Sådan er vores tv-vaner klokken 21.30
21. mar. 2012 13.09 TendenserUgens helt store nyhed fra DRs egen verden har været, at TV-Avisen klokken 21.00 fra eftersommeren flytter - om end ikke flytter hjemmefra, så i hvert fald flytter til klokken 21.30.
Det sker efter 18 år på samme plads, og tanken er blandt andet at styrke DR1, så kanalen får en større sammenhængende flade på DR1 fra klokken 20.00 til 21.30.
Men hvad kan man i grunden sige om danskernes tv-sening klokken halv ti om aftenen? Det har medieforsker Niels Marslev fra DR Medieforskning set lidt nærmere på.
"Helt generelt er tv-seningen lidt større klokken 21.30, end den er klokken 21.00. I gennemsnit sidder der 2.380.000 foran skærmen hver aften klokken halv ti, mens 2.350.000 ser fjernsyn klokken 21.00. Klokken 21.30 har mange formentlig lagt børnene i seng, mens kun få selv er gået til køjs endnu," forklarer han.
Tv-aftenen kulminerer helt præcis klokken 21.18 på en gennemsnitlig aften. I hvert fald er det dér, allerflest ser fjernsyn, og da er seertallet lige godt 2,4 millioner.
"Nyhedsudsendelserne på tv er stadig blandt de mest sete programmer, og de kan flytte seere. Fra tidligere flytninger af TV-Avisen ved vi, at de også kan flytte det tidspunkt på aftenen, hvor der er allerflest, der ser tv. Derfor kan flytningen af TV-Avisen til klokken 21.30 formentlig også skubbe lidt til tidspunktet, hvor flest kigger med," vurderer Niels Marslev.
Både unge og gamle ser
I dag står aldersgruppen over 60 år for næsten halvdelen af seningen til TV-Avisen klokken 21.00, men håbet med en udvidet og styrket primetime på DR1 er også at få bedre fat blandt de yngre.
"Halvtimen mellem 21.30 og 22.00 udmærker sig ved, at seningen er nær det absolutte højdepunkt, samtidig med at de yngre ser tv næsten lige så flittigt som de ældre," forklarer Niels Marslev.
På det tidspunkt af dagen er der heller ingen nævnefærdige forskelle i geografi, køn og uddannelse på dem, der ser tv. Med andre ord er jyderne rundt regnet lige så tilbøjelige som københavnerne til at se fjernsyn klokken halv ti hver aften, og der er stort set også lige mange mænd og kvinder foran billedkommoden.
Ganske få public service-stationer i Nordvesteuropa sender efterhånden nyheder mellem klokken 20.00 og 21.30, og stationer som BBC1 og SVT1 i Sverige flyttede deres store aften-nyhedsudsendelser væk fra klokken 21.00 for over 10 år siden.
I 2011 var TV 2 Nyhederne klokken 22.00 og TV-Avisen klokken 21.00 for øvrigt stort set lige store seermæssigt. TV-Avisen havde 670.000 seere på hverdage sidste år, mens TV 2 Nyhedernes sene udgave blev fulgt af 662.000.