preload loader
omdr1024 top
MGP 2009 - Det er bare noget, vi leger!

Vinderen af MGP 2009 blev PelleB med sangen "Kun min".

Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1

 

Send eller anbefal link

Nyt MGP i 2011

27. okt. 2010 11.47 Nyt fra DR

DR er nu klar med et helt nyt MGP for sangglade børn i hele landet. MGP 2011 har fokus på børnenes musikalske udvikling og er et samarbejde mellem DR, KODA, Dansk Artist Forbund og kommunerne. Tilmeldingen begynder i dag.

Tidligere på året besluttede DR, at MGP-konceptet skulle gennemgå en større modernisering. Ambitionen var, at flere børn rundt om i landet skulle have større og længere glæde af den årlige musikalske begivenhed. Og så ville DR gerne fokusere mere på processen i at skrive en sang i stedet for udelukkende at vurdere selve sangen.

I et tæt samarbejde mellem DR, KODA’s Skolekontakt og Dansk Artist Forbund (DAF) er det nye koncept nu på plads.   Som noget helt nyt er kommunerne og personlige lokale kræfter en afgørende aktør i MGP 2011.

Flere skal spille og synge
Ved at inddrage kommunerne kan DR, KODA og DAF nå deres ønske og fælles mål om at få flere børn til at spille og synge. Samtidig ser samarbejdsparterne også gerne en musikalsk talentmæssig egnsudvikling og ikke mindst en udvikling i børne- og musikkulturen. Endvidere bliver der på denne måde også fokuseret på, at der udover talent også ligger et større arbejde i en mulig fremtid som udøvende og skabende solist/band.

- Jeg er så ovenud lykkelig for, at DR sammen med KODA og DAF har fundet en form, hvor vi nu kan strække børnenes MGP-oplevelse meget længere end tidligere. At vi så og oven i købet kan bidrage til den lokale udvikling af musikkulturen over hele landet er jo bare en kæmpe ekstra bonus. Men vi holder selvfølgelig fast i, at kulminationen på alle anstrengelserne er et stort TV-show, hvor jeg personligt ser frem til en skøn forvirring af blandede musikgenrer fra både drenge og piger, bands og solister, siger Signe Lindkvist, der er kanalredaktør for DR Ramasjang.

Lokale workshops og coaching
For deltagerne begynder MGP 2011 med en workshop, der afholdes forskellige steder rundt om i landet. De kommuner, der lægger ”hus” til, har til opgave at stå for det praktiske omkring gennemførelsen af workshoppen. Til workshoppen knytter kommunerne musikkyndige vejledere, fx en musiklærer, der kan støtte børnene under udviklingen af deres musikalske bidrag. Ved selve workshoppen vil coaches fra KODAs Skolekontakt og DAF hjælpe børnene videre i deres musikalske proces med sangen – herunder tekstskrivning, komponering og i produktionsfasen. Når workshoppen er slut, får deltagerne besked om, hvorvidt de går videre i MGP 2011.

Præmien
I modsætning til tidligere år, hvor præmien var en cd-udgivelse, har DR i år valgt, at præmien er et skræddersyet coachingforløb til en værdi af 50.000 kroner.

Børn fra årgang 1995 kan også deltage i MGP 2011
Normalt er reglerne for MGP, at man højest må fylde 15 i det år, MGP afholdes.   Men i forbindelse med at MGP blev udsat i 2010 har DR besluttet at sikre, at alle børn, der kunne deltage her også kan deltage i 2011. Det betyder, at man kan melde sig til MGP 2011, selv om man fylder 16 år i 2011.

Man tilmelder sig via dr.dk/mgp  – tilmeldingsfristen er den 22. november 2010 kl. 12.00.

 
Interesse
 
 
 
Du er her: dr.dk > Om DR > Nyt fra DR

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.