Satireindslag under OL af Anders Lund Madsen
08. jan. 2013 16.02 Baggrund
Omkring 50 seere klagede over den satiriske dækning af holdkonkurrencen i synkronsvømning og finalen i den tungeste klasse i vægtløftning for kvinder. Klagerne fandt det upassende, at man lavede satire på bekostning af seriøse idrætsudøvere. Flere indslagene umorsomme eller forstyrrende.
DR's svar
Sportsredaktionen svarede bl.a., at DR viste synkronsvømning på to måder: DR viste den utraditionelle, satiriske dækning på DR1, mens en traditionel kunne ses på DR Sportens hjemmeside dr.dk/sporten, hvilket seerne blev gjort tydeligt opmærksom på i bunden af skærmen på DR1. DR Sporten bemærkede i øvrigt, at der er en lang tradition for at blande humor og sport i Danmark, og at dette var DR's bud fortsættelsen af den tradition i 2012..
Opfølgning
Syv seere klagede videre til lytternes og seernes redaktør herom. Indstillingen - som generaldirektøren tilsluttede sig - fastslog, at der ikke er noget til hinder for, at DR bringer et par satiriske indslag fra en stor sportsbegivenhed. Rammerne for en sådan satire skal være vide og de bragte indslag var som helhed forsvarlige i forhold til DR's etiske retningslinjer.
Et indslag kunne imidlertid opfattes som unødigt ondskabsfuldt overfor en kinesisk vægtløfter. Det har DR derfor beklaget.