DR har intet ændret ved juleshow
05. dec. 2006 10.18 Nyt fra DRDR har ikke bøjet sig for pression - alene af den grund, at der ikke har været udøvet pression fra nogens side. Der er ikke blevet ændret på hverken idé, en norsk sangerindes påklædning eller placering på scenen i forbindelse med ’DRs store juleshow’. Det fastslår showets producent, Lene Sadolin fra DR Radiounderholdningsorkestret.
Dagbladet B.T. skriver tirsdag, at DR lod medlemmerne af Outlandish udøve censur, og at DR valgte at flytte en anden af de medvirkende, den norske sangerinde Herborg Kråkevig, til den anden side af scenen. Det skulle være sket, fordi Outlandish-medlemmerne skulle have ment, at Kråkevik viste for meget bar hud og burde dække skuldrene mere til.
Også rejst i Folketinget
Hele sagen er nu også blevet rejst i Folketinget, hvor kulturminister Brian Mikkelsen er blevet bedt om at forholde sig til den.
"Jeg er helt uforstående over for påstandene om, at DR skulle have ændret showet. Vi planlagde Outlandishs og Herborg Kråkeviks fælles optræden i oktober, og der er ikke blevet ændret på den siden. Der er ikke lavet om på hverken idé, tekst, musik eller påklædning, og vi har ikke haft kriser eller konflikter om sagen, idet den kunstneriske ide var klar og fostret i enighed. Vores prøver og fem koncerter har alle været ens," siger Lene Sadolin.
Sendes også i Norden
Hun understreger, at hun selvfølgelig ikke kender til alt, der er blevet sagt bag scenen, hvor 200 mennesker har været involveret i produktionen. Men DR har i hvert fald gennemført alt som planlagt og ikke ladet nogen udøve censur.
’DRs store Juleshow’ blev holdt i Operaen i København i slutningen af november og bliver sendt på DR1 søndag den 17. december klokken 20.00. Showet skal også vises i Sverige, Norge og Finland.