Ny rapport: Skæv debat om medieregulering
02. feb. 2012 12.36 Pressemeddelelse
Opdat.: 02. feb. 2012 14.59I Danmark og mange andre lande raser der i disse måneder en intens debat om regulering af medier. Herhjemme har det især handlet om en styrkelse af Pressenævnet. Det har fået mange redaktører til at udtale bekymring for ytringsfriheden, men bekymringen er grundløs, mener Jacob Mollerup, der er lytternes og seernes redaktør i DR.
Lytter- og seerredaktøren præsenterede torsdag sin seneste halvårsrapport for DRs bestyrelse. Den handler blandt andet om alt det, et medie som DR selv kan og skal gøre for at behandle klager seriøst og selv lægge en forsvarlig etisk kurs.
"Er man bekymret for øget medieregulering, er det bedste, man kan gøre at feje for egen dør. Man skal gøre, hvad man kan for selv at løse sagerne, før de ender med en næse fra Pressenævnet. Det er netop et af formålene med DRs eget ankesystem, hvor man kan klage videre til lytter- og seerredaktøren," forklarer Jacob Mollerup. Han mener, at den danske debat om Pressenævnet er kørt af sporet.
Svært at se det krænker
"Vi taler om, at sager om medieetik behandles i et seriøst og selvstændigt nævn, og at nævnets kendelse derefter skal offentliggøres af mediet. Det er svært at se, hvordan det kan krænke ytringsfriheden. Vi har et godt og seriøst pressenævn i Danmark. At deres kendelser skal offentliggøres er i sidste ende kun med til at styrke frie medier. Glem gerne forslaget om bøder.
Men det vil altså kun have en positiv effekt, hvis nævnet gav flere klageadgang, lavede klarere kendelser og forlangte dem offentliggjort på en mere fremtrædende plads", siger Jacob Mollerup.
Har behandlet 35 ankesager
Han har i 2011 behandlet 35 ankesager. Med en undtagelse blev hans indstilling fulgt i alle sager. I 11 af sagerne fik klagerne helt eller delvist medhold - med deraf følgende rettelser og beklagelser. Til sammenligning fik DR fem "næser" i Pressenævnet.
"Når det fungerer bedst, er DRs eget ankesystem med til at løse sager, før de ender i Pressenævnet. Men meget kan blive bedre. En tydeligere offentliggørelse af erkendte fejl er en af de ting, DR kan gøre for at reducere antallet af "næser"", konstaterer Jacob Mollerup.
Redaktørberetningen rummer en status for tolv anbefalinger, som lytter- og seerredaktøren de seneste år har givet DRs ledelse vedrørende arbejdet med åbenhed, dialog, klagebehandling, fejlretning og programetik.
En klar positiv udvikling
"Samlet viser gennemgangen, at der for seks af de tolv anbefalinger er tale om en klar positiv udvikling. De fremsatte forslag er i hovedsagen realiseret, og på yderligere tre områder er anbefalingerne gjort til klare mål for DR med dertil hørende ressourcer. Så alt i alt har der været lydhørhed", siger Jacob Mollerup.
Blandt de mange uløste problemer peger han især på behovet for mere effektiv behandling af større klagesager og for klarere rettelser af fejl.
Den samlede rapport for 2. halvår 2011 kan læses på www.dr.dk/publikationer.
Emnet er også behandlet i rapporten fra 1. halvår 2011, som findes her.