder, at der er god grund til at præcisere "kontrakten" med seere og lyttere om-kring det enkelte program. Et bidrag hertil er at lave en ordentlig varedeklaration.