Hårde opgør i tv-kulissen

Når DR bringer en kritisk historie, foregår der ofte en intens proces i kulissen. Bølgerne kan gå højt, når journalisterne skal lede efter sandheden - og når det skal sikres, at de kritiserede har mulighed for at forklare sig. Ikke sjældent ender det ligefrem i bitre slagsmål, hvor beskyldningerne fyger gennem luften. Det er i den slags sager, man som angreben part kan klage sin nød til mig - som lytter- og seerredaktør. Eller tage sagen i Pressenævnet. Eller trække DR i retten!
Men man kan også bruge helt andre metoder. Som f.eks. at skyde på budbringeren eller sætte falske rygter i omløb.

Den aktuelle strid
En aktuel strid mellem DSB og DR er et eksempel på lidt af hvert:
Tonen bliver slået an den 2. september. Her affyrer DSBs ledelse en ret usædvanlig bredside mod DR Nyheder. DSBs chefjurist, Peder Nedergaard Nielsen, fører pennen - og med kopi til de to selskabers øverste direktører.
TV-Avisen er i gang med en kritisk historie om de metoder, hvormed DSB i 2007 vandt udbudsrunden om Kystbanen og en toglinje på den svenske side af Øresund. Men DSB mener på forhånd at kunne fastslå, at historien er helt forkert og ligefrem kan være katastrofal for DSB og partnerskabet DSBFirst, der driver Øresundstogene:
"I sidste ende vil en sådan grundløs historie kunne true selskabet", skriver chefjuristen. Fire sider senere fastslår han, at hvis DR bringer den misvisende historie "..... så agter DSB at forfølge sagen gennem alle relevante klageinstanser samt ved domstolene kræve erstatning for lidt tab."
Samtidig med denne juridiske bandbulle videregiver centrale DSB-folk negative historier om den freelance-journalist, som har leveret det fortrolige materiale, der har fået DR til at interessere sig for historien.
DSBs informationsdirektør, Anna Vinding, har til journalisternes fagblad - "Journalisten" - begrundet sin skepsis med, at den pågældende journalist går Arrivas ærinde og at DR således har projektansat en journalist, "... som ikke lever op til DRs Programetik og de etiske retningslinjer for DRs programmer og medarbejdere."
Jeg har bedt DSB om dokumentationen for denne kritik. Det viser sig, at den pågældende selv i fjor har oplyst til DSB, at han i sin freelance-virksomhed har undervist mindre grupper af erhvervsfolk i kommunikation. Og i en mail fra 2007 skriver freelanceren til DSBs adm. dir. Søren Eriksen: "Når du skal lære, hvordan man håndterer pressen med tre sætninger og to telefoner, så er du velkommen til at ringe." Mailen slutter med et forslag om at de to mødes over en kop kaffe."
Jeg synes ikke, at disse udsagn i sig selv diskvalificerer den pågældende som medresearcher på freelancebasis. Man kan nævne det som et potentielt problem, men de fremlagte mails giver ikke grundlag for at erklære en researcher for utroværdig flere år senere.
Samtidig er DSBs udsagn om, at grundløse historier kan føre til lukning af et selskab ganske tankevækkende. Man må da håbe, at denne verdens trafikpolitikere og udbydere ikke alene har mediedækningen som beslutningsgrundlag. 

DR lammet af spin?

Som beskrevet i "Journalisten" førte DSBs kampagne mod historien til et møde med DRs nyhedsledelse, som tog afstand fra DSBs metoder og meddelte, at man fortsatte med at researche historien.
At den kritiske historie ikke blev bragt umiddelbart derefter, fik bladet til at drage denne dramatiske konklusion: "DR lammet af spin".
Helt så galt var det nu ikke fat. Den 1. og 2. december bragte TV-Avisen historier om udbudssagen. I studieværtens oplæg hed det bl.a.:
"Kystbanen nordpå fra København er en klassisk togstrækning for statsejede DSB. Og DSB gik da også rigtigt langt for at vinde, da strækningen røg i udbud i 2007. Så langt faktisk, at både konkurrenter og en professor i udbud, nu åbent anklager DSB for at bruge ufine metode. I følge kritikerne brugte DSB nemlig dine og mine skattekroner til at underbyde konkurrenterne."
Så fulgte et indslag, hvor kritikken kom frem - og derefter havde man meget naturligt inviteret DSBs adm. direktør Søren Eriksen i studiet. Live-interviewet startede med en runde om årsagen til de mange forsinkelser på Kystbanen. Da DSB-chefen ikke ville tage hele skylden for det, gik minutterne med den diskussion. Med det - for seerne - ret utilfredsstillende resultat, at Søren Eriksen aldrig blev spurgt om den helt centrale kritik af udbuddet - netop den sag der havde været på vej i tre måneder!
Seere undrede sig, DSB protesterede og DR har siden erkendt, at det var et ærgerligt forløb af interviewet. For at rette op på det, gav man dagen efter DSB en ny mulighed for at svare på kritikken. Da DSB sagde nej til det, blev dele af selskabets pressemeddelelse citeret i et indslag dagen efter. Det blev her nævnt, at Ankenævnet for Udbud tidligere havde afvist en tilsvarende kritik - men man nævnte ikke DSBs kritik af, at tallene i indslaget ikke kunne sammenlignes.
DSB har i øvrigt efter indslagene oplyst, at der ikke var noget i det sendte, der aktualiserede september-truslen om sagsanlæg.

De intense opgør
Om der kommer flere indslag ved jeg ikke i skrivende stund. Og jeg har p.t. ingen ankesag til behandling. Når jeg omtaler forløbet her, er det fordi, det er et godt eksempel på de intense opgør i kulissen, som ofte finder steder før og efter kritiske indslag og udsendelser.
At der er sådanne intense diskussioner, er selvfølgelig et vilkår for kritisk journalistik og bør ikke være nogen hemmelighed.
Men det kan være en hård nød at knække for de bedste reportere og redaktioner, når professionelle kommunikationsfolk prøver at påvirke processen - eller går over til forsøg på benspænd.
Der er ingen nemme smutveje eller standardløsninger. I sidste ende står og falder det hele med, om historien er stærk nok og fortælles redeligt.
Der er i disse år en tendens til en optrapning af konflikterne. Medier som DR arbejder med skarpere vinkling og frækkere metoder. Og de angrebne har ofte oprustet på mediesiden og svarer igen - bl.a. med angreb på mediets troværdighed. Dermed bliver opgørene i kulissen også mere tidkrævende og kører oftere op i en spids.
I hver sag er sandheden som bekendt konkret og generelt håndterer DR disse uundgåelige konflikter rimeligt og professionelt. Men det er vigtigt at huske, at den vigtigste part i disse opgør er lytterne og seerne. Det er dem, vi skylder kritisk og redelig journalistik.
Det kan selvfølgelig være nødvendigt for alle parter at svare klart igen på utilstedelige beskyldninger. Men i en sag som den omtalte ville det nu være godt, hvis DRs journalister kunne koncentrere sig mere om at lave de relevante og kritiske historier. Hvis DSB og alle deres partnere så sikrer tog til tiden, bliver det måske jul alligevel.