preload loader
LSR-top
Jimmy Savile blev slået til ridder for sit velgørende arbejde.

© Scanpix

 

Skrevet af: Jacob Mollerup

 

Send eller anbefal link

Jim Savile-sagen: BBC’s etik i krise

23. okt. 2012 15.13 Klumme

"Det er den værste krise, jeg kan huske i mine næsten 50 år i BBC ", sagde den legendariske udenrigskorrespondent John Simpson i går - til BBC.

Det er måske noget af en overdrivelse - men en stor krise er det. Den handler om afsløringen af BBC's meget populære - og nu afdøde - tv-vært Jim Savile. Stribevis af ofre er i år trådt frem og har aflagt vidnesbyrd om Jim Savile som aktiv pædofil.  Der blev aldrig rejst nogen sag mod Savile, mens han levede (han døde i fjor 84 år gammel), men nu hober anklagerne sig op. Scotland Yard undersøger p.t. over 200 sager.

Det er i sig selv dybt alvorligt for BBC. Hvordan kunne dette tilsyneladende stå på i årtier - mens Savile var en kendt og feteret BBC-vært?

Bedre bliver det ikke af, at programmet Newsnight på BBC2 for netop et år siden var i gang med en afsløring af Jim Savile. Programmet blev stoppet af den ansvarlige Newsnight-redaktør, Peter Rippon. I stedet blev det så den private station ITV der den 3. oktober i år kunne bringe et afslørende program om Savile.

Peter Rippons beslutning blev mandag aften hudflettet i programmet Panorama på BBC1. Det er svært at oversætte til DR-forhold, men det svarer til noget i retning af en hel 21Søndag-udgave, der går i kødet på en redaktionel beslutning på Deadline. Godt fjernsyn i øvrigt. Stor seerinteresse. Og midt i krisen også respekt om, at BBC tør kritisere sig selv. Konceptet er hermed givet videre!

Nu kører hele det berygtede britiske skandale-tog - med forsider i alle aviser, høringer i parlamentet osv. Hvem vidste hvad hvornår. Væsentligst er det måske at forstå, hvorfor alle advarselstegnene blev overset i så mange årtier. Men meningsdannernes aktuelle fokus er, at Peter Rippon tog en forkert beslutning for et år siden. Spørgsmålet er også, om han var under pres fra BBC-toppen.  Specielt var det i alle fald, at Newsnight-udsendelsen ville have ført til store ændringer i BBC's juleprogrammer. De omfattede flere mindeudsendelser om populære Jim Savile!

Sympatien ligger hos de to Newsnight-journalister, der blev stoppet midt i deres arbejde  - og som nu er stået frem i Panorama og fortalt det hele. Der ligger sympatien sikkert meget godt. Men tankevækkende er det, hvorfor Peter Rippons beslutning i dag er så svær at forsvare. Det er jo trods alt indlysende, at det var et stort ansvar at sende et program med så alvorlige anklager mod en afdød - og vel at mærke i en sag, hvor politiet tidligere havde lavet undersøgelser, men var endt med at henlægge det hele pga. manglende beviser.

Set i bakspejlet var Rippons fejl ikke mindst, at han helt stoppede historien. Han gik ikke tilbage til sine folk og sagde: Vi har for lidt. Vi har brug for flere udsagn. Vi skal have flere, der vil stille op til interview. Jeg står bag jer, men vi må være uangribelige i en sag som denne. Alt det kunne han have sagt og gjort.

Og fandt han så endelig, at Newsnight ikke havde ressourcer til selv at lave sagen forsvarligt, kunne han være gået videre med den til et andet BBC-program. Havde han gjort det, havde beslutningen været til at forsvare journalistisk. I stedet stoppede han arbejdet med udsendelsen helt. En sag om alvorlige anklager mod et BBC-ikon blev lagt død.

Peter Rippon er nu fritaget for tjeneste indtil videre og flere undersøgelser er sat i gang. Samtidig venter alle på den store rapport fra Lord Leveson - højesteretsdommeren der står i spidsen for den store udredning af, hvad der bør gøres efter afsløringen af Murdoch-avisernes lyssky metoder. I ventetiden har samme aviser nu meget belejligt fået stof til mange dramatiske forsider om BBC's etiske krise.

Opdatering: Jacob Mollerup medvirkede d. 16. november i programmet 'Mennesker og medier' på P1, hvor han diskuterede BBC-skandalen med vært Lasse Jensen. Udsendelsen kan høres her.

 

Om redaktøren

Lytternes og seernes redaktør bliver ofte beskrevet som en 'brugernes ambassadør', som 'DR's interne ombudsmand' eller som 'DR's vagthund'. Jobbet varetages af Jacob Mollerup, der er ansat af DR's bestyrelse og således arbejder uafhængigt af DR's daglige ledelse. Kontakt redaktøren på jmol@dr.dk.

 

Procedure ved klager

Hvordan kan man klage, hvornår er det en kommentar, og hvornår er det en klage? Hvad sker der, efter klagen er sendt? Få svar på syv typiske spørgsmål om proceduren for at klage.

 

DR Indefra: Lytternes og seernes redaktør diskuterer værter med holdning

Jacob Mollerup var i DR Indefra d. 14. oktober, hvor der blandt andet blev talt om, hvornår DR-værter går over grænsen, når de mener noget.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > Lytternes og seernes redaktør > Klummer

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.