Stor dækning af Dronningens jubilæum
10. jan. 2012 13.38 TvMed helt op til 24 timers dækning følger DR H.M. Dronningens regeringsjubilæum 14. januar og 15. januar på tætteste hold. Og som noget helt unikt har DR lørdag eftermiddag samlet fem af de seneste 40 års statsministre til et fælles tilbageblik på Dronningens regeringsperiode.
Lørdag og søndag 14. og 15. januar sender DR1 et stort jubilæumsprogram - spækket med masser af gæster, sjældne klip fra DRs arkiver, gode historier om Dronningen og danskerne gennem 40 år. Værterne Tine Götzsche og Klaus Bundgaard Povlsen står klar til at guide seerne gennem de to begivenhedsrige dage med Lilian Gjerulff Kretz og Jens Blauenfeldt på centrale poster rundt om i København i løbet af festlighederne.
Og der er masser af centrale begivenheder hele weekenden. Lørdag formiddag er der mindeceremoni for hele kongefamilien ved Kong Frederik den 9.s grav i Roskilde, og omkring lørdag middag kører Dronningen og Prinsgemalen i karet fra Amalienborg til Københavns Rådhus, hvorfra parret vil vinke fra Rådhusets balkon. Fra kl. 17.50 er der optakt til lørdag aftens store gallaforestilling i Koncerthuset i DR Byen.
Søndag middag viser hele den samlede kongefamilie sig på balkonen på Amalienborg. Efterfølgende er der frokost på Amalienborg og gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, inden Regentparret byder på officiel gallamiddag på Christiansborg med ankomster fra kl. 19.
Fem statsministre ser tilbage
Som noget helt unikt har DR1 lørdag eftermiddag samlet 5 af de seneste 40 års statsministre til et fælles tilbageblik. Værterne Tine Götzsche og Klaus Bundgaard Povlsen får besøg af Helle Thorning-Schmidt, Lars løkke Rasmusssen, Anders Fogh Rasmussen, Poul Nyrup Rasmussen og Poul Schlüter, der bl.a. tilbage på historiske milepæle som murens fald og 11. september 2001.
Har du mødt Dronning Margrethe?
I forbindelse med Dronningens regeringsjubilæum efterlyser DR seernes personlige historier. Alle DRs brugere har således mulighed for at dele billeder, video og gode historier om Dronningen med DR og alle andre danskere.
Ligger man derfor inde med billeder eller videoklip fra 70’erne, 80’erne, 90’erne eller 00’erne og en god historie om dengang man mødte Dronning Margrethe, så kan man sende dem til DR på en mail til 1212@dr.dk.
- Dronningens regeringsjubilæum på DR1: Lørdag 14. januar fra kl. 9.00-23.00 og søndag 15. januar fra kl. 11.00- 21.00
- For det samlede overblik over DRs markering af Dronningens 40 års jubilæum som regent se HER.