Læs også om sagen på DR Nyhedernes Fejl og Fakta-side
Ballade om en skattesag
04. sep. 2009 13.19 KLUMME. DR har åbenbart ikke forstået, hvor klar en fejl man begik sidste søndag aften, skriver lytternes og seernes redaktør.
Det var usædvanligt fjernsyn, da skatteminister Kristian Jensen i 21 Søndag gik direkte til angreb på DRs fremstilling af en skattesag. Det handlede om magasinets tophistorie, hvorom det først i udsendelsen hed:
"..... det ender som en økonomisk og menneskelig tragedie, som skattevæsenet spiller en ikke uvæsentlig rolle i - se med om lidt,"
Lige efter fulgte en forsikring om udsendelsens kvalitet:
"Velkommen til 21 Søndag - journalistik der stikker lidt dybere - god aften."
Men ministeren var ikke imponeret over DRs fremstilling af sagen om Dennis Mathorne, der nu var truet af en stor skatteregning, fordi en arbejdsgiver havde betalt en dyr - men resultatløs - operation i Kina for hans nu afdøde hustru.
Efter en længere gennemgang af sagen var ministeren med på en live-forbindelse - og studieværten indledte:
"Velkommen til dig, skatteminister Kristian Jensen. Jeg ved jo ikke hvordan en skatteministers hjerte fungerer, men hvad tænker du, når du ser Dennis' og Barbaras historie?"
Ministerens svar kom prompte:
"Jeg tænker jo først og fremmest, at jeg ikke forstår, at DR ikke fortæller, at de ikke skal betale skat. For I har for flere dage siden fået at vide, at SKAT har tænkt sig at bruge den undtagelsesbestemmelse, der gør, at de ikke får en skatteregning på den operation, der nu er blevet givet. Det har I vidst i flere dage. Det har du vidst i eftermiddags - og alligevel fortæller I historien forkert - både kl. 18.30 og nu her."
DR var blevet oplyst
Det fremgik af den øvrige del af interviewet, at DR var blevet oplyst om, at det efter alt at dømme ville ende med en dispensation - men det var uklart, om det reelt var i kraft af, at 21 Søndag havde taget sagen op.
DR modtog en del vrede klager efter indslaget: En seer i Holte var ligefrem ved "at eksplodere af raseri" (men undgik denne skæbne ved at gå væk fra sit tv) og kaldte dækningen "fuldstændig useriøs og tendentiøs". "Et yderst pinligt indslag", lød det fra Randers. "Man narrer os", hed det fra Rønne. "Ren følelsesporno om en 'ikke-sag'", konkluderede en seer fra København N.
Tirsdag eftermiddag kom der så en delvis beklagelse fra DR. For dem der kan finde frem til "Fejl og Fakta"-sitet på dr.dk/nyheder, var der adgang til at læse redaktionschefens forklaring. Hun skrev bl.a.:
"Vi overlod det til ministeren at fortælle om dispensationsmuligheden frem for selv at oplyse om den inden interviewet. Det betød, at spørgsmålet om indslagets rimelighed kom til at fylde lige så meget i interviewet som selve sagen. Det var seerne ikke tjent med ....".
Desværre er beklagelsen utilstrækkelig - både i placering og indhold.
Man vidste i DR, at ministeren ville oplyse, at SKAT var på vej med en dispensation. Derfor var nyhedsindslaget om sagen i TV-Avisen 18.30 samme aften direkte misvisende. Her omtaltes den tragiske sag og det fremstod, som om skattesmækket til enkemanden var en kendsgerning. I nedlægget efter indslaget sagde studieværten:
"Du kan høre hele historien om Barbara Friis Mathorne i magasinet 21 Søndag i aften, hvor du også kan høre skatteminister Kristian Jensen svare på, hvordan det kan være, at den efterladte mand ikke kan slippe for et skattesmæk."
Det er simpelthen ikke rimeligt at gengive det på denne måde, når man godt ved, at en dispensation efter alt at dømme er på vej.
Det duer jo ikke, at man ikke fra starten præsenterede sagen redeligt. Det duer ikke, at oplægget til konfrontationen med ministeren byggede på en forkert præmis. Og det giver direkte bagslag, når man samtidig spiller på hele følelsesregisteret.
Fejl bør korrigeres tydeligt
Fejlskøn sker jo, når der handles. Men når man har skudt ved siden af, må det erkendes. Indslaget 18.30 - som stod alene - var direkte fejlagtigt og burde have været korrigeret. Også forkludringen af indslaget i 21 Søndag burde have været beklaget tydeligere. En delvis beklagelse på en "Fejl og Fakta"-side et par dage efter, er væsentligt bedre end ingenting. Men særligt overbevisende er det nu ikke. Teksten fra "Fejl og Fakta"-siden var også placeret på dr.dk/soendag - men her med denne henvisning:
"Skatteministeren gik i rette med 21 SØNDAG under interviewet om en kræftramt kvinde, der har fået en skatteregning for behandling i udlandet. Men indslaget var helt berettiget - læs baggrunden her."
Når DR stadig slår på, at indslaget var "helt berettiget", illustrerer det, at man desværre ikke har forstået, hvor stor fejlen var. Det er også tankevækkende, at det var bt.dk, der tirsdag kunne referere en DR-chef for, at DR indrømmede fejlen. Det blev aldrig en nyhedshistorie på dr.dk.
Relevante historier druknede i forvirringen
En anden meget ærgerlig ting ved forløbet er, at flere relevante historier druknede i forvirringen. Hvordan kan det dog være, at SKAT ikke tidligere havde gjort opmærksom på dispensationsmuligheden? Hvorfor kom den mulighed først på banen, efter at ministerens spindoktor var gået i gang med at redde sin minister ud af en dårlig sag? Og er der faktisk folk med lignende skatteproblemer, som fortsat rammes - men uden at der gives dispensation? Den generelle model som ministeren flere gange fremhævede - med fælles tilbud på arbejdspladsen og fradrag for lægegodkendt behandling - havde jo næppe været brugbar i den konkrete sag!
Men da DR først havde strammet sit oplæg - og dermed givet ministeren grundlag for at kritisere det - tog det al opmærksomheden. Med seerne som taberne.
21 Søndag har ambitiøse journalistiske mål og en dygtig redaktion. Det lægger ikke op til "på-den-ene-side-på-den-anden-side"-historier. Men det er altså, hvad man nogle gange - sagligt set - ender med, når en historie er gennemresearchet. Når man så alligevel prøver at fortælle den som den hårdtslående sag, man troede man havde, løber det nemt af sporet.
Et andet element i en sag som denne er den intense indsats, som spindoktorer m. fl. udfolder for at få deres minister frelst gennem en svær sag. Alene de slagsmål, som det fører med sig, kan af og til aflede en nok så stærk redaktion fra det væsentlige: At få fortalt den rigtige historie.