For meget OL på DR’s sendeflader
Baggrund
Over 100 seere klagede over, at OL fyldte for meget på DR's sendeflade og over at andre programmer blev aflyst eller forkortet pga. OL-transmissionerne. Flere påpegede, at sommeren i forvejen havde været domineret af sport - herunder EM i fodbold.
DR's svar
DR understregede i svarene, at man fandt det vigtigt at dække de store sportsbegivenheder. Under et OL er der samtidig en særlig forpligtelse til at dække sportsgrene på tværs af størrelse og popularitet. Derfor valgte DR at sende OL på tre kanaler: DR1, DR2 og DR HD. Både DR1 og DR2 havde i perioden også dage med normal programflade, mens DR HD sendte OL 24 timer i døgnet. For de ikke-sportsinteresserede var DR K "OL-fri".
Opfølgning
Samlet var DR's meget omfattende OL-dækning i 2012 en klar seersucces, men også de kritiske reaktioner om for få "sportsfrie" zoner, vil indgå i overvejelserne om dækningen af de næste sommerlege i 2016.