Klage fra Ole Sippel over DR2-serien Jagten på de røde lejesvende - sendt første gang den 19. september, 26. september og 3. oktober 2010. Afgørelse den 3. august 2011. Delvis kritik.
16. aug. 2011 11.51 Efter afslutningen af DR's klagebehandling klagede Ole Sippel videre til Pressenævnet. Nævnets flertal afviste de fleste klagepunkter men gav Sippel medhold i, at han burde have haft mulighed for at modgå beskyldninger fra fhv. pressechef Michael Kristiansen. På den baggrund konkluderer nævnet:
"Pressenævnet finder, at det af hensyn til nye seere var hensigtsmæssigt, at Danmarks Radio redigerede udsendelsen. Seere af det oprindelige program 3, kan imidlertid ikke forventes på ny at se udsendelsen eller på anden måde blive gjort bekendt med det kritiserede forhold, hvorfor disse seere ikke har fået tilstrækkelig mulighed for at blive opmærksom på forholdet, som derfor - i tillæg til den redigerede udsendelse - burde være bragt som en særskilt nyhed. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR2 at offentliggøre følgende:
"Speak: I oktober 2010 bragte DR2 udsendelsesrækken "Jagten på de røde lejesvende 1-3". Udsendelsen ville afdække, om DRs programmer i de sidste 40 år har været farvet af venstreorienterede synspunkter. I udsendelsen blev en række af DRs tidligere medarbejdere beskyldt for sådanne synspunkter. Tidligere udenrigskorrespondent, [Klager], blev blandt andet beskyldt for at have lavet antikrigsreportage i sin dækning af Irak-krigen, og at Danmarks Radios dækning derved adskilte sig fra andre kanalers nyhedsdækning. [Klager] har klaget til Pressenævnet over ikke at have fået lejlighed til at imødegå beskyldningerne, som han finder uden hold i virkeligheden. Pressenævnet har udtalt kritik af Danmarks Radio for ikke at give [Klager] mulighed for at imødegå beskyldningerne i fornødent omfang. Hans svar fremgik ikke af udsendelsen. Danmarks Radio har derfor tilsidesat god presseskik."
Du kan læse hele Pressenævnets kendelse her.