Indslag om Totempo i Kontant. Kendelse den 20. januar 2009. Ingen kritik af DR.
16. jun. 2009 13.42 DR bragte i september 2008 flere historier om vejhjælpsfirmaet Totempo. Firmaet klagede til Pressenævnet, fordi de mente, at DR handlede i strid med god presseskik og fremsatte forkerte påstande i programmet. Totempo var for eksempel utilfreds med, at der i programomtalen blev sagt: "Ulovlighederne tager nye former". Firmaet mente også, at der var urigtige påstande om en fyring for åben skærm, ligesom firmaet var utilfreds med en båndet telefonsamtale, der blev bragt i Kontant-udsendelsen.
I nævnets udtalelse om fyringen for åben skærm hedder det:
"Udsagnet "fyret for åben skærm" giver indtryk af, at samarbejdet fra [K]s side blev opsagt under udsendelsen, hvilket ikke er korrekt, idet samarbejdet rettelig ophørte forud for udsendelsen. Nævnet finder udsagnet misvisende, men da samarbejdets ophør i øvrigt er sket i nær tidsmæssig tilknytning til udsendelsen den 9. september 2008, finder nævnet ikke, at forholdet i sig selv er tilstrækkeligt til at udtale kritik af Danmarks Radio og dr.dk for ikke at kontrollere oplysningens rigtighed."
Pressenævnet fandt heller ikke på de øvrige punkter grund til at udtale kritik af DR og fandt ikke, at DR havde tilsidesat god presseskik.
Kendelsen kan i sin fulde ordlyd ses fra Retsinformations afgørelsesdatabase: Sag nr. 2008-6-0762.