DR1 på risikabel social aktion

Debatten om DR1-serien "Aktion socialt bedrageri" har nu raset i over tre uger. Serien - der sendes over ti mandage - har skabt nyttige debatter. Samtidig har den selv stået for skud. Kritikken har et langt stykke af vejen været relevant. Tilsyneladende har den også nyttet. I alle fald har flere ting ændret sig i serien siden de to første omdiskuterede programmer. 

Seriens fortjeneste er at give et konkret indblik i hvad der sker, når kommunerne kontrollerer borgere, som muligvis får sociale ydelser på et forkert grundlag.

Der har imidlertid været tre problemer med serien:

For det første var den i starten ret ensidig og noget mistænkeliggørende i sin stil. Man deltog i jagten på sociale bedragere på en måde, mange seere fandt ubehagelig.

For det andet fik de to første udsendelser slet ikke stillet spørgsmålstegn ved de udlægninger og tolkninger af lovgivningen, som de kommunale kontrolmedarbejdere kom med undervejs. Det var blot det, tilrettelæggere kalder en "observerende reportage". Førende eksperter på området har imidlertid kritiseret en stribe af de konkrete udsagn, som man ser de kommunale kontrolmedarbejdere komme med overfor to enlige mødre i de to første udsendelser. De mener udsendelserne giver et skævt billede af de gældende regler. Den vurdering fremgår bl.a. af Orienterings opfølgende dækning.

Den observerende reportage gengav råt for usødet en række udsagn fra kontrolmedarbejderne om f.eks. betydning af et billede på Facebook, betydningen af en hensigt om senere at flytte sammen, betydning af en eksmands børnepasning osv. De fik alle lov at stå uimodsagte i de første udsendelser. Reglerne er imidlertid så fulde af svære skøn og gråzoner, at udsagnene vanskeligt kan stå alene. Så ender det nemlig som tv, der efterlader seerne med et forkert indtryk af reglerne.

For det tredje får man som seer stort set ikke noget at vide om aftalerne med de medvirkende. Denne type tv står og falder med de aftaler, man laver med de medvirkende. I dette tilfælde er det en stribe kommuner, som har underskrevet en kontrakt om at medvirke. Samtidig har hver enkelt af de medvirkende kontrolmedarbejdere personligt sagt ja. Endelig er de medvirkende borgere kun optaget, hvis de har accepteret det. Har nogen bagefter bedt om det, er vedkommende blevet anonymiseret.

Det er en del af kontrakterne med kommunerne, at de har fået forevist de færdige afsnit eller hele udsendelser. De har haft adgang til gennemsyn - og mulighed for at gøre indsigelse mod klip, der f.eks. afslørede fortrolige oplysninger om borgerne. Dette aftalesæt kunne med fordel have været forklaret i forbindelse med serien.

Udsendelserne har heldigvis ikke stået alene på DR's flader. Redaktionen bag serien har samarbejdet med andre redaktioner - bl.a. TV-Avisen - om seriens temaer og om cases, vinkler og kontakter. Det har blandt andet ført til en række kritiske indslag i TV-Avisen 21.30, hvor der netop er blevet sat spørgsmålstegn ved, om det, som man ser i "Aktion socialt bedrageri", er ret og rimeligt.  Også flere radioaviser og flere programmer på P1 har dækket sagen - i flere tilfælde med grundig og original journalistik. Den 5. februar sendte DR1 selv en høring, der bl.a. satte fokus på, om kommunerne går for langt i kontrollen med borgerne.

Samtidig fortæller DR Medier, at serien i de kommende programmer selv vil tage højde for en del af kritikken. Det er der grund til at følge nøje. Det handler jo om den store DR-kanals evne til både at være populær, kritisk og seriøs. "Aktion socialt bedrageri" er en af en stribe populære og debatskabende udsendelser om tunge emner. Det er en observerende dokumentar, der har evnet at tage os med til samtaler, vi normalt ikke overhører. Debatten handler grundlæggende om, hvordan man kan lave sådan et program, så det bliver fair og reelt oplysende - og samtidig skaber relevante debatter og fastholder en stor seergruppe i den bedste sendetid. Det er netop det, DR1 skal kunne for at leve op til sin rolle.

I praksis kan det være hundesvært at få alle ender til at mødes. Det er en af mange grunde til, at der er god grund til at blive ved med at diskutere det - og stille høje krav til dem, der laver programmerne.