Lytterne bruger samme tid på radio som før ændringer
04. jul. 2012 11.03 TendenserSelv om der er blevet møbleret godt og grundigt rundt på landets radiokanaler og frekvenser det seneste år, ligger én ting åbenbart fast. Nemlig hvor lang tid, danskerne bruger på at høre radio hver dag.
En opgørelse, som DR Medieforskning har lavet på baggrund af Gallups lyttertal, viser, at hver dansker over 11 år brugte to timer og to minutter om dagen på at høre radio i første halvår af 2012. Det er helt det samme som for et år siden.
Under overfladen har forandringerne dog været noget større, fastslår medieforsker Dennis Christensen fra DR Medieforskning, som har gået tallene igennem.
”Fra at være i kontakt med 88 procent af lytterne om ugen, er DR nu nede på 84 procent, og årsagen til den tilbagegang skal primært findes i tabet af en FM-frekvens den 1. november sidste år,” forklarer han.
Flere hører kommercielt
Dennis Christensen tilføjer, at Radio24syv imidlertid ikke har det samme antal lyttere, som P2 havde på frekvensen. Radio24syv havde en lytterandel på 1,3 procent i årets første seks måneder.
Derfor står public service-sektoren samlet set lidt svagere på radiomarkedet end for et år siden. Derimod er den kommercielle lytning røget i vejret med tre minutter pr. dansker og omtrent 100.000 flere lyttere pr. uge.
Går man ned på kanalniveau, har P4 haft fremgang i første halvdel af 2012, mens P3 er gået lidt tilbage – primært fordi første kvartal var halvsløjt for kanalen, der har de 20-39 årige som målgruppe. Imidlertid har P3 en stor sportssommer, og derfor forventer Dennis Christensen, at tallene retter sig op.
P1 – der nu alene sender på FM i halvdelen af døgnet, har ”kun” måttet bløde 0,4 procent, så lytterandelen nu er 6,2 procent, mens P2 Klassisk er gået fra en lytterandel på 5,1 procent i første halvdel af 2011 til 2,6 procent. Her er den mest logiske forklaring på faldet, at kanalen nu alene er at finde på FM om aftenen og om natten.
Det kunne ikke være anderledes
Målt i lyttere er nedgang knapt så slem for P2 Klassisk. 436.000 er forbi hver uge mod 452.000 for et år siden, men de lytter i kortere tid.
”Rokeringerne på FM-båndet har som forventet kostet DR lyttere. Det kunne næsten ikke være anderledes, når DR gik fra at have fire til at have tre FM-kanaler. Jeg er nu godt tilfreds med, at omkring fire millioner lyttere hver uge finder tilbud hos DR, de kan bruge, og det glæder mig også, at en række af de nye og værtsbårne, digitale kanaler, som vi lancerede for et år siden, klarer sig så godt,” siger DRs radiochef Tor Arnbjørn.
To timer og 27 minutter om dagen
Der var 3.951.000 danskere, som lyttede til DR Radio i uge 26. Det svarer til 83,8 procent af den danske befolkning over 11 år.
En gennemsnitlig DR-lytter lyttede to timer og 27 minutter til DR Radio pr. dag i sidste uge. DRs lytterandel var 75,7 procent.