Klage over artiklen ”Flyttemanden du ikke vil hyre” på dr.dk, udsendelsen ”Kontant: Regnskabets time” på DR1 og utilstrækkelige berigtigelser på dr.dk og DR1. Afgjort den 15. august 2012. Kritik af DR.
20. aug. 2012 12.39 I december 2011 omtalte Kontant i udsendelsen "Regnskabets time" og tilhørende artikel på dr.dk klagerens, som er flyttemand, forretningsmetoder. Flyttemanden blev i udsendelsen beskyldt for at tilbageholde kunders indbo som afpresning for forhøjede honorarer. Tidligere på året - i maj 2011 - omtalte Kontant også klagers forretningsmetoder.
Før udsendelsen af Kontant i december henvendte DR sig til klageren for at få hans kommentar til beskyldninger, som blev fremsat af enkelte af flyttemandens tidligere kunder. Han henviste til sin advokat, der i forvejen førte en korrespondance med DR om omtalen Kontant-udsendelsen fra maj. DR undlod imidlertid at kontakte advokaten, og Pressenævnet finder, at DR ikke har gjort tilstrækkeligt for at gøre klageren bekendt med de anklager, der rejses i udsendelsen.
Derudover har Pressenævnet kritiseret, at DR først i januar 2012 bragte en rettelse vedrørende udsendelsen i maj 2011, selvom DR var gjort opmærksom på fejlen et halvt år forinden. Pressenævnet pålagde i sin kendelse DR at offentliggøre følgende:
”[Følgende overskrift indsættes til offentliggørelsen på dr.dk: Klager fik først rettelse i DR efter et halvt år]
Speak: I december 2011 omtalte Kontant i et opfølgningsprogram igen flyttemand [Klager]s forretningsmetoder.
Flyttemanden beskyldes i udsendelsen for at tilbageholde kunders indbo som afpresning for forhøjede honorarer. I maj 2011 omtalte DR også klagers forretningsmetoder, og i december 2011 tog Danmarks Radio nye sager op.
[Klager] har klaget til Pressenævnet.
Pressenævnet har nu kritiseret Danmarks Radio for ikke at have givet [Klager] tilstrækkelig mulighed for at forsvare sig mod kritikken.
Før udsendelsen af Kontant i december henvender DR sig til [Klager] for at få hans kommentar til beskyldningerne. Han henviser til sin advokat, der i for-vejen fører en korrespondance med DR om omtalen i maj. DR undlader imidlertid at kontakte advokaten eller gøre yderligere for at sikre sig, at [Klager] har fået kendskab til udsendelsens kritik. Pressenævnet finder, at det er i strid med god presseskik, når der er tale om grove beskyldninger.
Derudover har Pressenævnet kritiseret, at DR først i januar 2012 bragte en rettelse vedrørende udsendelsen i maj 2011. DR var et halvt år tidligere gjort opmærksom på en fejl i udsendelsen fra maj.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: www.pressenaevnet.dk”