P4 retter 70 år gammel fejl
15. mar. 2010 08.50 Den 9. april markerer de regionale P4-stationer 70-året for tyskernes invasion af Danmark med radio, som det burde have lydt dengang.
Da tyskerne den 9. april 1940 klokken 4.10 om morgenen marcherede over den dansk/tyske grænse afbrød Statsradiofonien ikke deres sædvanlige morgenudsendelse, for at fortælle nyheden. Der skulle gå flere timer efter invasionen var startet, til Statsradiofonien fortalte, at tyskerne havde invaderet Danmark.
For at råde bod på Statsradiofoniens manglende oplysninger dengang, sender P4 Trekanten, P4 Syd og P4 Esbjerg den 9. april i år seks timers radio, som det burde have lydt dengang.
"Efter at vi blev bekendte med, at Statsradiofonien først sent på morgenen fortalte, at tyskerne var marcheret ind i Danmark, tænkte vi her på redaktionen på, hvordan det ville have lydt, hvis vi havde haft de muligheder for nyhedsformidling, som vi har i dag," fortæller redaktionschef Morten Teilmann-Jørgensen fra P4 Trekanten.
Live-radio som det ville have lydt
Derfor bliver det en noget anderledes oplevelse, lytterne af de regionale programmer i det sydlige Jylland får, hvis de tænder for kanalen den 9. april klokken 4.10 om morgenen:
"Her vil vi gå på med breaking news om, at tyskerne er på vej over den danske grænse i Sønderjylland. Desuden har vi sendevogne og reportere placeret rundt i det sydlige Jylland," forklarer Morten Teilmann-Jørgensen.
Intentionen er at gøre dækningen så realistisk som muligt, og derfor vil P4 Trekantens udsendte journalister snakke i nutid, når de fortæller om, hvad der sker. For eksempel vil der blive stillet om til en reporter, som fortæller om, hvordan han kan se tyske soldater bevæge sig over grænsen, og om hvordan det lige er lykkedes danske soldater at skyde en tank i stykker, kort fra hvor han står.
Desuden vil der være en historiker i studiet, som løbende fortæller om, hvorfor de to fronter gør, som de gør:
"Vi ved jo selvfølgelig meget mere i dag end man gjorde dengang. Den viden formidler eksperten videre, og lytteren vil her få perspektiv og analyser af forløbet," forklarer Morten Teilmann-Jørgensen.
Danskernes historie
Udover temaudsendelsen, kan man allerede nu besøge temasiden om 70-årsdagen. På siden er der en række artikler om tyskernes besættelse af Danmark. Desuden er der et interaktivt kort, hvor et miks af brugernes og de tre sydjyske P4-regioners beretninger om den 9. april 1940 kan læses. Og selvom der først mandag den 8. marts blev åbnet for, at brugerne kan tilføje deres egen historie, er der allerede flere beretninger på siden.
"En af de mere kuriøse historier er skrevet af en, som kalder sig for "den første værnemager", og som kun var seks år dengang. Han fortæller i sin beretning, hvordan han solgte flødeskumskager til tyskerne. De gav 1 krone for kagerne, mens danskerne kun gav 10 øre, og han øjnede sig derfor hurtigt en mulighed for at tjene nogle penge," siger Morten Teilmann-Jørgensen.
De mange historier kan læses allerede nu, og du har mulighed for at tilføje din egen eller dine bedsteforældres historie på http://www.dr.dk/Regioner/Trekanten/Niende_April/20090825113552.htm
Det er ikke kun på P4 Trekanten, P4 Syd og P4 Esbjerg, man kan høre radioudsendelsen den 9. april. I resten af landet vil det nemlig være muligt at høre disse kanaler via netradio på www.dr.dk/netradio.