Wallpaper giver designpris til Koncerthuset
14. jan. 2010 22.55 Nyt fra DRKun tre dage før sin et års fødselsdag modtog Koncerthuset i DR Byen torsdag noget af en "gave" fra London. Da ét af verdens førende design- og livsstilsmagasiner, Wallpaper, uddelte sine ’Wallpaper Design Awards 2010’ blev Koncerthuset tildelt prisen for ’Bedste nye offentlige byggeri’.
Det var Koncerthusets driftschef Niels Erik Lund, der tog imod prisen på DRs vegne i Wilkinson Gallery i den britiske hovedstad, og DR fik prisen i skarp konkurrence med nominerede nybyggerier fra hele verden. De øvrige nominerede i kategorien var Hamsun-centret i Hamarøy i Norge, Museum of Islamic Art i Doha i Qatar, Neues Museum i Berlin i Tyskland og San Paolo Parish Complex i Foligno i Italien.
Det er den franske arkitekt Jean Nouvel og hans atelier, der har stået bag Koncerthuset, og Wallpaper fremhæver blandt andet, at det er et af hans mest komplekse byggerier nogen sinde.
Fornem jury
I alt blev der uddelt 11 priser i London, og vinderne er fundet af en international jury, der blandt andre tæller den spanske filminstruktør Pedro Almodóvar, den amerikanske arkitekt Steven Holl og den kreative direktør hos Christian Dior, John Galliano.
DRs musik- og koncerthuschef Leif Lønsmann kalder Wallpapers pris for "noget af en cadeau at få til fødselsdag".
"Wallpaper er verdens førende designmagasin. At få deres designpris er beviset på, at vi har verdens flotteste og mest spektakulære koncerthus. Koncerthuset er i sit første leveår blevet hædret igen og igen for både sit æstetiske udseende og sit kunstneriske indhold. At blive udråbt til verdensmester af verdens allermest kræsne og kritiske fagfolk er den største hæder man kan opnå," mener han.
Masser af omtale i februar-nummer
Udover selve prisen er DR og Koncerthuset også sikret en masse omtale i februarnummeret af Wallpaper, der udkom samtidig med prisuddelingen.
The Wallpaper Design Award er den ottende pris og hæder, Koncerthuset får på godt et år. Tidligere er det blandt andet blevet til Den Europæiske Stålpris, Konstruktionsprisen samt præmieringer fra Københavns Kommune og Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Derudover har Koncerthuset også fået priser for sit lys og for sit grafiske udtryk og som byens bedste musikalske oplevelse.