Korrektioner manglede
02. nov. 2011 14.31 KlummeUd af 15 ankesager i de sidste tre måneder har lytter- og seerredaktøren givet klageren helt eller delvist medhold i de seks. Et gennemgående træk var, at den relevante rettelse enten var lavet som en halvkvædet vise - eller slet ikke var blevet lavet.
Det var alle sager om redaktionelt indhold og programetik - og sager hvor klageren var utilfreds med redaktionens afvisning. Efter at have gennemgået uenigheden har lytter- og seerredaktøren i hvert tilfælde lavet en indstilling til generaldirektøren. Disse indstillinger følges normalt.
To af sagerne beskrev jeg i klummen - Kritiserede lægers forsvar blev udeladt.
I en anden sag havde programmet Hammerslag undladt at rette en forkert udbudspris. Da det blev indstillet, at det skulle rettes i forbindelse med en genudsendelse, besluttede redaktionen at afsnittet slet ikke ville blive vist igen. Lidt ærgerligt synes jeg - så alvorlig var fejlen faktisk ikke. Men måske viser beslutningen snarere noget om, hvor svært nogle redaktioner stadig har det med at rette.
I P1-programmet Alle Tiders Historie var problemet et andet. Her havde programmet bragt et tendentiøst indslag - og selv hurtigt erkendt fejlen. Problemet var blot, at man i et indslag herom skulle høre meget godt efter for at forstå, at det var en beklagelse. Derfor endte den sag med en tydeliggørelse.
I en sag om den endeløse debat om 11. september-teorierne fik en debatdeltager i P1 Morgen sagt så slemme ting om modparten (den såkaldte sandhedsbevægelse) at det faktisk krævede et modsvar. Det havde redaktionen først afvist, men da sagen blev anket endte det med, at de anklagede fik gengivet deres modsvar.
I en sag om hensynet til børn fik DR1 kritik for ikke at have advaret forud for en noget barsk svensk krimi, der blev sendt søndag kl. 20.00. Det var en tilståelsessag. Og netop sådan ender de fleste ankesager faktisk - den ansvarlige redaktør ender typisk med at erklære sig enig i indstillingen.
Alle disse sager - og de ni andre - kan i kort gengivelse læses her. For alle sager gælder det, at konklusionerne er godkendt af DR's ansvarshavende chefredaktør - generaldirektøren.
Flere indstillinger er lige på trapperne - konklusionerne kan løbende følges her på sitet.
Jacob Mollerup