Næste uges DR
Hvad er der i vente i DR TV i den kommende uge? Og er der interessante nye programmer i DR Radio, nye hjemmesider på dr.dk eller DR-koncerter, der er spændende at gå til? Her får du et par smagsprøver på programmer og arrangementer, der er værd at holde øje med i DR fra den 9.-15. februar 2012.
Torsdag den 9. februar - Liszt for klaver og orkester: Der er musik af Franz Liszt på programmet, når DR Symfoniorkestret traditionen tro byder på Torsdagskoncert, som det nu har gjort i snart 79 år. Det er 'Klaverkoncert S 366' og 'Totentanz', der er på programmet, udover at 'Symfoni nr. 1' af orkestrets huskomponist Søren Nils Eichberg også bliver spillet. Det er Christoph Poppen, der dirigerer i denne uge, hvor Kammersanger Emil Holms Legat også bliver uddelt til en musiker. Koncerten kan som altid høres på P2 Klassisk klokken 19.30.
Læs mere om koncerten her.
Torsdag den 9. februar - Mord i familien: Det handler om mord i familien i en ny britisk dokumentarserie, som DR1 har premiere på torsdag klokken 22.00. I juli 2000 dræbte Philip Austin, som alle beskrev som et fredeligt familiemenneske, sin kone Claire. Han slog hende med en hammer, stak hende med to køkkenknive for til sidst at kvæle hende med hendes egen bh. Derefter dræbte han familiens hund, og bedøvede og kvalte børnene, Jade på syv og Kieren på ni, i deres senge. Den britiske kriminalpsykolog Laura Richards taler med Philips og Claires familier og de politifolk, der prøvede at komme til bunds i sagen. Hvad skyldtes de tragiske familieudslettelser?
Torsdag den 9. februar - Madame Chiang Kai-Shek: Soong Mai-Ling eller Ma-dame Chiang Kai-Shek blev en af de mest magtfulde kvinder i verden. Hun placerede sig i spidsen for kinesisk politik og fik en enestående indflydelse på verdens anliggender for en kvinde i sin tid. I mere end fem årtier fungerede hun som en værdifuld støtte for sin mand, den ineffektive og autoritære kinesiske nationalistleder general Chiang Kai-Shek. Med charme og diplomati lykkedes det hende at skaffe enorm international bistand til et krigshærget og fattigt Kina. Madame Chiang Kai-Shek blev endda næsten 105 år. DR K tegner et portræt af hende torsdag klokken 21.00.
Læs mere om programmet her.
Fredag den 10. februar, lørdag og søndag - X Factor går live: Årets ni finalister er fundet, og fredag klokken 20.00 på DR1 og DR HD skal de for første gang optræde live fra scenen i DR Byen. Dommerne, Pernille Rosendahl, Cutfather og Thomas Blachman, har knoklet de seneste uger for at forberede deltagerne på den hidtil største udfordring. Men hvem skal i farezonen og hvem skal sendes hjem? Det sidste bliver afgjort i anden halvdel fra klokken 21.30. Programmet genudsendes på DR1 lørdag klokken 16.10 og søndag klokken 13.05 på DR HD.
Læs meget mere på www.dr.dk/xfactor.
Fredag den 10. februar - DR Vokalensemblet i Riga: Den 29. januar sang DR Vokalensemblet i den gamle laugsgildesal i den lettiske hovedstad, Riga. Hvordan det lød, kan P2-lytterne også få del i fredag klokken 19.20 i P2 Koncerten. Michala Petri medvirkede på blokfløjte, og musikken var blandt andet af Per Nørgård, der har lavet to H. C. Andersen-poesier. Mette Greiffenberg præsenterer koncerten.
Fredag den 10. februar - Jazz Factor i Studie 2: Jazz-Factor 2012 er en koncert i Koncerthusets Studie 2 fredag klokken 20.00, hvor det er muligt at møde morgendagens jazzstjerner. DR Big Bandet spiller med et til lejligheden sammensat bigband af studerende fra henholdsvis Det Rytmiske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Derved opstår et dobbelt big band. Dirigent er Jesper Sveidahl, der også er docent på Rytmisk Musikkonservatorium.
Læs mere om koncerten her.
Lørdag den 11. februar - Temaaften med dumme dyr: Anders Lund Madsen inviterer DR2 Tema-seerne på en rejse tilbage i tiden til dengang, dyr var dyr, og mennesker var ligeglade. Dengang vi ikke skammede os over at være øverst i fødekæden. Dengang vi stadig turde rette ryggen og sige til vore laverestående medskabninger på denne planet, at de virkelig var laverestående. Og det er ikke for at gøre nar. Ikke udelukkende i hvert fald. Det er for at sætte skabet på plads, og helt præcis sker det fra klokken 20.00 til 22.30.
Læs mere på www.dr.dk/dr2tema.
Lørdag den 11. februar og søndag - Wiener Johann Strauss Koncertgalla: Musikken er af Johann Strauss, og der er også ballet på scenen i Koncerthuset, når østrigske K&K Philharmoniker og Das Österreichische K&K Ballett lørdag og søndag klokken 19.30 gæster Danmark. I løbet af de seneste 16 år har Strauss Koncertgalla været rundt i 16 lande, og 800.000 har set showet.
Læs mere om koncerterne her.
Søndag den 12. februar - København og Beograd mødes: Skal AG København fortsat regnes som et af de hold, der kan komme i Final Four, ja, så skal holdet vinde dagens kamp. Modstanderen er serbiske Partisan Beograd, der ligger sidst i puljen og bør være et let bytte. DR1 sender kampen fra klokken 16.30. Kommentatorer er Jan Harkamp og Klavs Bruun Jørgensen.
Mandag den 13. februar - En 'Precious' film: 16-årige Precious venter barn med sin far for anden gang. Precious har været usynlig hele sit liv. Usynlig for sin far, som voldtager hende, sin mor, som slår hende, og myndighederne, som bare ser hende som endnu en af bydelen Harlems fortabte sjæle. Men da Precious møder en beslutsom lærer, vækkes hendes vilje til at få en bedre tilværelse. 'Precious', der er ugens filmperle på DR2 klokken 20.30, modtog to Oscar-statuetter foruden en lang række andre priser.
Læs mere om filmen her.
Mandag den 13. februar og frem til lørdag - Ugens musiknavn er Katrine Gislinge: Pianisten Katrine Gislinge er 'Ugens Musiknavn' på P2 i uge 7. Som led heri vælger Katrine Gislinge hver dag en klaverkoncert, som hun har et personligt forhold til. Katrine Gislinge forklarer, hvorfor en bestemt sats, passage eller indspilning har gjort et stort indtryk på hende. Det sker hver dag fra mandag klokken 12.20 på P2 Klassisk.
Læs mere om Katrine Gislinge her.
Mandag den 13. februar - Joshua Redman Trio i Koncerthuset: Joshua Redman, der i mere end et årti er blevet regnet som en af jazzens mest prominente, indflydelsesrige, moderne saxofonister og bandledere, kommer til København med et sjældent akustisk setup. Helt præcist spiller han i Koncerthusets Studie 2 mandag klokken 20.00.
Læs mere om koncerten her.
Tirsdag den 14. februar - Mona Larsen og Julie Maria synger Joni Mitchell: Sangerinderne Mona Larsen og Julie Maria er blandt de sangere, der kærligt tager sig af canadiske Joni Mitchells sange, når Koncerthuset klokken 20.00 tirsdag byder på en aften med 'The Songs of Joni Mitchell' i Studie 2 i Koncerthuset. De bakkes op af trommeslageren Emil de Waal, pianisten August Rosenbaum og multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren.
Læs mere om koncerten her.
Tirsdag den 14. februar - Italien - en kærlighedshistorie: Luca og Gustav har i de sidste år oplevet mange af deres jævnaldrende udvandre fra et Italien uden fremtid og trætte af de høje leveomkostninger og manglen på job. Også Luca og Gustav overvejer at udvandre, men de bliver enige om at give hinanden en chance til måske at forelske sig i deres land igen. På en tur ned gennem støvlelandet fra nord til syd i en gammel Fiat 500, som 'Dokumania' på DR2 viser tirsdag klokken 21.00, går de på jagt efter de historier og de mennesker, der sammen med de karakteristiske landskaber har skabt det charmerende og livskraftige Italien, som alle uden for Italien drømmer om. Skal de elske eller forlade Italien?
Læs mere her.
Onsdag den 15. februar - Anders W. Berthelsen forsker i slægten: Skuespilleren Anders W. Berthelsen tror, at hans oldefar blev kørt over af en damptromle. Sandheden viser sig at være en lidt anden - men ligeså grusom i onsdagens 'Ved du, hvem du er', som DR1 sender klokken 20.00. I sin videre søgen i slægtstræet finder han en slægtning, der fulgte sin stærke overbevisning. Hun rejste til det forjættede land, krydsede prærien og endte med at finde lykken og rigdommen.
Læs mere på www.dr.dk/hvem
Onsdag den 15. februar - Bag om jernladyen: Hvordan kunne datteren af købmanden i en lille provinsby blive til Jernladyen? Igennem 11 år var Margaret Thatcher Storbritanniens premierminister, og hun skabte en hel økonomisk og politisk bevægelse: thatcherismen! Margaret Thatcher var en borgerlig politiker på verdensscenen, og senest er der også lavet en spillefilm om hende. DR2 ser onsdag klokken 21.30 nærmere på hende i et engelsk dokumentarprogram fra 2007.