Hurtige nyheder kræver etisk ballast
28. jan. 2010 16.52 Den kom imponerende hurtigt. Allerede kl. 11.55 den 27. januar var nyheden ude over DR's sms-tjeneste:
"DR: En sagsbehandler er blevet stukket ihjel uden for Holstebro Jobcenter af en klient - en 28-årig somalier".
Samme formuleringer blev brugt i den første version på dr.dk.
Det fik hurtigt et par brugere til at reagere: Hvorfra ved DR, at den 28-årige er skyldig? Og er det vigtigt for sagen, at han er somalier?
Set i bakspejlet er svarene enkle. DR kunne selvfølgelig ikke vide, om den 28-årige var skyldig. Da manden ikke er dømt, er det en alvorlig fejl at omtale ham som morder.
Og DR kunne heller ikke vide, om mandens nationalitet direkte havde noget med sagen at gøre. Og det skal den faktisk have - i følge regler for "God presseskik" - for at et medie må nævne den:
"Det bør undgås at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisationsforhold, med mindre dette direkte har med sagen at gøre."
Men hvorfor nu gå i rette med en enkelt formulering i en lynhurtig nyhedsformidling? Der er jo tale om fejl, som alle kunne begå, når tidspresset er så voldsomt.
Ja, indlysende. Men netop derfor er der grund til at diskutere det bagefter: Når man skal kunne reagere lynhurtigt - og ikke kan nå at tænke tingene grundigt igennem - er det ekstra vigtigt, at der er en række ting, der ligger i rygraden.
Det med skyldsspørgsmålet burde der normalt ikke være grund til at tærske langhalm på. Her burde princippet være klart. Men når det handler om omtale af nationalitet, etnicitet og religion er sagen imidlertid alt andet end klar. Ganske vist fastslår de etiske regler meget tydeligt, at etnicitet mv. kun bør omtales, hvis det har direkte betydning for sagen.
Men det er lige så klart, at tolkningen heraf ofte går lige durk ned gennem en af de store uenigheder i det danske samfund.
En fløj vil f.eks. hævde, at den somaliske baggrund netop har direkte betydning for en sådan sag. At sagens kerne netop er, at den mistænkte kommer fra denne utilpassede befolkningsgruppe med særlig høj kriminalitet og tradition for voldsanvendelse.
En anden fløj vil så med samme styrke hævde, at det er en helt urimelig generalisering og en stigmatisering af en gruppe i samfundet. De vil tale om diskriminering og henvise til tragiske historiske eksempler på fjendtlig omtale og forfølgelse af folk p.gr.a. netop deres nationalitet, etnicitet eller religion.
DR's redaktionelle beslutninger i sådanne sager er mildt sagt ikke enkle. Og har aldrig været det:
Bare et enkelt - vigtigt - eksempel fra nyere pressehistorie:
Det er snart 20 år siden, at Pressenævnet blev lovfæstet i sin nuværende udgave. Den enkeltsag, der i nævnets historie har skabt størst strid, var den såkaldte somalier-sag. I 2002 gav nævnet Jyllands-Posten en næse for en retsreportage, der havde haft overskriften: "Tre somaliske søskende fik fængselsdomme i voldtægtssag".
Med tre stemmer mod en fastslog nævnet:
"Vi finder uanset den offentlige debat om kriminalitet, der begås af flygtninge og indvandrere, at det i den konkrete sag ikke har nogen relevans at nævne de to søstres nationalitet."
De tre bag denne afgørelse var højesteretsdommer Jørgen Nørgaard, DR-programchef Finn Rowold og journalist Kaare R. Skou.
Næsen til Jyllands-Posten førte til en meget ophidset debat. En række medier støttede Jyllands-Posten og beskrev afgørelsen som et angreb på ytringsfriheden. Og helt usædvanligt gik statsministeren - Anders Fogh Rasmussen (V) - til direkte angreb på afgørelsen. På sit ugentlige pressemøde sagde han:
"Det vil have meget vidtgående konsekvenser for ytringsfriheden, hvis det er sådan, at man i den politiske korrektheds navn er afskrevet fra at beskrive de implicerede personers nationale eller etniske baggrund. For at sige det lige ud: Jeg synes, at nævnet er tippet helt ud over kanten."
På et efterfølgende plenarmøde i Pressenævnet fortsatte diskussion - og stadig med stor uenighed om, hvor grænsen skulle trækkes.
Med andre ord: Det er ikke nemt, når den slags problemer - uden varsel - kræver konkrete beslutninger. Der er selvsagt ingen enkle opskrifter, men her er fire punkter til overvejelse:
1. Vær tilbageholdende. Overvej seriøst om det er relevant.
Man skal på redaktionen vurdere om nationalitet, etnicitet osv. "direkte" har med sagen at gøre. At foretage denne vurdering seriøst vil typisk kræve mere viden, end den som fremgår af de første nyhedstelegrammer eller den første hurtige melding fra politiet. Derfor er der grund til - lige på dette punkt - at opgive at være først med oplysningen. Og i den første nyheds-sms hører oplysningen normalt ikke hjemme.
I den endelig afvejning må inddrages det andet hensyn, der direkte fremhæves i regler om "God presseskik".
"Sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt".
2. Vær særlig varsom med vinklingen.
Det er ikke nok at beslutte sig for, om man overhovedet omtaler en mistænkts etnicitet, nationalitet eller religion. Man må også gøre sig præcise overvejelser om vinklingen. Der skal typisk ganske meget til, før det er relevant at gøre det til hovedvinkel. Men ofte kan der være tale om en oplysning, som det er relevant at nævne som baggrund - og f.eks. som led i forklaringen på reaktioner i lokalsamfundet, efterlysning af vidner eller omtale af politiets teorier. Og hermed altså som et led i at lave en så præcis nyhedsformidling som muligt.
3. Tjek praksis med jævne mellemrum - har DR dobbelte standarder?
Det er et område, hvor det - uagtet alle gode intentioner - kan være svært at vurdere de enkelte tilfælde. Derfor vil det - også her - været nyttigt med mellemrum at tjekke sin egen praksis. Hvor mange gange over det seneste par år har DR faktisk omtalt etnicitet, nationalitet eller religion i kriminalsager? Er omfanget heraf rimeligt i forhold til begrundelserne for at gøre det - og i forhold til de afsagte domme og den samlede kriminalitetsstatistik? Giver en sådan gennemgang anledning til at justere kurs eller procedurer?
4. Forklar dilemmaet - omtal konflikten.
Uanset hvilken beslutning der tages i sådanne sager, vil de ofte give efterfølgende debat med seere og lyttere. Derfor er der brug for at være så åben som mulig om dilemmaet - at diskutere det offentligt, at forklare trufne valg osv.
Nemt er det ikke. Men den redaktion, der med omtanke tager dette ansvar på sig - og som efterfølgende kan argumentere sagligt for sine beslutninger - skal også have muligheden for at udøve det konkrete skøn.