Tophistorien var en and!
27. nov. 2012 17.08 KlummeDet startede som en seks minutter lang tophistorie i TV-Avisen 21.30 i torsdag. Det viste sig at være en and. Den store topnyhed var ganske enkelt forkert.
TV-Avisen hævdede torsdag aften, at en meget omfattende omlægning af de danske bilafgifter ville blive gennemført "inden for få dage". I et land med nogle af verdens højeste registreringsafgifter var det sådan set en meget god historie.
Problemet var bare, at den ikke holdt. Det stod klart fredag morgen. Ikke alene var Skatteministeriets afvisning bastant og skråsikker. Det viste sig også, at TV-Avisens kilde løb fra historien og følte sig misforstået.
Det er den slags som ikke må ske - og som alligevel sker af og til. Det mindste man kan gøre, er at være åben og lære af det.
DR har tidligere præsteret at prøve at dække over egne fejl. Det var der ikke meget af her. Redaktionschef Sandy French tog skraldet og fik historien kaldt tilbage. DR tog tilmed det lidt usædvanlige skridt selv at sende ministeriets afvisning som citat-historie til Ritzau.
Historien med afvisningen blev bragt på dr.dk allerede kl. 9.12 fredag morgen - og i løbet af nogle timer kom der også en artikel på Fejl & Fakta-siden. TV-Avisen kl. 21.00 fredag aften bragte en kort beklagelse.
Alt i alt et meget hæderligt forsøg på at trække historien tilbage - og erkende sin fejl.
Men det kunne faktisk være gjort bedre:
Den forkerte historie blev lanceret med så meget brask og bram, at TV-Avisen med fordel kunne have fortalt seerne noget om, hvordan den slags fejl kan ske. Et kort interview med en ansvarlig redaktør kunne have gjort det. Hvordan gik det til? Hvorfor blev historien ikke tjekket bedre? Det havde vist, at man tog sagen alvorligt. I stedet bragte man en beklagelse i TV-Avisen fredag aften. Beklagelsen varede 20 sekunder. Det oprindelige indslag varede 18 gange så lang tid!
Rettelsen på web kunne også være lavet bedre. Problemet her var, at man helt slettede den oprindelige (forkerte) version. Men den går altså ikke, når man er DR og har lavet en forkert nyhedshistorie. Flere af de andre medier, der i første runde viderebragte "nyheden", linkede til DR's egen version. Da den blev fjernet endte web-brugerne blot med et dødt link. De skulle selvfølgelig være endt med en rettet artikel - og med link til beklagelsen på DR's Fejl & Fakta-side.
Radioavisen og Update kørte fra torsdag aften løs med den forkerte historie. Radioavisen rettede den aldrig, men Update fik dog dementiet på banen fra fredag formiddag. Det er en besværlig - men helt nødvendig - proces at rette store fejl, når man sender nyheder på så mange måder.
Tilbage står, at redaktionen er i gang med sin egen interne vurdering af, hvad der gik galt? Hvordan kunne man fejlfortolke kilden så meget? Hvorfor citerede man end ikke Skatteministeriets afvisning i indslaget torsdag aften? Hvor var det, kæden sprang af?
Hele historien handlede om realiseringen af noget, der faktisk står i regeringsgrundlaget. Derfor virkede det umiddelbart meget plausibelt, at regeringen nu var klar med den praktiske løsning. Inden for et år eller to vil nyhedsredaktioner utvivlsomt stå med rygter om, at den store afgiftsomlægning er på trapperne om få dage. Mit gæt vil være, at de tjekker historien meget omhyggeligt. Det er noget, der gerne må brede sig.