preload loader
LSR-top
Syg sæddonor - Sædbank undlod at advare
 

Skrevet af: 

 

Send eller anbefal link

Historien om den genbrugte sæddonor

28. sep. 2012 14.31 Klumme

DR bragte i søndags den 23. september en vigtig men tragisk historie om en sæddonor, der havde spredt en sjælden sygdom til mindst ni børn. DR's dækning rummede meget væsentlige nye aspekter af sagen, men man fik ikke fortalt, at en del af historien blev omtalt i de fleste større medier allerede i maj 2011.

Historien fra dengang kan stadig findes på dr.dk. "Sæddonor spredte farlig sygdom", lyder overskriften fra den 31. maj 2011. Videre hedder det:

"En ung mand donerede sædprøver til den danske sædbank Nordic Cryobank fra 2004 til 2006, og frem til 2009 købte danske og udenlandske kvinder sædprøverne. Det, sædbanken og manden ikke vidste, var, at manden led af en sjælden og potentielt farlig, arvelig sygdom, Neurofibromatosis type 1 (NF1). Indtil videre er mindst ni af de børn, der er kommet til verden ved hjælp af hans sæd, født med NF1 - en sygdom, som kan medføre alvorlige handicap i form af svulster, knuder, nedsat syn og deforme knogler."

DR citerede her den fem-spaltede tophistorie, der denne sidste dag i maj 2011 dominerede Morgenavisen Jyllands-Postens forside. Mange andre medier gengav de følgende dage historien, der skabte stor debat om strammere regulering.
I søndags - knap halvandet år senere - lød det sådan her i præsentation af 21 Søndag på DR1:

"Vi kender ham kun som et tal: donor 7042. Han er brugt som far til over 40 børn, lavet på danske fertilitetsklinikker. Nu viser det sig, at han bærer på en alvorlig genetisk sygdom."
Selve indslaget blev introduceret sådan her:

"Vi begynder med en alvorlig sag om en dansk sæddonor. Han er kendt under nummeret 7042, og er brugt som far til mere end 40 børn. Men donoren er syg. I aften kan 21 Søndag dokumentere, at han har videregivet en alvorlig genetisk sygdom til mindst ni børn, og at den sædbank, som solgte donorsæden, undlod at informere myndighederne om mistanken i flere måneder."

"Nu viser det sig ……", lød det i altså i den første præsentation. På intet tidspunkt nævnes det, at historien om den farlige donor ikke er ny. "Nu" er ikke for nylig!
Er det et problem? DR Nyheder synes det tilsyneladende ikke. Efter at Kristeligt Dagblad i tirsdags omtalte sagen har Naja Nielsen, chefen for TV Avisen, sendt avisen et svar, hvor det bl.a. hedder:

"Det nye er, at 21 Søndag efter at have kulegravet hele sagsforløbet, som de første kunne dokumentere, at sædbanken hverken informerede myndigheder eller fertilitetsklinikker før adskillige måneder efter sædbanken selv fik mistanken om, at donoren var bærer af NF1. Det er et alvorligt aspekt, som ikke har fremgået af den dækning af sagsforløbet, som andre medier har leveret indtil nu. Et sagsforløb 21Søndag så valgte at kulegrave, og med et resultat der - ifølge Sundhedsstyrelsen - har vist et nyt og alvorligt forløb. Denne opsigtsvækkende historie har ikke været fortalt før. Og den mente vi, at det var vigtigt at fortælle."

Så vidt DR's forsvar for lanceringen. Den rummer flere sandheder og en enkelt fortrængning. Det er sandt, at DR føjede helt afgørende nyt til historien. Den blev også fortalt virkelig godt. Fremragende og seriøst arbejde! Men tilbage står, at de allerfleste seere måtte tro, at de hørte en historie, der var helt ny. Det var den altså ikke.

Afgørende nyt i DR-historien er ikke mindst påvisningen af, at sædbanken længe undlod at videregive mistanken om donoren. Samtidig er man kommet langt videre med hensyn til at påvise, hvor mange sygdommen er spredt til. De ni der blev nævnt sidste år omfattede også flere tilfælde, hvor donorens sæd var brugt i hhv. Belgien og USA. Nu viser det sig, at der er ni tilfælde alene efter behandlinger i Danmark. Nu ved vi, at alene de danske behandlinger med sæd fra donor 7042 har ført til mindst 43 børn - med mødre fra Danmark, Sverige og Norge.
Og sagen udvikler sig stadig.

Men på trods af alt hvad DR's undersøgende journalister føjede til historien af vigtigt nyt, havde det altså været mere reelt og mere forståeligt for seerne, hvis man undervejs havde nævnt forhistorien. Det behøver ikke være så svært. Indslagene havde været helt relevante og medrivende alligevel. Den nye historie var netop så god, at den sagtens kunne have klaret sig selv.

 

Om redaktøren

Lytternes og seernes redaktør bliver ofte beskrevet som en 'brugernes ambassadør', som 'DR's interne ombudsmand' eller som 'DR's vagthund'. Jobbet varetages af Jacob Mollerup, der er ansat af DR's bestyrelse og således arbejder uafhængigt af DR's daglige ledelse. Kontakt redaktøren på jmol@dr.dk.

 

Procedure ved klager

Hvordan kan man klage, hvornår er det en kommentar, og hvornår er det en klage? Hvad sker der, efter klagen er sendt? Få svar på syv typiske spørgsmål om proceduren for at klage.

 

Jacob Mollerup giver sin vurdering af DR's rolle i historien om Uffe Elbæk

Sagen, der kostede Uffe Elbæk jobbet som Kulturminister, begyndte med en historie i TV Avisen en fredag aften. Fem dage senere trak Uffe Elbæk sig som minister. Hør, hvad DR's lytter- og seerredaktør mener om DR's rolle i forløbet i DR Indefra d. 20. december 2012.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > Lytternes og seernes redaktør > Klummer

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.