Uvilje mod at erkende fejl førte til to retssager

Det er tre år siden, den blev sendt. Over en halv million så dengang "Når lægen ved bedst" på DR1 en onsdag aften kl. 20.00. Det krævede ikke den store etik-eksamen at se, at her var en dokumentar, der virkelig brugte det hårde skyts. Nogle af DR's dygtigste dokumentarfolk leverede et svidende og massivt angreb på overlæge Jens Benn Sørensen fra Rigshospitalet og hans behandling af patienter med lungehindekræft.

Var det fair? Var det injurier? Hvad påstod programmet egentligt? Havde andre kræftpatienter grund til at være bekymrede?

Næppe var programmet løbet over skærmen, før den debat - og mere til - var i fuld gang. Da det var oplagt, at der ville komme sager ud af udsendelsen, så jeg nærmere på den de følgende dage. Efter en uges research endte jeg med at være meget kritisk. Jeg anbefalede i oktober 2008 DR's ledelse, at man beklagede udsendelsen og at DR erkendte, at den byggede på ".. en række stramninger og overdrivelser". Mens den indstilling blev debatteret heftigt internt i DR, mistede Rigshospitalet og den hårdt kritiserede overlæge imidlertid tålmodigheden og anlagde retssag mod folkene bag programmet. Hospitalet og overlægen mente, at der var tale om injurier og pegede på, at programmet uretmæssigt beskyldte dem for at have givet en række patienter en fejlbehandling og dermed forårsaget unødvendige dødsfald. De mente samtidig, at programmet beskyldte overlægen for at have fremmet sin prestige og privatøkonomi på patienternes bekostning.

Både byretten og landsretten endte med at være enige og dømte folkene bag programmet for injurier. Landsretten dom faldt i juni 2011. Og i sidste uge fik DR så afslag på at indbringe sagen for Højesteret.

Da retssagen blev anlagt, måtte jeg stoppe min behandling af sagen. Men da retten nu har talt, er det på høje tid at diskutere, hvad man kan lære af forløbet. Det er selvsagt dybt problematisk, at DR laver udsendelser med hårde anklager, som ikke kan dokumenteres. Men værre er det næsten, at DR har så svært ved at erkende den slags fejl.

Da Rigshospitalet og den kritiserede overlæge først kommenterede udsendelsen, var DR's reaktion at benægte, at programmet indeholdt de omtalte anklager. DR henviste til, at man jo blot havde videregivet oplevelser fra utrygge og vrede patienter og deres pårørende samt fra anerkendt faglig ekspertise fra flere lande. DR afviste simpelthen, at udsendelsen var en påstand om, at der var sket fejlbehandling - man henviste til, at man blot havde fokuseret på, at Rigshospitalet ikke som standardbehandling havde brugt den Alimta/platin-kemokur, som programmet kaldte "den eneste godkendte medicin" og det eneste ".. man ved virker". I stedet havde Rigshospitalet som standard anvendt en Vinorelbine/platin-kemokur, som programmet betegnede som "forsøgsmedicin".  DR fremhævede tilsvarende, at programmet også blot havde oplyst om den kendsgerning, at den omtalte overlæge havde fået store forskningsbevillinger fra producenten af Vinorelbine - franske Pierre Fabré.

Der var to problemer i denne reaktion fra DR. For det første kunne man ikke bare afvise, at programmet måtte ses som DR's hårde anklage mod overlægen og hospitalet. Sådan må de allerfleste seere have opfattet det - sådan måtte det opfattes. For det andet kunne DR ikke bare afvise, at programmet indeholdt en stribe af stramninger.

Gennemgår man programmets indhold - herunder den gennemgående speak - ender den samlede fremstilling ubestrideligt med at være en alvorlig anklage for fejlbehandling. Hele betoningen, hele klipningen af historierne med de meget syge patienter og hele det gennemgående ordvalg indebærer klart, at der rejses en sådan beskyldning. Samtidig er en stribe formuleringer klare stramninger. Blot to eksempler: Man taler om "godkendt" medicin på en måde, der får gjort det klart suspekt at bruge noget som helst andet. Men man undlader at forklare, at "godkendt" i sammenhængen betyder godkendt til markedsføring. Det er altså ikke i sig selv uforsvarligt at bruge en medicin, der ikke er "godkendt".  Vinorelbine omtales samtidig konsekvent som "forsøgsmedicin" selvom både myndighederne og flere andre fagfolk betegner Vinorelbine/platin som en relevant og fuldt forsvarlig kemokur mod den frygtede lungehindekræft.

Samtidig fremstiller dokumentaren det således, at en personlig forskningsbevilling fra Pierre Fabré må være en forklaring på anvendelsen af "forsøgsmedicinen". Man jagter tilmed den kritiserede læge rundt omkring cykelstativerne for at få hans forklaring på, hvad pengene er brugt til. Men hverken han eller Rigshospitalet vil svare på de spørgsmål, får vi at vide.  Hvad man derimod ikke fortæller er, at Rigshospitalet faktisk skriftligt har oplyst hvad forskningspengene (der administreres af hospitalet) er brugt til. Alene dette forhold ville formentlig have givet DR en stor næse i Pressenævnet, hvis Rigshospitalet havde indbragt sagen.

Det er summen af disse og mange andre stramninger der gør, at udsendelsen ikke kan opfattes som andet end en alvorlig anklage om fejlbehandling.

I dag er det jo nemt nok at være bagklog - sige "hvad sagde jeg" - og nævenyttigt fremture med, at DR selv burde have ryddet op i sagen tilbage i efteråret 2008. Forløbet bekræfter, at det i praksis ofte er svært for en ledelse at beklage noget, man lige har udsendt med piber og trommer. Problemet er bare, at det er nødvendigt, hvis man selv vil administrere sin ytringsfrihed - og ikke vil gøre vurderingen af kritisk journalistik til noget, der flytter fra medierne og Pressenævnet og i stedet gang på gang ender i retssalene. Hvis mediernes selvregulering skal virke, kræver det også ledelser, der tør handle og skære igennem, når dygtige medarbejdere bliver ramt af tunnelsyn. Og det kræver ledelser, der forstår, at man ikke gør sine aktive og udfarende reportere nogen tjeneste ved at bakke dem op i noget, der ikke holder vand. Man skal bestemt ikke hænge sine medarbejdere ud - men derimod som ledelse selv tage ansvaret og få ryddet op i de sager, hvor mediet er gået for langt. 

Jeg ved godt alt dette er nemt at sige - og langt sværere at udføre under tidspres i en kompleks sag. Men bliver vi ikke alle bedre til at håndtere det, er der oplagt risiko for flere sager som "Når lægen ved bedst".

Det er en meget vigtig del af den samlede historie, at der faktisk var afgørende styrker ved dokumentaren. Ikke mindst påviste den (og her var dokumentationen ikke til at skyde igennem) meget overbevisende, at en lang række patienter var blevet dårligt informeret af Rigshospitalet. Det var tilsyneladende denne dårlige information, der gav det klima af mistillid, som dokumentarens patienter taler ud fra. Men det paradoksale er selvsagt, at dokumentaren selv endte med at sprede unødvendig frygt blandt store patientgrupper.

Rigshospitalet havde også en betydelig del af ansvaret for, at sagen kørte af sporet - og kom til at vare så længe. Man havde ikke blot informeret sårbare patienter dårligt. Man afviste også konsekvent at medvirke i udsendelsen ligesom man bagefter valgte ikke at bruge hverken DR's klagesystem eller Pressenævnet. Man gik direkte til et sagsanlæg - hvilket selvsagt ikke gjorde det nemmere at forlige sagen.

Selvom man i dokumentaren gik over stregen, kan dommen i landsretten vanskeligt misbruges til at begrænse kritisk journalistik fremover. Det er jo af mange grunde helt afgørende, at den kritiske journalistik har vide rammer. Også overlæger og sygehuse skal kunne ses i kortene og udfordres på kontant vis, når det gælder dårlig patientinformation, tvivlsomme behandlinger og tætte bånd til medicinalfirmaer. Og medierne skal have mulighed for at skarpvinkle og sætte tingene på spidsen. Det kan man også fortsat - dommen handler i sidste ende blot om, at mediet ikke selv må komme med alvorlige anklager, som man ikke kan dokumentere. Den "begrænsning" har god, kritisk journalistik - heldigvis - alle dage måttet arbejde med.